SR-Bistand ansøger om likviditetsgaranti (Bilag)
SR-Bistand ansøger om likviditetsgaranti (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 7. december 2005
8. SR-Bistand ansøger om likviditetsgaranti (Bilag)
FAU 679/2005 J.nr. 679/2005
INDSTILLING
Et underudvalg under Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at der gives en nødbevilling på 340.000 kr., finansieret af § 115-midlerne til støtte til frivilligt socialt arbejde i 2005, Funktion 6.08.1 Støtte til frivilligt socialt arbejde, ramme 21.02 Frivilligt arbejde, til SR-Bistand.
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at SR-Bistand, såfremt de modtager en forventet økonomisk støtte fra Tips- og Lottopuljen, forpligtes til at tilbagebetale nødbevillingen på 340.000 kr. til Københavns Kommune, § 115-midlerne.
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har den 16. november 2005 modtaget en ansøgning fra SR-Bistand om midlertidig dækning af akut likviditetsbehov i form af en likviditetsgaranti.
Baggrunden for, at SR-Bistand anmoder Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen om en likviditetsgaranti på 340.000 kr. er, at Tips- og Lottopuljen til landsdækkende frivillige sociale organisationer imod foreningens forventning, ikke er færdigbehandlet ultimo september 2005.
I ansøgningen angiver SR-Bistand, at foreningen nu er i den situation, at foreningen ikke kan betale regningerne og ikke kan udbetale løn til medarbejderne for november og december 2005.
I tilfælde af, at SR-Bistand ikke får økonomiske midler fra nu og frem til udbetalingen af Tips- og Lottomidlerne står foreningen i den situation at måtte lukke. Tips- og Lottomidlerne kan i værste fald være forsinket helt til medio januar 2006.
Det er dog Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens vurdering, at det ikke er hverken hensigtsmæssigt eller muligt at stille sikkerhed over for SR-Bistands pengeinstitut i form af en likviditetsgaranti. Derfor anbefaler forvaltningen, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget giver en nødbevilling til SR-Bistand. Det anbefales ligeledes, at SR-Bistand forpligtes til at tilbagebetale nødbevillingen på 340.000 kr.
Det indstilles, at nødbevillingen på 340.000 kr. finansieres af § 115-midlerne til støtte til frivilligt socialt arbejde i 2005, Funktion 6.08.1 Støtte til frivilligt socialt arbejde, ramme 21.02 Frivilligt arbejde.
SAGSBESKRIVELSE
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har den 16. november 2005 modtaget en ansøgning fra SR-Bistand om midlertidig dækning af akut likviditetsbehov i form af en likviditetsgaranti over for SR-Bistands pengeinstitut, jf. bilag 1.
I tilfælde af, at SR-Bistand ikke får økonomiske midler fra nu og frem til udbetalingen af Tips- og Lottomidlerne står foreningen i den situation at måtte lukke. Tips- og Lottomidlerne kan i værste fald være forsinket helt til medio januar 2006.
SR-Bistand er en uafhængig rådgivnings- og retshjælpsorganisation, der har til formål:
· At yde gratis rådgivning til brugerne ud fra princippet om hjælp til selvhjælp
· At tage initiativ til eller medvirke i socialt udviklingsarbejde, der tilsigter at udvikle menneskers sociale netværk
· At formidle erfaring med socialt udviklingsarbejde
Gennem sit arbejde søger foreningen at afhjælpe menneskelige problemer som isolation, ensomhed, afmægtighed og mindreværdsfølelser, før de afstedkommer fysisk og/eller psykisk nedbrydning.
SR-Bistands arbejde udføres først og fremmest af frivillige, ulønnede socialrådgivere, jurister, psykologer og igangsættere. Aktiviteterne koordineres af få lønnede medarbejdere.
Baggrunden for, at SR-Bistand anmoder Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen om en likviditetsgaranti på 340.000 kr. er, at Tips- og Lottopuljen til landsdækkende frivillige sociale organisationer imod foreningens forventning, ikke er færdigbehandlet ultimo september 2005.
I ansøgningen angiver SR-Bistand, at foreningen nu er i den situation, at foreningen ikke kan betale regningerne og ikke kan udbetale løn til medarbejderne for november og december 2005.
Foreningen har på den baggrund kontaktet deres pengeinstitut, der er velvilligt indstillet overfor at give SR-Bistand en kassekredit på 340.000 kr. under forudsætning af, at SR-Bistand har en likviditetsgaranti.
Det er Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens vurdering, at SR-Bistand yder et godt stykke frivilligt socialt arbejde, og at SR-Bistands behov dermed kan anbefales imødekommet.
Det er dog Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens vurdering, at det ikke er hverken hensigtsmæssigt eller muligt at stille sikkerhed over for SR-Bistands pengeinstitut i form af en likviditetsgaranti. Derfor anbefaler forvaltningen, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget giver en nødbevilling på 340.000 kr. til SR-Bistand.
Såfremt SR-Bistand modtager den forventede økonomiske støtte fra Tips- og Lottopuljen anbefaler forvaltningen, at SR-Bistand forpligtes til at tilbagebetale nødbevillingen på 340.000 kr. til Københavns Kommune, § 115-midlerne.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
SR-Bistand har eftersendt foreningens budget for 2005 (bilag 2). SR-Bistand ønsker at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen stiller en likviditetsgaranti på 340.000 kr.
Likviditetsgarantien dækker dels over forventede Tips- og Lottomidler på 260.000 kr. og dels over lønrefusion for december på 80.000 kr.
Det anbefales dog, at der i stedet for en likviditetsgaranti gives en nødbevilling, finansieret af § 115-midlerne til støtte til frivilligt socialt arbejde i 2005, Funktion 6.08.1 Støtte til frivilligt socialt arbejde, ramme 21.02 Frivilligt arbejde. Det anbefales endvidere, at SR-Bistand forpligtes til at tilbagebetale nødbevillingen på 340.000 kr. såfremt de modtager den forventede økonomiske støtte fra Tips- og Lottopuljen.
På nuværende tidspunkt er der et samlet mindreforbrug af § 115-midlerne på 1,5 mill. kr.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
HØRING
Ingen.
BILAG
1. Ansøgning om midlertidig dækning af akut likviditetsbehov
2. SR-Bistands budget for 2005
Grethe Munk / Torben Brøgger