Mødedato: 07.09.2005, kl. 15:30

Godkendelseskriterier for privatinstitutioner på dagtilbudsområdet (Bilag)

Godkendelseskriterier for privatinstitutioner på dagtilbudsområdet (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 7. september 2005

 

 

14.      Godkendelseskriterier for privatinstitutioner på dagtilbudsområdet (Bilag)

 

FAU 411/2005  J.nr. 411/2005

 

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens forslag til godkendelseskriterier for privatinstitutioner på dagtilbudsområdet.

 

RESUME

Folketinget vedtog den 17. maj 2005 en ændring af serviceloven, der giver private adgang til – uden forudgående aftale med en kommune – at drive daginstitutioner som såkaldte privatinstitutioner, såfremt kommunens godkendelseskriterier overholdes. Loven træder i kraft 1. oktober 2005, og Københavns Kommune skal som følge heraf beslutte hvilke godkendelseskriterier kommunen skal lægge til grund for privatinstitutionerne.

SAGSBESKRIVELSE

Private har i dag adgang til at drive daginstitutioner som selvejende institutioner og som puljeordninger. Kommunen har ca. 250 selvejende institutioner samt 12 puljeordninger. Forudsætningen herfor er, at der indgås en aftale med kommunen om driften.

 

Som noget nyt kan private fra 1. oktober 2005 fremover drive privatinstitutioner uden at have en aftale med kommunen om driften. Kommunen skal tildele privatinstitutionen et driftstilskud pr. barn svarende til de gennemsnitlige udgifter pr. barn i et alderssvarende dagtilbud i kommunen, samt tildele henholdsvis et administrationsbidrag og et bygningstilskud, som begge svarer til det bidrag selvejende institutioner gennemsnitligt får.

 

Privatinstitutionerne optager selv børn, får adgang til at trække et evt. overskud ud af driften, fastsætter selv forældrebetalingens størrelse og ligger uden for den kommunale anvisning.

 

Ordningen gælder ikke dagpleje og dagplejelignende ordninger.

 

Ifølge serviceloven skal kommunen opstille godkendelseskriterier som driftsgrundlag for privatinstitutionerne. Kommunen fastsætter godkendelseskriterier med udgangspunkt i de generelle krav til kommunens egne institutioner og må ikke fastsætte kriterier, der går videre end dette. Kommunens krav til privatinstitutioner skal være saglige, konkrete og velunderbyggede og skal både opfyldes af kommunale og private institutioner.

 

Endelig fører kommunen tilsyn, og skal bl.a. sikre sig, at tilskuddet ikke går til et ulovligt formål.

 

I forbindelse med opsigelse fra og lukning (og herunder ved betalingsstandsninger/konkurser) af privatinstitutioner har kommunen pligt til at sørge for det nødvendige antal pladser i de dagtilbud kommunen råder over. Kommunen kan ved at stille krav om sikkerhedsstillelse foregribe sådanne akutte problemer.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har udarbejdet et forslag til godkendelseskriterier, jf. vedlagte (bilag 1).

 

Godkendelseskriterierne følger enten af eksisterende kommunale regler og retningsliner for egne og selvejende institutioner, eller følger af de bemærkninger der knytter sig til loven om privatinstitutioner. Blandt de vigtigste godkendelseskriterier kan således fremhæves:

 

·        Depositum på 30.000 kr. som tilbagebetales efter endt sagsbehandling (jf. lovens bemærkninger, for at sikre seriøsitet)

·        Sikkerhedsstillelse svarende til 3 måneders drift (jf. lovens bemærkninger)

·        Krav til de fysiske rammer svarende til kommunens byggeprogram og byggeloven (kommunens regler)

·        Krav til de pædagogiske rammer (serviceloven, samt kommunens "pædagogisk perspektivplan")

·        Personalesammensætningen skal sikre pædagogisk forsvarlighed og der skal være en leder, der enten er pædagoguddannet eller har en anden relevant pædagogisk uddannelse.

·        Institutionen skal være åben også for støttekrævende børn

·        Leverandøren skal opfylde grundlæggende krav om økonomisk og faglig hæderlighed (loven)

·        Åbningstiden skal være minimum 48 timer ugentlig for et fuldtidstilskud (kommunale regler)

·        Forældreindflydelse som i selvejende institutioner (loven)

 

Som følge af selvforvaltningsmodellen, der fordrer, at den enkelte kommunale og selvejende institution selv vurderer hvilken andel af henholdsvis pædagogmedhjælpere og pædagoger, der er i den enkelte institution, er der ikke opstillet et godkendelseskriterium om personalenormeringen.

 

Kravet om et depositum (30.000 kr.) og krav om sikkerhedsstillelse (et beløb svarende 3 måneders drift) er de to væsentligste kriterier, som kommunen frit kan fastsætte og evt. fjerne. De to kriterier er nævnt i lovens bemærkninger som muligheder for at sikre seriøsitet og for at sikre, at privatinstitutionen kan fortsætte (og personalet kan få sin løn) i en overgangsperiode, i tilfælde af betalingsstandsning, konkurs eller lign.

 

Det må bemærkes, at kravet om 3 måneders sikkerhedsstillelse vil vanskeliggøre oprettelse af privatinstitutioner, som ikke på forhånd er økonomisk solide. Omvendt skaber det sikkerhed for driften.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vil i løbet af efteråret fremlægge en indstilling om de driftsøkonomiske, pladsstyringsmæssige, tilsynsmæssige og organisatoriske konsekvenser af vedtagelsen af loven. Indstillingen afventer pt. fremlæggelsen af to bekendtgørelser fra Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender, som nærmere definerer de kommunale handlemuligheder og konsekvenser.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

Det vurderes pt., at sagsbehandlingen af ansøgninger vil kunne varetages af kontoret for Privat Børnepasning i samarbejde med Kontoret for Børnepasning og Sundhed inden for den eksisterende økonomiske ramme. Dette er dog under forudsætning af, at antallet af ansøgninger er beskedent.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Der vil, afhængigt af omfanget af private leverandører, der søger om at drive privatinstitutioner, være driftsøkonomiske, pladsstyringsmæssige, tilsynsmæssige og organisatoriske konsekvenser af vedtagelsen af loven. Disse belyses i en kommende indstilling, som afventer to bekendtgørelser fra ressortministeriet.

 

HØRING

Sagen skal ikke i høring.

 

BILAG

Bilag 1: Københavns Kommunes godkendelseskriterier for private leverandører af dagtilbud efter servicelovens § 11a.

 

 

                      Grethe Munk

                                                                 /

    Carsten Stæhr Nielsen

 

 

 


 

Til top