Orientering om implementering af de nye regler om opfølgning i sygedagpengeloven
Orientering om implementering af de nye regler om opfølgning i sygedagpengeloven
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 8. juni 2005
12. Orientering om implementering af de nye regler om opfølgning i sygedagpengeloven
FAU 280/2005 J.nr. 280/2005
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager orienteringen om implementeringen af de nye regler om opfølgning i sygedagpengeloven til efterretning.
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at sagen rejses som en intern DUT-sag i kommunen, hvis Københavns Kommune ikke bliver kompenseret fuldt ud fra staten.
RESUME
Folketinget har den 19. maj 2005 vedtaget en ændring af sygedagpengeloven, hvor der gennemføres nye regler om en styrket sygefraværsindsats om bl.a. visitation af de sygemeldte. Ændringerne vil træde i kraft pr. 1. juli 2005.
Ændringerne omfatter bl.a.:
1. Udsendelse af oplysningsskema til alle sygemeldte.
2. Ny visitations- og opfølgningsmodel.
3. Opfølgningsplan.
4. Fremme gradvis tilbagevenden til arbejdsmarkedet og kontakt med arbejdspladsen.
5. Bedre koordinering af opfølgningsindsatsen og udvidet information til arbejdspladsen.
6. Bortfald af statsrefusion ved manglende opfølgning.
De nye regler betyder omfattende ændringer i forhold til kommunernes håndtering af opfølgning af sygedagpengesager på landsplan og får derfor også stor betydning for de lokale centres praksis på området.
På enkelte centre har der periodisk været problemer med overholdelse af de nugældende regler for opfølgning af sygedagpengesager, hvorfor det er forvaltningens vurdering, at det vil være vanskeligt at få implementeret de nye og skærpede regler fra 1.juli 2005.
Dette især set i sammenhæng med de (begrænsede) økonomiske midler, der stilles til rådighed fra staten, idet det forventes, at Københavns Kommune får en DUT- kompensation på,3,3 mill. kr. i 2005 på det administrative område. Med denne kompensation vil forvaltningen ikke være i stand til i tilstrækkelig grad at kompensere for de øgede administrative byrder, der er en konsekvens af lovændringerne. Dette er særligt problematisk, fordi der samtidig indføres regler om, at manglende opfølgning medfører, at der ikke udbetales statsrefusion for den periode, hvor kommunen ikke har opfyldt sin opfølgningspligt. Forhandlingerne med Økonomiforvaltningen er endnu ikke påbegyndt. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen mener, at lovændringen som et foreløbigt skøn medfører administrative merudgifter på mindst 5,0 mill. kr. i 2005.
Forvaltningen har planlagt følgende tiltag til implementering af de nye regler på de lokale centre:
1. Undervisning.
2. Udarbejdelse af interne retningslinier.
3. Opfølgning på dialogmøderne.
4. IT- understøttelse.
SAGSBESKRIVELSE
I det følgende beskrives:
· De nye regler om visitation og opfølgning i sygedagpengeloven.
· Implementeringen af de nye regler på de lokale centre.
· Økonomi.
De nye regler om visitation og opfølgning i sygedagpengeloven.
Folketinget har den 19. maj 2005 vedtaget en ændring af sygedagpengeloven (L21), hvor der gennemføres nye regler om en styrket sygefraværsindsats med regler om bl.a. visitation af de sygemeldte. Ændringerne træder i kraft pr. 1. juli 2005.
Ændringerne omfatter bl.a.:
1. Udsendelse af oplysningsskema til alle sygemeldte.
2. Ny visitations- og opfølgningsmodel.
3. Opfølgningsplan.
4. Fremme gradvis tilbagevenden til arbejdsmarkedet og kontakt med arbejdspladsen.
5. Bedre koordinering af opfølgningsindsatsen og udvidet information til arbejdspladsen.
6. Bortfald af statsrefusion ved manglende opfølgning.
Ad 1, udsendelse af oplysningsskema til alle
sygemeldte
Så snart kommunen modtager anmeldelse af fraværet, skal den sende et oplysningsskema til den sygemeldte. Skemaet, som skal indeholde spørgsmål om sygdommen, om arbejdet og om forventet hel eller gradvis genoptagelse af arbejdet m.m., skal udfyldes og returneres til kommunen. Skemaet skal bidrage til, at kommunen får et tilstrækkeligt grundlag til at foretage visitationen og den efterfølgende opfølgning, herunder bl.a. forberede den første samtale samt vurdere retten til fulde eller nedsatte dagpenge.
Ad 2, ny visitations- og opfølgningsmodel
Kommunen skal i løbende sygedagpengesager foretage en visitation til en af tre kategorier. Visitationen finder sted, når oplysningsskemaet modtages i kommunen.
Grundlaget for visitationen er oplysningsskemaet og andre oplysninger i sagen, herunder evt. lægelige oplysninger.
De tre visitationskategorier er:
· Sager, hvor tilbagevenden til arbejdsmarkedet er umiddelbart forestående (kategori 1).
I denne kategori af sager skal der senest følges op første gang inden udgangen af 8. uge regnet fra 1. sygedag, og der skal som minimum holdes telefonsamtale. Herefter skal der følges op mindst hver 8. uge, og der skal ved hver opfølgning som minimum holdes telefonsamtale.
· Sager med risiko for langvarigt sygeforløb og risiko i forhold til arbejdsevnen (kategori 2).
Der skal senest følges op første gang inden udgangen af 8. uge regnet fra 1. sygedag, og der skal holdes en individuel samtale. Herefter skal der følges op mindst hver 4. uge med samtale, der som minimum hver anden gang skal være en individuel samtale.
· Sager, hvor lidelsen eller sygdommen medfører et længerevarende sygeforløb (kategori 3).
Der skal senest følges op første gang inden udgangen af 8. uge regnet fra 1. sygedag, og der skal som minimum holdes telefonsamtale. Herefter skal der følges op mindst hver 8. uge. Kommunen beslutter opfølgningsformen ud fra sygdommens karakter og omfang samt ud fra sygemeldtes situation og behov i øvrigt.
Ad 3, opfølgningsplan
Ved første samtale skal kommunen tage stilling til udarbejdelsen af en opfølgningsplan, og planen skal senest udarbejdes i umiddelbar forlængelse af anden opfølgning. Planen skal indeholde mål for opfølgningen såvel på kort som på længere sigt i langvarige sager, opfølgningsskridt her og nu samt evt. mere langsigtede skridt, oplysninger om sygemeldtes egen indsats, behandlingsindsats, indsats på arbejdsplads m.v.
Planen skal sikre overblik over og koordination af indsatsen i den enkelte sag. Der skal i planen være særlig fokus på arbejdsfastholdelse, herunder kontakt med arbejdspladsen under sygeforløb og gradvis tilbagevenden til arbejdspladsen, hvis en fuldtids raskmelding ikke er mulig.
Ad 4, fremme gradvis tilbagevenden til arbejdsmarkedet
og kontakt med arbejdspladsen
Kommunens indsats på dette område kan bestå i rådgivning og vejledning til sygemeldte og til arbejdsplads bl.a. om gradvis tilbagevenden enten som led i optræning eller som led i en delvis raskmelding med nedsatte sygedagpenge. Vejledningen kan også bestå i at anbefale, at der i sygeperioden er en løbende kontakt mellem sygemeldte og arbejdspladsen.
Det betyder, at kommunen under opfølgningen løbende skal have særlig fokus på mulighederne for at støtte den sygemeldte i en så stor tilknytning til arbejdspladsen, som sygdommen og den sygemeldtes ressourcer giver mulighed for.
Ad 5, bedre koordinering af
opfølgningsindsatsen og udvidet information til arbejdspladsen
Det er præciseret, at den kommunale opfølgningsindsats skal være sammenhængende og helhedsorienteret, samt at kommunen skal søge den kommunale indsats koordineret med indsatsen fra andre instanser. Kommunen skal informere virksomheden, såfremt der iværksættes f.eks. arbejdsprøvning eller anden revalidering, fleksjob eller førtidspension. Informationen forudsætter dog samtykke fra den sygemeldte.
Ad 6, bortfald af statsrefusion ved manglende
opfølgning
Med det formål at sikre, at sygemeldte får den opfølgning, som de efter loven har krav på, indføres regler om, at manglende opfølgning medfører, at der ikke udbetales statsrefusion for den periode, hvor kommunen ikke har opfyldt sin pligt til at følge op.
Opfølgningen på den ny visitations- og opfølgningsmodel vil ske gennem følgende initiativer:
· Målinger i "Jobindsats.dk", herunder benchmarking kommuner imellem.
· Løbende evaluering af kommunernes visitations- og opfølgningspraksis fra lovens ikrafttræden, herunder evaluering af erfaringer med kategori 2 sagerne i det første år efter lovens ikrafttræden.
· Sygedagpengeområdet udpeges til særligt fokusområde i den nye forvaltningsrevision.
I den forbindelse stilles krav til revisionens sagsgennemgang og antallet af sager, der gennemgås.
Implementeringen af de nye regler på de lokale centre
De nye regler betyder omfattende ændringer i forhold til de lokale centres hidtidige praksis med opfølgning af sygedagpengesager. På enkelte centre har der periodisk været problemer med overholdelse af de nugældende regler for opfølgning af sygedagpengesager, og det er forvaltningens vurdering, at det langt fra er uproblematisk at forvente, at de nye og skærpede regler på området fra første dag bliver overholdt. Dette især set i sammenhæng med de (begrænsede) økonomiske midler, der stilles til rådighed fra staten. Der henvises i øvrigt til afsnittet om økonomi.
Det er af afgørende betydning, at de nye regler implementeres således, at medarbejderne på de lokale centre så hurtigt som muligt oplever, at reglerne bliver en naturlig del af hverdagen med hensyn til arbejdet med sygemeldte borgere.
Følgende tiltag til implementering af de nye regler på de lokale centre er derfor planlagt:
1. Undervisning.
2. Udarbejdelse af interne retningslinier.
3. Opfølgning på dialogmøderne.
< p class=MsoNormal style='margin-left:36.0pt;text-indent:-18.0pt;mso-list:l5 level1 lfo26; tab-stops:list 36.0pt'>4. IT- understøttelse.
Ad 1, undervisning
Arbejdsmarkedskontoret har indbudt de lokale centre til undervisning (én dags varighed) i de nye regler fra mandag den 6. juni til torsdag den 9. juni 2005.
Ad 2, udarbejdelse af interne retningslinier
Det er forvaltningens opfattelse – ikke mindst set i lyset af erfaringerne med indførelsen af de individuelle kontaktforløb for kontanthjælpsmodtagere – at der skal indføres centralt fastsatte regler for opfølgningen af sygedagpengesager.
Der planlægges således udsendelse af fælles standarder for arbejdsgange og procedurer, der dels kvalificerer opfølgningsindsatsen og dels fungerer som et redskab for teammedarbejderne. Arbejdet hermed vil blive fastsat i samarbejde med den permanente arbejdsgruppe ("Dagpengeopfølgningsgruppen"), hvor der er repræsentation fra bl.a. de lokale centre.
Centerchefer og teamchefer vil blive orienteret om de nye regler og procedurer.
Ad 3, opfølgning på dialogmøderne
Arbejdsmarkedskontoret afholder på sygedagpengeområdet hvert kvartal møder med de lokale centre med fokus på kvaliteten af opfølgningsindsatsen. Et fast dagsordenspunkt på disse møder vil fremover være emner omkring de pr. 1. juli 2005 indførte opfølgningsregler.
I den forbindelse vil de lokale centre få mulighed for at efterlyse udarbejdelse af yderligere centralt fastsatte standarder / retningslinier på området.
Ad 4, IT-understøttelse
Erfaringerne med indførelsen af de individuelle kontaktforløb for kontanthjælpsmodtagere viser, at indførelse af nye regler forudsætter IT-understøttelse. KMD har stillet i udsigt, at der vil ske en vis form for IT-understøtning. Forvaltningen vil tage kontakt til KMD om status i sagen og om eventuelle økonomiske konsekvenser.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
De nye regler betyder omfattende ændringer i forhold til den hidtidige praksis med opfølgning af sygedagpengesager, hvorfor der fra statens side også forventes en merudgift for kommunerne til administration.
Der forventes for landets kommuner en ekstraudgift til administration på 35 mill. kr. i 2005 (inklusiv udgifter til omstilling) og herefter 50 mill. kr. årligt. Dette modsvares af forventede nettobesparelser på forsørgelsesydelserne (som kommunerne så skal afgive i DUT kompensation) på 32 mill. kr. i 2005 stigende til 182 mill. kr. i 2008.
Da der ikke var enighed om ovenstående beløb mellem kommunerne og staten, blev der aftalt en undersøgelse det første år efter lovens ikrafttræden. På baggrund af denne undersøgelse drøftes i 2006 den fremtidige kompensation af kommunerne på administrationsområdet (forhandling 2007). Det betyder, at det forventes, at DUT kompensationen for 2005 og 2006 ligger fast på trods af uenigheden. Sagen er dog endnu ikke færdig forhandlet.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen forventer som et foreløbigt skøn administrative merudgifter i 2005 på mindst 5,0 mill. kr., og herefter 7,8 mill. kr. om året. Dette beløb er højere end den forventede DUT-kompensation fra staten. De præcise udgifter vil først kunne vurderes, når reglerne har virket i en periode. Forhandlingerne med Økonomiforvaltningen vedrørende DUT-kompensation er endnu ikke påbegyndt.
Udmeldingen af denne tillægsbevilling forventes først at ske i august 2005, men da lovændringen træder i kraft pr. 1. juli 2005 med en kraftig øget arbejdsbyrde til følge, er det besluttet, at der udmøntes 3,2 mill. kr. forlods allerede ved vedtagelsen af lovforslaget. På den måde får centrene mulighed for at ansætte personale tidligst muligt.
Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at estimere eventuelle merudgifter til IT - understøttelse.
Det fremgår af lovens bemærkninger, at sygedagpengeområdet udpeges til særligt fokusområde i den finansielle revision. I den forbindelse stilles krav til revisionens sagsgennemgang og antallet af sager, der gennemgås.
ANDRE
KONSEKVENSER
-
HØRING
Ingen
BILAG
Ingen
Grethe Munk
/
Torben
Brøgger