Forslag til handlingsplan for miljøbevidste indkøb i Københavns Kommune 2001-2003 (Bilag).
Forslag til handlingsplan for miljøbevidste indkøb i Københavns Kommune 2001-2003 (Bilag).
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 8. august 2001
Sager til beslutning
17. Forslag til handlingsplan for miljøbevidste indkøb i Københavns Kommune 2001-2003 (Bilag).
FAU 273/2001 J.nr. 273/01
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager det vedlagte forslag til handlingsplan for miljøbevidste indkøb i Københavns Kommune, til efterretning.
RESUME
Økonomiudvalget besluttede den 7. december 1999, at der skulle udarbejdes en handlingsplan for miljøbevidste indkøb i kommunen. Derfor har Økonomiforvaltningen i samarbejde med Miljøkontrollen og BST Københavns Kommune udarbejdet forslag til en handlingsplan.
Borgerrepræsentationen vedtog den 6. april 2000 en ny fælles indkøbspolitik, som bl.a. inddrager miljø-, arbejdsmiljø og energihensyn i forbindelse med indkøb af varer og tjenesteydelser.
Det nuværende indkøbskatalog, som ligger på Intranettet, og det nye indkøbssystem/KØR fase 2, der forventes implementeret ultimo 2001, skal synliggøre for indkøberne, at der tages miljø- og arbejdsmiljøhensyn i forbindelse med brug af de fælles aftaler. På områder, hvor der ikke er indgået indkøbsaftaler, vil der via Intranettet blive informeret om, hvilke miljø- og arbejdsmiljøhensyn, forvaltningerne bør inddrage ved indkøb.
Handlingsplanen udpeger følgende indsatsområder: Pc'ere og printere, kontorartikler, fødevarer, møbler, kopipapir, rengøring og rengøringsartikler samt vask og vaskemidler.
Endvidere skal der ske en efteruddannelse af indkøberne i at inddrage miljø- og arbejdsmiljømæssige hensyn. Det er op til forvaltningerne at sikre, at indkøberne modtager relevante tilbud om efteruddannelse.
Økonomiforvaltningen vil en gang årligt foretage status over anvendelse af indkøbsaftalerne. I januar 2003 skal man tillige opgøre, hvor mange indkøbsaftaler, der inddrager miljø- og arbejdsmiljøhensyn, samt hvor stor en del af indkøbene, som omfatter de miljørigtige produkter.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrunden for handlingsplanen er ønsket om at fremme offentlige grønne indkøb.
Der er forskellige barrierer for at fremme miljø- og arbejdsmiljøbevidste indkøb. Det kan være økonomiske hensyn, kvalitetskrav til varerne, ukendskab til de centrale aftaler samt at indkøberne ikke er bevidste om hvilke miljøkrav, der bør stilles ved indkøb. Det er derfor væsentligt i første omgang at koncentrere indsatsen om inddragelse af miljø- og arbejdsmiljøhensyn i indkøbsaftalerne.
For at styrke anvendelsen af fælles indkøbsaftaler, samarbejdet mellem forvaltningerne samt sikre informationsudveksling er der med vedtagelsen af indkøbspolitikken nedsat en indkøbschefgruppe. Denne gruppe er bindeled mellem Økonomiforvaltningen og de øvrige forvaltninger. Den skal bl.a. sikre, at information om eksempelvis grønne initiativer videreformidles til indkøberne i forvaltningen samt at fælles initiativer på indkøbsområdet sættes i værk.
En koordinationsgruppe med repræsentation fra stat, kommuner og amter har udgivet en pjece "Indkøberens genveje til et bedre miljø" som indeholder en oversigt over redskaber og værktøjer til hjælp for inddragelse af miljø- og energihensyn ved indkøb.
Det foreslås i handlingsplanen, at følgende 7 varegrupper prioriteres som indsatsområder.
- Elektroniske produkter (Pc´ere og printere)
- Kontorartikler
- Fødevarer
- Møbler, herunder skolemøbler, kontormøbler, senge og madrasser
- Kopipapir
- Rengøringsmidler og rengøring
- Vaskemidler og vask
Transport medtages ikke på nuværende tidspunkt, da man afventer resultater fra Miljø- og forsyningsforvaltningens undersøgelse af transportvaner og -behov i forvaltningen.
Bygningsvedligeholdelse er et meget komplekst område, hvorfor miljøhensyn på området i første omgang alene omfatter allerede vedtagne "Retningslinier for miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri."
Handlingsplanen omfatter følgende elementer
- Informationsformidling
- Miljø- og arbejdsmiljøhensyn i indkøbsaftaler
- Miljø- og arbejdsmiljøhensyn udenfor indkøbsaftaler
- Dokumentation
- Tidsplan
Handlingsplanen løber frem til og med 2003. På baggrund af den årlige dokumentation af fremdriften i miljøbevidste indkøb foretages en evaluering af planens indsatsområder.
Miljørigtige indkøb drejer sig grundlæggende om at vælge produkter, som i livscyklusperspektiv påvirker miljøet mindst muligt.
Ved indgåelse af indkøbsaftaler skal der tages hensyn til arbejdsmiljøet i Københavns kommune.
Ved valg af leverandører skal der lægges vægt på, at leverandørerne har en intern miljøpolitik for virksomheden.
Det skal tilføjes, at handlingsplanen som de øvrige tiltag på indkøbsområdet primært er baseret på centrale indkøb. Der findes ikke centrale indkøbsfunktioner i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen bortset fra indkøb af Pc'ere og printere og rengøringsartikler.
På øvrige områder foretages indkøb decentralt af de enkelte kontorer i centralforvaltningen samt af de lokale centre og institutioner. Derfor er der ingen i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, der har indkøb som hovedområde, og en egentlig uddannelse inden for området.
Efter en eventuel vedtagelse i Borgerrepræsentationen vil handlingsplanen være tilgængelig på Intranettet.
Herudover vil Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen iværksætte et større informationsarbejde omkring indholdet i handlingsplanen om miljøbevidste indkøb overfor de decentrale enheder i forvaltningen. Informationen vil også tilgå de selvejende institutioner, idet disse ikke har adgang til Intranettet.
ØKONOMI
Økonomiforvaltningen har vurderet, at handlingsplanen ikke har økonomiske konsekvenser.
HØRING
Forslaget til handlingsplan har været sendt til høring i Miljø- og Forsyningsudvalget.
Miljø- og Forsyningsudvalgets bemærkninger samt Økonomiforvaltningens kommentarer vedlægges som bilag 2.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
BILAG
Bilag 1: Forslag til handlingsplan for miljøbevidste indkøb i Københavns kommune
Bilag 2: Miljø- og Forsyningsudvalgets bemærkninger samt Økonomiforvaltningens kommentarer hertil.
Bilag 3: Økonomiforvaltningens indstilling til Økonomiudvalget af 11. april 2001.
Grethe Munk
/
Torben Brøgger