Mødedato: 08.09.2004, kl. 15:30

Beskæftigelsesprojekt for langtidsledige - anvendelse af 2,5 mill. kr. puljemidler (Bilag )

Beskæftigelsesprojekt for langtidsledige - anvendelse af 2,5 mill. kr. puljemidler (Bilag )

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 8. september 2004

 

10. Beskæftigelsesprojekt for langtidsledige - anvendelse af 2,5 mill. kr. puljemidler (Bilag )

FAU 418/2004 J.nr. 418/2004

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender vedlagte udkast til høringssvar til Bygge– og Teknikudvalget vedrørende beskæftigelsesprojekt for langtidsledige – anvendelse af 2,5 mio. kr. puljemidler.

 

RESUME

Der er i forbindelse med vedtagelsen af budget 2004 (BR 367/03, ændringsforslag Æ7) afsat en pulje på 2,5 mill. kr. til forbedring af renholdelsen af byen ved aktivering af ledige, samt til forbedring af de lediges mulighed for varigt job.

Bygge- og Teknikudvalget har på mødet den 11. august 2004 besluttet over for Økonomudvalget og Borgerrepræsentationen at anbefale,

at den i budget 2004 afsatte pulje til renholdelse af byen på 2,5 mio. kr. anvendes som beskrevet i indstillingen

at der til finansiering af projektet overføres 2,5 mio. kr. fra Økonomiforvaltningens funktion 6.51.1 (Pulje til renholdelse af byen) til Vej & Parks driftsramme funktion 2.11.1 (vejvedligeholdelse)

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget høres inden sagens behandling i Økonomiudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget på den baggrund godkender vedlagte udkast til høringssvar og sender det til Bygge – og Teknikudvalget.

Der skal i øvrigt henvises til resume i beslutningsprotokol fra ordinært møde i Bygge- og Teknikudvalget onsdag den 11. august 2004.

SAGSBESKRIVELSE

Af budgetaftale 2004 er der afsat 2,5 mill. kr. til en aktivitet der skal aktivere ledige med renholdelse af byen. Renholdelsen skal være lokalt forankret. Midlerne skal supplere det løntilskud, som kommer fra beskæftigelsesområdet. Det forudsættes desuden at der sker en sproglig og faglig opkvalificering af de ledige. Formålet er udover at få forbedret renholdelsen af byen at de lediges mulighed for varigt job forbedres.

 

Vej & Park har foreslået, at de ledige beskæftiges med renholdelse af elementer, der ligger udenfor det eksisterende aftalegrundlag med Kommune Teknik København og har i denne sammenhæng udpeget en række opgaver. Der henvises til sagsfremstilling i beslutningsprotokol fra ordinært møde i Bygge- og Teknikudvalget onsdag den 11. august 2004.

 

Forslaget har været i høring ved Kommune Teknik København samt Jord- og Betonarbejdernes Fagforening. Herudover har Center for Offentlig Jobtræning (COJ) kommenteret aktiviteterne, særligt med henblik på mobilisering. COJ har ligesom ved de indledende forhandlinger med Vej og Park om beskæftigelsesmulighederne beskrevet en model for indfasning af langtidsledige i projektet.

 

COJ anbefaler, at de langtidsledige tilbydes en praktikperiode af 4 til 13 ugers varighed efterfulgt af en ansættelse med løntilskud, mhp. indfasning/ansættelse i evt. ledige stillinger. Længden af praktikperioden beror på en individuel vurdering af den enkelte lediges umiddelbare forudsætninger for at kunne medvirke ved løsningen af de beskrevne arbejdsopgaver. De første langtidsledige vil kunne aktiveres fra 2 uger efter den politiske afklaring og de resterende indenfor en seks ugers periode.

De skitserede beskæftigelsesforløb vil således kunne sammensættes individuelt. I praktikforløb modtager de ledige kommunal ydelse, hvilket vil sige sædvanlig kontanthjælp samt en mindre godtgørelse, der skal modsvare udgifter til f. eks. transportudgifter ved at gå på arbejde. Praktikperioden fastsættes ud fra en individuel vurdering - typisk en periode fra 4 - 13 uger.

Ved ansættelse med løntilskud ydes overenskomstmæssig løn, dog således – ved ansættelse i en offentlig virksomhed – at lønnen skal svare til den hidtidige offentlige ydelse med tillæg af arbejdsmarkedsbidrag. Der er dog en nedre grænse svarende til 82% af arbejdsløshedsdagpengene for forsikrede ledige. Der vil således blive tale om nedsat arbejdstid - i øjeblikket 29 timer om ugen. Disse regler er fastlagt i beskæftigelsesloven og beregningen af arbejdstiden sker i COJ.

Ved ordinær ansættelse ydes sædvanlig overenskomstmæssig løn for området.

Hvis der deltager ledige med dårlige sprogkundskaber kan sprogkvalificering indgå efter nærmere aftale med den enkelte arbejdsplads som såkaldte kombinationsforløb. En overvejende del af tiden bør dog være arbejde.

MILJØVURDERING

Forslaget vil ikke have nogen nye miljøpåvirkninger

ØKONOMI

Der henvises til sagsfremstilling vedrørende økonomidelen i beslutningsprotokol fra ordinært møde i Bygge- og teknikudvalget onsdag den 11. august 2004.

Finansieringsmodellens anvendelse herunder til eventuel ordinær ansættelse kan betyde at en del af puljen må overføres til 2005.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

HØRING

Ingen

BILAG

  • Udkast til høringssvar til Bygge- og Teknikudvalget vedr. beskæftigelsesprojekt for langtidsledige – anvendelse af 2,5 mill. kr. puljemidler,
  • Brev til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget fra borgmesteren for Bygge- og Teknikudvalget,
  • Beslutningsprotokol fra ordinært møde i Bygge- og Teknikudvalget den 11. august 2004

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

Til top