Ny budgetmodel for pladsafregning på daginstitutionsområdet (Bilag)
Ny budgetmodel for pladsafregning på daginstitutionsområdet (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 8. juni 2005
7. Ny budgetmodel for pladsafregning på daginstitutionsområdet (Bilag)
FAU 294/2005 J.nr. 294/2005
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender,
at der fra og med år 2006 indføres en budgetmodel for pladsafregning, der er baseret på, at samtlige daginstitutioner får budgetter ud fra det forventede antal børn i hver enkelt institution. Institutionernes budgetter baseres på antallet af indmeldte børn i det foregående år.
at den enkelte institution højest betaler for 2 procent tomme pladser, hvis der opstår yderligere tomme pladser i forhold til det forventede antal pladser, som budgettet er baseret på.
at provenuet ved modellen på forventet 7,3 mill. kr. indgår i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets budgetforslag for 2006.
at den ny budgetmodel
sendes i høring inden fornyet behandling i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget behandlede på mødet d. 19. januar 2005 forvaltningens forslag til en model for sæsonudsving og budgetregulering af daginstitutionerne (FAU 4/2005).
På mødet stillede Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne, Enhedslisten, Det Radikale Venstre og Venstre følgende ændringsforslag:
"I øjeblikket drøfter de pædagogiske fagforeninger og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen en budgetmodel som skal tage højde for at der opstår tomme pladser på bestemte tider af året, når Børneplanen er helt gennemført.
Imidlertid er drøftelserne ikke afsluttet og det anbefales derfor at der gives tilstrækkelig tid hertil.
Det er vigtigt at vi får en løsning som er langtidsholdbar, og at der i det kommende forløb afsættes tilstrækkelig tid til at de tekniske problemer bliver ordentligt belyst og løst.
Endvidere er det vigtigt at der er tryghed i ansættelsen og at vi fastholder den pædagogiske kvalitet, som er fastsat i Pædagogisk Perspektivplan."
Ændringsforslaget blev tiltrådt af et enigt udvalg.
På grundlag af udvalgets beslutning har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen afholdt en møderække med de faglige organisationer.
Dette notat beskriver forvaltningens forslag til en revideret model for pladsafregning i forlængelse af de afholdte møder.
Der er opnået enighed mellem
forvaltningen og de faglige organisationer om modellen (se vedlagte
aftaletekst).
SAGSBESKRIVELSE
Forskellen i efterspørgslen på børnehavepladser varierer med 2.500 pladser afhængigt af om der er høj- eller lavsæson. Det skyldes, at der i løbet af hele året kommer nye børnehavebørn til, mens der stort set kun bliver frigivet børnehavepladser i forbindelse med skolestart og overgangen til fritidshjem. Det betyder, at der i en periode af året vil være en væsentlig overkapacitet af fortrinsvis børnehavepladser, når der kan tilbydes pasning efter behov hele året i København.
Tidligere medførte sæsonudsvinget i behovet for børnehavepladser, at der kunne opstå et mindre antal tomme pladser i løbet af året, mens udsvinget primært afspejlede sig i at ventelisternes længde svingede i løbet af året.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning d. 2. februar 2005 (FAU 49/2005) om at bygge til 90 procent af behovet for børnehavepladser i spidsbelastningen medfører, at antallet af tomme pladser reduceres. Dermed bliver provenuet ved afregningen for tomme pladser også mindre. Desuden medfører en mindre udbygning, at presset på ventelisterne øges i spidsbelastningsperioden. Udbygningsniveauet er en afvejning mellem ventelister i forårsmånederne ved lav udbygning og tomme pladser i sommer- og efterårsmånederne ved høj udbygning.
Status for arbejdet med en ny model for pladsafregning
Forvaltningen foreslog oprindeligt en model, hvor hver enkelt institution ved årets begyndelse fik et budget, som svarede til den gennemsnitlige belægning i den bydel, institutionen hørte til. I løbet af året ville budgettet herefter kunne reguleres op og ned afhængig af den enkelte institutions konkrete belægning.
Den model forvaltningen nu foreslår, er baseret på, at hver enkelt institution får udmeldt et budget, som svarer til den gennemsnitlige pladsbelægning i det foregående år (baseret på det foregående års 9 første måneder). Herefter kan budgettet efterfølgende reguleres ned (evt. begrænset til max. 2 procent) eller op efter den konkrete belægning af pladserne. Før modellen indføres, sker der en indfasning, hvor forvaltningen gennemgår daginstitutionsområdet med henblik på at vurdere, om der er behov for kapacitetsændringer i de enkelte bydele og institutioner.
Forvaltningen fastholder, at den oprindelige indstilling kan løse problemstillingen med sæsonbetingede tomme pladser.
Forløbet med de faglige organisationer
Der er opnået enighed mellem de faglige organisationer og forvaltningen om principperne for modellen.
Der er enighed mellem organisationer og forvaltning om, at de undersøgelser forvaltningen i dialog med de faglige organisationer har gennemført februar-april 2005 af sæsonudsving og pladssituationen i de enkelte daginstitutioner i 2004, udgør et dækkende analysegrundlag for problemstillingen med sæsonudsving.
Desuden er der enighed om, at tomme pladser dækker over to problemstillinger:
1. Sæsonbestemte tomme pladser.
2. Helårstomme pladser, dvs. pladser, der står tomme hele året grundet manglende børnegrundlag/søgning i enkelte institutioner eller bydele.
Der har været enighed om at se på forudsætningerne og mulige konsekvenser og afledte virkninger, f.eks. i forhold til personalet og tryghed i ansættelsen.
Samtidig har der været enighed om at supplere modellen med et forløb omkring en indfasning af modellen, hvor der gennemføres varige kapacitetstilpasninger i enkelte institutioner. Forvaltningen forpligter sig til at fremlægge forslag om kapacitetstilpasninger i 2005 i forbindelse med den reviderede udbygningsplan. Aktuelt har forvaltningen planer om kapacitetstilpasninger i 18 konkrete institutioner.
På grundlag af drøftelserne med de faglige organisationer vil forvaltningen foreslå den model, der er beskrevet i det følgende.
Grundlag
for forvaltningens forslag til en ny model
Tilbagemeldingerne fra institutionsledere og forældrebestyrelser i forbindelse med forslaget om vippeordningen i januar 2005 indeholdt kritik af, at en vippeordning medfører, at alle institutioner i en bydel nedreguleres ud fra en forventning til bydelens gennemsnitlige tomme pladser, selvom nogle institutioner ikke har problemer med at fylde pladserne.
Desuden har der været kritik af, at kombinationen af forældrenes frie institutionsvalg og institutionernes mulighed for merindskrivning i nogle tilfælde betyder, at der er i en bydel kan være institutioner med stor merindskrivning samtidig med, at andre institutioner har problemer med mange tomme pladser.
En ny model bør tilpasses de fælles vilkår i en kommende Børne- og Ungeforvaltning.
Endelig har det været forvaltningens forudsætning for modellen, at de sæsonbetingede tomme pladser, der opstår, når der er pasning efter behov, ikke skal påvirke områdets enhedspriser.
Beskrivelse af forvaltningens forslag til ny model
Ud fra tilbagemeldingerne vil Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen anbefale en model baseret på behovet for pladser i den enkelte institution. Modellen er baseret på følgende elementer:
· Modellen omfatter alle vuggestuer, børnehaver og integrerede institutioner. Med undtagelse af basispladser, fritidshjem- og klubpladser er alle pladstyper omfattet.
· Institutionerne får budgetter ud fra det forventede antal børn i 2006 i hver enkelt institution (dvs. at man forlader det oprindelige forslag om at alle følger en bydels gennemsnit).
· Budgettet fastsættes på grundlag af pladspriser ganget det gennemsnitlige antal indmeldte børn i de ni første måneder af det foregående år. Dvs. at hvis en institution har en dækningsgrad på 95 procent i år 0, så får institutionen et budget, der svarer til det i år 1. Hvis der foreligger særlige forhold (som f.eks. en institution, der er nyetableret eller på grund af renovering har haft tomme pladser), vil budgettet blive fastsat ud fra en konkret vurdering. Forvaltningen vil udarbejde handleplaner for institutioner, der har særligt store udsving i nedadgående retning mellem budgetårene.
· Der udmeldes højest budget til en dækningsgrad på 100 procent. Dvs. at institutionen ikke får et budgetgrundlag, der forudsætter, at institutionen merindskriver.
· Institutionen forpligtes til at indskrive op til det oprindelige børnetal, hvis der er behov for det. Afregning for yderligere merindskrivning forudsætter en konkret aftale mellem institution og forvaltning.
· Afregning sker efter pladsprisen for den relevante aldersgruppe i lighed med i dag. Dvs. at principperne ændres fra en pointafregning til en afregning efter pladspris.
I forbindelse med drøftelserne har organisationerne foreslået, at en del af provenuet afsættes til at dække tomme pladser, så institutioner, der fra årets begyndelse har fået reguleret budgettet, ikke i løbet af året skal betale for mere end 2 procent tomme pladser.
Forvaltningen anerkender ønsket om at give institutionerne størst mulig budgetsikkerhed. Derfor anbefaler forvaltningen, at institutionerne højest betaler for 2 procent tomme pladser, hvis der opstår yderligere tomme pladser i forhold til det forventede antal pladser, institutionen har fået budget efter. Dermed vil institutionsleder og forældrebestyrelse får rammerne for at kunne planlægge mere langsigtet uden risiko for udsving i institutionens økonomiske grundlag, og det vil bidrage til at sikre medarbejderne tryghed i ansættelsen.
Kronologisk oversigt over forvaltningens model
Modellen har følgende faser i løbet af året:
ult. oktober 2005 |
Budgettet for 2006 fastsættes og udmeldes ud fra antallet af indmeldte børn i den enkelte institution i perioden januar-september 2005. |
primo januar 2006 |
Antallet af indmeldte børn i 2005 opgøres og indgår i institutionens budgetoverførsel fra 2005 til 2006. Reguleringen sker efter de nuværende principper. |
ult. oktober 2006 |
Budgettet for 2007 fastsættes og udmeldes ud fra antallet af indmeldte børn i den enkelte institution i perioden januar-september 2006. |
primo januar 2007 |
Antallet af indmeldte børn i 2006 opgøres og indgår i institutionens budgetoverførsel fra 2006 til 2007. |
Det anbefales, at den enkelte institution i forbindelse med reguleringen ved budgetoverførslen højest får reduceret budgettet for 2 procent tomme pladser, selv om institutionen har flere tomme pladser.
Konkrete
eksempler på konsekvenser af modellen
Der tages udgangspunkt i en børnehave med 60 pladser, der i 2005 har 55 børn i gennemsnit, og derfor vil få udmeldt et budget til 55 børn i 2006. Pladssituationen for denne børnehave kan f.eks. være følgende:
Eksempel 1a
Børnehaven har i gennemsnit 52 børn i 2006. Som følge af modellen vil institutionen skulle tilbagebetale et beløb svarende til 1,1 tomme pladser (2 procent af de 55 pladser børnehaven har fået udmeldt budget efter). Børnehaven vil i 2007 få udmeldt budget til 52 børn.
Eksempel 1b
Det viser sig i 2006, at børnehaven får indmeldt i gennemsnit 59 børn. Som følge af modellen vil børnehaven få tilført pladsprisen for de 4 børn, der er indmeldt ud over det udmeldte budget i 2006. Børnehaven vil i 2007 få udmeldt budget til 59 børn.
Eksempel 1c
Det viser sig, at børnehaven i gennemsnit har 63 børn i 2006 efter konkrete aftaler. Som følge af modellen vil børnehaven få tilført pladsprisen for 8 børn. Børnehaven vil i 2007 få udmeldt budget til 60 pladser (idet der som udgangspunkt ikke gives budget til merindskrivning).
I alle tre eksempler er børnenes alder underordnet for det udmeldte budget. Dvs. at selv om der er børn indmeldt, der afregnes til vuggestuepris, vil de ikke tælle ekstra i forhold til det antal pladser, institutionen får udmeldt budget til i det efterfølgende år.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
Institutionernes budgetter vil fra årets begyndelse blive reguleret i fht. den forventede reduktion i antallet af pladser. Reduktionen vil blive baseret på den gældende pladspris:
|
Udmeldt pladspris |
Vuggestueplads |
92.098 kr. |
Småbørnsplads |
73.597 kr. |
Børnehaveplads |
46.641 kr. |
Fritidshjemsplads |
28.224 kr. |
(pladspriser i 2005-niveau)
Der tages også i dag udgangspunkt i ovenstående pladspriser i forbindelse med afregning for tomme pladser og merindskrivning.
Provenuet ved de ændrede afregningsprincipper kan beregnes ud fra Dynasofts behovsprognose af november 2004. Udgangspunktet er, at en overkapacitet i 2006 vil påvirke institutionernes budgetgrundlag.
Siden udarbejdelsen af behovsprognosen er der vedtaget en revideret udbygningsplan, der indeholder forslag om nedlæggelse af pladser i en række institutioner. Samlet set forventes det, at nedlæggelserne medfører en reduktion i kapaciteten på 70 vuggestuepladser og 107 børnehavepladser, der ikke indgår i behovsprognosen. Denne kapacitetsændring bør indgå i provenuberegningen.
I 2006 er der ifølge behovsprognosen i gennemsnit en overkapacitet på 116 vuggestuepladser og 691 børnehavepladser. Hvis der tages højde for den foreslåede reduktion i kapaciteten på 70 vuggestuepladser og 107 børnehavepladser, der ikke indgår i behovsprognosen, vil pladssituationen i 2006 være en overkapacitet på 46 vuggestuepladser og 584 børnehavepladser. Provenuet ved nedlæggelse af disse pladser på 6,7 mill. kr. i 2006 indgår i budgetforslag 2006. Med de gældende afregningsprincipper vil den forventede overkapacitet svare til en regulering af institutionernes budgetter med 16,5 mill. kr.
Hvis der sammenlignet med det foregående år sker et pludseligt fald i belægningen i løbet af året, vil daginstitutionerne kun skulle betale for de første 2 procent tomme pladser. I 2004 oplevede 77 daginstitutioner et fald i indskrivningen på over 2 procent i fht. 2003, der medførte at institutionen fik tomme pladser. Hvis institutionerne havde været omfattet af modellen i 2004, ville de ud fra det konkrete antal børn i institutionerne have haft i alt 198 tomme pladser, som de ikke ville blive pålagt en besparelse for. De 198 pladser svarer til en driftsudgift på 9,2 mill. kr. Dette beløb er baseret på de tidligere erfaringer med udsvinget i institutionerne, og det er muligt, at omfanget af tomme pladser ikke bliver så stort i 2006. Forvaltningen anbefaler dog, at der budgetteres med det afsatte beløb af forsigtighedshensyn.
De økonomiske konsekvenser er sammenfattet i nedenstående:
|
Beløb |
Bruttoprovenu ud fra forventet pladsdækning i 2006 |
16,5 mill. kr. |
Udgift til institutioner med fald i indskrivningen |
-9,2 mill. kr. |
Anslået provenu |
7,3 mill. kr. |
(alle beløb i 2005-niveau)
ANDRE
KONSEKVENSER
Forvaltningen vurderer, at de personalemæssige konsekvenser ved modellen vil være begrænsede.
HØRING
Indstillingen skal efter vedtagelse i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget sendes bredt ud til høring, da en stor gruppe bliver berørt af modellens implementering.
Det foreslås, at indstillingen sendes til høring i følgende fora og enheder:
· Dialoggruppen, der repræsenterer daginstitutionslederne i hele København Kommune.
· Det centrale Forældreforum, der består af forældrebestyrelsesrepræsentanter, som løbende er i dialog med forvaltningen.
· Forældrebestyrelserne i de berørte institutioner (samt institutionsbestyrelserne i de selvejende daginstitutioner).
· Paraplyorganisationerne for de selvejende daginstitutioner
· De faglige organisationer: BUPL, LFS, PMF, der repræsenterer det pædagogiske personale.
Høringsfasen igangsættes umiddelbart efter Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning. Høringen forventes at løbe frem til primo september.
Forvaltningen sender høringsforslaget ud til de ovennævnte fora og enheder samt til alle daginstitutionerne i kommunen. Der vedlægges et høringsbrev, der angiver de officielle høringsparter.
For at give en smidig proces tilbyder forvaltningen at orientere om forslagets implikationer i bydelene og i Dialoggruppen, således at dem, der skal afgive og indsamle høringssvar, har mulighed for at sætte sig grundigt ind i modellens implikationer. Denne præsentationsrunde afholdes i august måned.
Efter høring fremlægges nyt forslag for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget inklusiv sammenfatning af de indkomne høringssvar.
BILAG
· Aftale mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og de faglige pædagogiske organisationer om rammer for ny model for pladsafregning på daginstitutionsområdet af 31. maj 2005.
· Forslag fra de faglige organisationer til anvendelse af provenu
Grethe Munk
/
Carsten Stæhr Nielsen