Mødedato: 07.12.2005, kl. 15:30

Lønniveau i Lokalcentrene (Bilag)

Se alle bilag

Lønniveau i Lokalcentrene (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 7. december 2005

 

 

24.      Lønniveau i Lokalcentrene (Bilag)

 

FAU 677/2005  J.nr. 677/2005

 

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget drøfter forvaltningens redegørelse for lønniveauet for medarbejdere i Lokalcentrene sammenlignet med omegnskommunerne.

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget drøfter en finansiel dækning, såfremt det besluttes, at give et lønløft til sagsbehandlerne i Lokalcentrene.

 

 

RESUME

I mødet den 12. oktober 2005 vedtog FAU følgende forslag:

 

"SF beder Forvaltningen redegøre for dels lønniveauet for medarbejdere i Lokalcentrene i Københavns kommune sammenlignet med omegnskommunerne.

 

Forvaltningen bedes endvidere udarbejde et forslag til, hvordan Københavns kommune kan sikre et rimeligt lønniveau, som er "konkurrencedygtigt" og modsvarer det arbejdspres, der er på Lokalcentrene."

 

Lønniveauet for sagsbehandlere i København ligger på niveau med de store byer, men ligger under niveauet i omegnskommunerne.

Det er især socialrådgiverne der ligger under, mens de øvrige sagsbehandlere ligger på niveau eller en anelse over lønniveauet.

 

Der er 2 hovedårsager til lønforskellene:

 

  • Aldersfordeling
  • Lønpolitik

 

Der er forskel på f.eks. socialrådgivernes aldersfordeling / erfaringsår.

I de store kommuner er medianen lavere end i de mindre kommuner. Medianen er 45 – 49 år i mellemstore kommuner, 40 – 44 år i de store kommuner og 35 – 39 år i Københavns kommune.

I København er særligt socialrådgiverne yngre og de øvrige sagsbehandlere ældre end i omegnskommunerne.

 

Det nuværende lønniveau er baseret på det gamle lønsystem, hvor lønnen er afhængig af erfaring. En højere gennemsnitsalder / længere erfaring er derfor fortsat en væsentlig forklaring på forskelle i lønniveau.

 

På grund af rekrutterings / fastholdelsesproblemer har flere Kommuner lokalt forhøjet den overenskomstbestemte grundløn via en forhåndsaftale, aftalt med de faglige organisationer, med varierende tillæg typisk fra 1 – 3 løntrin, svarende til mellem kr. 4 – 16.000 kr. årligt netto uden pension. Nogle kommuner har fastsat bestemte kriterier for opnåelse af lønstigningen f.eks. lang erfaring. Københavns kommune har ikke p.t. aftalt tillæg til grundlønnen.

 

Forhåndsaftaler finansieres normalt via de midler, der i overenskomsten er afsat til lokale forhandlinger dvs. organisationerne er "medfinansierende".

 

En anden finansierings mulighed er tilførsel af ekstraordinære bevillinger eller anvendelse af økonomisk råderum indenfor budgettets rammer.

 

Dansk socialrådgiverforening har klart meldt ud, at de ikke ønsker at de ekstra lønmidler, der er afsat til lokale forhandlinger pr. 1. januar 2006 skal indgå i finansieringen af de generelle lønforhøjelser, de har fremsat krav om jfr. brev af 18. august.

 

En lignende melding kan forventes fra HK-Kommunal.

 

Der er ikke i FAF mulighed for finansiering af lønforhøjelser uden tillægsbevillinger og uden anvendelse af de afsatte ekstra midler til lokale forhandlinger.

 

SAGSBESKRIVELSE

I de lokale centre er de sociale sagsbehandlere organiseret i to organisationer, Dansk Socialrådgiverforening og HK-Kommunal.

 

Sagsbehandlerne i de lokale Centre (incl. Handicapcentre og Rådgivningscentre) omfatter stillingskategorierne assistenter, overassistenter, socialrådgivere og socialformidlere.

 

Socialrådgiverne er organiseret i Dansk Socialrådgiverforening, de øvrige er organiseret i HK-Kommunal.

 

 

Tabel 1. Antal sagsbehandlere i de lokale Centre.

Stilling

Antal august 2005

Socialrådgivere

400

Socialformidlere

57

Overassistenter

233

Assistenter

67

 

Forvaltningen har dels undersøgt omegnskommunernes lønniveau dels undersøgt om omegnskommunerne anvender en højere grundløn i løn-indplaceringerne aftalt via en forhåndsaftale med de faglige organisationer.

 

Lønniveau.

I det fælleskommunale løndatakontor (FLD) er det muligt at tilvejebringe løndata for de øvrige kommuner. Der er dog visse begrænsninger i udtræksmuligheder. En anden problemstilling er, at der ikke er aktuelle data for Københavns kommune i FLD, da det ikke har været muligt at indlægge data efter overgangen til Accentures lønsystem. Forvaltningen har derfor udarbejdet egen statistik over lønniveauet i de lokale centre til brug for undersøgelsen.

 

Lønstatistikken for de øvrige kommuner omfatter alle ansatte indenfor de udvalgte stillingskategorier i kommunen. Det er ikke muligt i FLD at udskille lønnen særligt for ansatte i Socialforvaltningen. Den lønstatistik der danner baggrund for undersøgelsen er således lønnen i andre kommuner for alle ansatte, kontra lønniveauet for sagsbehandlerne i Lokalforvaltningen i Københavns kommune, hvilket kan give en afvigelse.

 

Tabel 2. viser den overordnede gennemsnitsløn for personalegrupperne socialrådgivere og socialformidlere samt gruppen af kontorpersonale omfattende alle de kontoradministrative stillinger i hhv. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og samlet for 13 omkringliggende kommuner. I bilag A og B ses de enkelte kommuners gennemsnitslønninger på personalegrupperne.

 

 

Tabel 2. Gennemsnitsløn i København og 13 omegnskommuner.

Kategori

Københavns

Kommune

Omegns-

Kommuner

Afvigelse i %< /span>

Socialrådgivere/-formidlere

24.045

25.103

4,40

Kontorpersonale

24.206

24.532

1,35

Total

24.153

24.569

1,72

 

 

 

Grundlaget for tallene i tabel 2. er augustlønnen 2005. For omegnskommunerne er tallene trukket fra Det Fælleskommunale Løndatakontor (FLDnet), mens løndata fra Accenture er grundlaget for Københavns kommune.

 

Som det ses af tabel 2 er der samlet set en relativ lille afvigelse på 1,72 % i gennemsnitslønnen mellem Københavns kommune og omegnskommunerne. Afvigelsen skyldes primært en lavere gennemsnitsløn for socialrådgivergruppen i Københavns kommune.

 

Til sammenligning kan oplyses, at lønniveauet for socialrådgiverne i de store kommuner Århus, Odense og Ålborg ligger på niveau med København. Se bilag D.

 

De største kommuner (København, Århus, Odense og Ålborg) har generelt en lavere gennemsnitsløn end de mindre kommuner.

 

Det er vanskeligt at komme med entydige forklaringer på differencer-ne. Den væsentligste årsag til forskellene i gennemsnitslønnen antages at være aldersforskellen og dermed forskel i erfaringsår blandt socialrådgivergruppen i omegnskommunerne og Københavns kommune (FAF), jfr. bilag C.

 

Statistikker viser, at gennemsnitsalderen for socialrådgivere falder i takt med kommunens størrelse. Medianen er 40-44 år i de store kommuner og 35-39 år i Københavns kommune. En naturlig konsekvens af, at socialrådgiverne gennemsnitligt er yngre i Københavns kommune er en lavere gennemsnitsløn.

 

Herudover kan en forklaring på den relativt store difference blandt socialrådgivergruppen være, at omegnskommunerne i FLD's data omfatter mellemleder e, som i København optræder i kategorien kontorpersonale. Dette ændrer ikke ved den samlede afvigelse på 1,72 %, men kan bevirke, at differencen for socialrådgivergruppen er uforholdsmæssig høj.

 

I de største kommuner med mange socialrådgivere påvirkes gennemsnitslønnen i mindre grad af at enkelte personer oppebærer en meget høj / lav løn end kommuner med få socialrådgivere. I sidstnævnte tilfælde vil enkelte socialrådgivere med høj anciennitet bevirke en uforholdsmæssig høj gennemsnitsløn.

 

Der er forskelle i det faglige miljø og ledelsesstrukturen mellem små og store kommuner. Dette kan påvirke lønniveauet i opadgående retning i de mindre kommuner.

 

Der er 5 kommuner, der er udtaget til en nøjere analyse. Det drejer sig om omegnskommunerne Frederiksberg, Hvidovre, Rødovre og Ballerup. I analysen er ikke indregnet assistentgruppen pga. forskelle i stillingsstrukturen.

 

Tabel 3 viser gennemsnitslønnen i de udvalgte kommuner i august måned 2005

Stilling

København

Frederiksberg

Hvidovre

Rødovre

Ballerup

 

Antal still.

Ny gn. mdl. løn kr.

Antal still.

Ny gn. mdl. løn kr.

Antal still.

Ny gn. mdl. løn kr.

Antal still.

Ny gn. mdl. løn kr.

Antal still.

Ny gn. mdl. løn kr.

Socialråd-givere/

Socialfor-midlere

457

24.045

100

24.629

79

24.376

55

24.985

95

25.758

Over-assistenter

233

24.546

24

23.634

-

-

21

23.554

-

-

I alt

gennem-

snitlig

690

24.214

124

24.439

79

24.375

76

24.588

95

25.758

Kilde: FLD for øvrige kommuner omhandlende alle ansatte uanset ansættelsessted. For Frederiksberg indgår            ligeledes amtskommunale institutioner.

         Københavns kommune udelukkende ansatte på de lokale Centre. Løndata fra Accentures lønsystem                    bearbejdet. af FAF. Assistenterne indgår ikke p.g.a. forskelle i stillingsstrukturen mellem København og          de øvrige kommuner.

 

Forskelle i lønniveau:

Forskellen mellem Københavns kommune og de 5 udvalgte kommuner bekræfter det samme billede, som sammenligningen med de 13 omegnskommuner.

 

Lønniveauet i København er gennemsnitlig lavere for socialrådgiverne og højere for socialformidlerne og overassistenterne.

 

Den væsentlige forskel er, at København har forholdsvis flere yngre socialrådgivere og flere erfarne overassistenter end i omegnskommunerne.

 

Derudover er der forskelle i lønpolitikken, hvor omegnskommunerne typisk yder generelle tillæg til grundlønnen til socialrådgiverne på 1-3 løntrin, svarende til et lønløft på mellem 4.-16.000 kr. årligt netto uden pension.

 

Forskelle i lønpolitik:

 

Som det fremgår, er der i omegnskommunerne forskellige lønpolitikker alt afhængig af de økonomiske muligheder og rekrutterings/fastholdelsesproblematikker.

 

I nedenstående undersøgelse er der fokuseret på socialrådgiverområdet.

 

Rødovre kommune.

Rødovre kommune giver: + 1 løntrin i grundløn til socialrådgivere (tilpasning til Socialformidlere).

Efter 3 års erfaring tillægges yderligere et løntrin efter konkret vurdering.

 

Ballerup kommune.

Ballerup kommune giver: + 1 løntrin i grundløn bortset fra pensions / integrations / familiesagsbehandlere dog kun 1 trin for nyuddannede, 2 løntrin til pensions-medarbejdere og op til 3 løntrin (max. trin 31) for integrations – familiesagsbehandlere efter forhandling. For nyuddannede dog kun 2 løntrin.

Efter 7 års faktisk erfaring grundløn 34.

 

Frederiksberg kommune.

Opererer med 2 niveauer.

  • Nyuddannede indplaceres i henhold til overenskomsten.
  • Meget erfarne indplaceres på grundløn 34.

 

Hvidovre kommune.

Grundløn i henhold til overenskomsten + kr. 2.586,- årligt.

 

Københavns kommune.

Grundløn i henhold til overenskomsten.

Ingen yderligere trin. I FAF har vi tidligere haft en forhåndsaftale med garantiløn om 1 løntrin efter 1 års ansættelse og 3 løntrin efter 3 års ansættelse. Denne aftale er ophørt i 2002 efter aftale med Dansk Socialrådgiverforening og de økonomiske midler anvendt til lokale individuelle løntillæg.

 

Overenskomstforhold.

Det nye lønsystem består af grundløn, funktionsløn og kvalifikationsløn.

 

Grundlønnen aftales i overenskomsten mellem kommunerne (KL / København og Frederiksberg) og de faglige organisationer.

Funktionsløn og kvalifikationsløn aftales typisk lokalt i kommunerne.

 

Det nye lønsystem er baseret på det gamle lønsystem, hvor lønnen var anciennitetsbestemt afhængig af erfaringsår.

 

Det nuværende lønniveau afspejler derfor fortsat denne forskel.

 

I de nye overenskomster stiger grundlønnen for sagsbehandlerne med et løntrin svarende til gennemsnitlig ca. kr. 6.000,- årligt pr. 1. april 2005 og 1. april 2006 for socialrådgiverne og socialformidlerne.

 

Derudover er det aftalt i overenskomsten, at der afsættes yderligere midler svarende til 1,25 % af lønsummen til lokale forhandlinger i de enkelte kommuner pr. 1. januar 2006 og pr. 1. januar 2007.

 

De afsatte beløb er ikke organisationsopdelt, men til gengæld er der indført en udmøntningsgaranti.

 

Det betyder, at Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og integrationsforvaltningen tilføres ca. 2,5 mill. kr. til lokale forhandlinger på sagsbehandlerområdet omfattende ovenstående stillingskategorier.

 

Udover disse ekstramidler er der fortsat såkaldte "tilbageløbsmidler" at forhandle for lokalt på Lokalcentrene.

 

Tilbageløbsmidler er ledige lønmidler der frigives i forbindelse med ændringer i personalesammensætningen.

 

I overenskomstforhandlingerne aftales de økonomiske rammer for lønstigninger både de obligatoriske stigninger og de ekstra midler der tilføres til lokale forhandlinger i kommunerne / Forvaltningen i Københavns kommune.

 

Når de centrale overenskomstforhandlinger er afsluttet, forhandles der videre centralt i Forvaltningerne, f.eks. om de ekstra midler der tilføres skal lægges ud til lokale individuelle forhandlinger eller, om midlerne skal anvendes til en lønforbedring, når ansatte opfylder visse kriterier f.eks. erfaring, har taget visse uddannelser etc. (forhåndsaftale).

 

De forhåndsaftaler Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har p.t. hvor der er fastlagt bestemte kriterier for løntillæg er alle finansieret via de afsatte ekstra lønmidler, der er aftalt mellem overenskomstparterne.

 

Konsekvensen ved politisk at tillægge yderligere midler til sagsbehandlerområdet bliver et lønpres fra alle medarbejdergrupper.

Lønforhandlinger foregår normalt mellem arbejdsmarkedets parter.

 

Socialrådgivernes forslag.

Socialrådgiverne har i brev af 18. august 2005 fremsat forslag til lønpolitik som fastholdelsesredskab.

 

Forslaget går i korte træk ud på at udarbejde en forhåndsaftale der garanterer en lønstigning til alle efter 2 år både for allerede ansatte og til nyansatte dog efter lokal forhandling.

 

Socialrådgiverne lægger vægt på den signalværdi, der ligger i en grundlønsforbedring til alle. Socialrådgiverne ønsker forbedringer her og nu i 2005 og fremadrettet.

 

Socialrådgiverne henviser i brevet til erfaringer fra andre kommuner på Sjælland.

 

Det er typisk de mindre kommuner på Sjælland med meget få socialrådgivere der har denne type forhåndsaftaler pga. rekrutteringsproblemer.

 

Et lønforslag hvor grundlønnen fastsættes til trin 34 med fuldt gennemslag vil for socialrådgiver / socialformidlergruppen beløbe sig til en udgift på ca. 11 mill. kr. årligt incl. pension, svarende til at gennemsnitslønnen stiger fra kr. 24.045,- månedlig til ca. kr. 26.075,- netto eksl. pension.

 

De ekstra midler der tilføres Forvaltningen til lønforhandlinger pr. 1. januar 2006 som følge af overenskomstresultatet ønsker socialrådgiverne udelukkende anvendt til individuelle løntillæg og ikke til at dække en mindre del af udgiften til en generel forhøjelse.

 

HK-kommunal.

Såfremt socialrådgivernes grundløn forhøjes får det afsmittende virkning på øvrige sagsbehandlere, hvilket formanden for HK-Kommunal i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Linda Svendsen har påpeget.

 

Selv om analysen påpeger, at København ligger højere på HK-området, må der påregnes et lønpres, såfremt socialrådgiverne får midler til en højere grundløn. Det er fortsat antagelsen, at det højere lønniveau skyldes mere erfarne medarbejdere.

 

Der har endnu ikke været ført forhandlinger på HK-området. Det forudsættes, at HK-Kommunal heller ikke er interesseret i at anvende de ekstra midler der tilføres pr. 1. januar 2006 til en generel lønforhøjelse på området.

 

Rekruttering/fastholdelse i København.

En sammenligning af afgangsfrekvensen mellem Københavns kommune og for kommunerne i Københavns Amt viser ikke de store forskelle.

 

Afgangsfrekvensen ligger for socialrådgivere/socialformidlere på ca. 19 % for omegnskommunerne fra 2004 til 2005 og for København ca. 17 % fra 2003 til 2004. Det er ikke muligt, at få nyere tal for København pga. Accentures Lønsystem.

 

Lønnen er kun et element i en række forhold, der påvirker Københavns kommunes muligheder for at tiltrække og fastholde kvalificerede sagsbehandlere. I den forbindelse er arbejdspresset en væsentlig faktor.

 

Hvis der ses udelukkende på lønniveauet er den umiddelbare vurdering, at det især er et lønløft på begyndelseslønnen, der vil have den største virkning.

 

I det netop vedtagne budget for 2006 indgår der en række initiativer, der øger muligheden for i København at fastholde og rekruttere kvalificerede sagsbehandlere, såsom styrket borgerbetjening og arbejdets tilrettelæggelse, kompetenceudvikling m.v. både for Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens vedkommende.

 

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

Der tilføres Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen ca. 2,5 mill. kr. pr. 1.1.2006 til lokale lønforhandlinger vedr. socialrådgiverne/Socialformidlere og overassistenter.

 

Disse midler ønsker organisationerne ikke at anvende til generelle lønforbedringer, men til individuelle tillæg.

 

Socialrådgivernes lønkrav om en grundlønsforbedring til trin 34 for alle efter 2 år og til nyansatte efter forhandling vil skønsmæssigt koste ca. 11 mill. kr.

 

Det krav kan få afsmittende virkning for øvrige sagsbehandlere skønsmæssigt fastsat til ca. 6 mill. kr.

I nedenstående tabel 4 er oplistet økonomien ved forskellige muligheder for lønløft:

Stilling

+ 1 løntrin til alle

+ 3 løntrin (efter 2 år)

+ 5 løntrin (efter 2 år)

 

Udgift kr.

Ny gn. mdl. løn kr.

Udgift kr.

Ny gn. mdl. løn kr.

Udgift kr.

Ny gn. mdl. løn kr.

Socialrådgivere/

Socialformidlere

2,2 mill.

24.445

6,0 mill.

25.237

11,0 mill.

26.079

Øvrige sagsbehandlere (overassistenter)

1,1 mill.

24.938

3,0 mill.

25.776

6,2 mill.

26.611

I alt

3,3 mill.

24.610

9,0 mill.

25.417

17,2 mill.

26.258

 

ANDRE KONSEKVENSER

En politisk vedtagelse om lønløft til en bestemt personalegruppe vil naturligt medføre et kraftigt lønpres for alle personalegrupper og komplicere lønforhandlingerne i forvaltningen.

 

Det er vurderingen, at et lønløft på sigt, vil have begrænsede indvirkninger på arbejdsmiljøet i Lokalcentrene.

 

 

BILAG

Bilag A:          Oversigt over gennemsnitslønnen for socialrådgivere og socialformidlere i København og omegnskommuner.

 

Bilag B:          Oversigt over gennemsnitslønnen for kontorpersonale i København og omegnskommuner.

 

Bilag C:          Oversigt over aldersfordelingen for socialrådgivere/socialformidlere og kontorpersonale i primærkommuner med 20. – 60.000 indbyggere og Københavns kommune.

 

Bilag D:          Brev fra Dansk Socialrådgiverforening af 18. august 2005 til borgmester Bo Asmus Kjeldgaard

 

 

 

 

 

                      Grethe Munk

                                                                 /

                          Torben Brøgger

 

 


 

Bilag

Til top