Puljeordninger - skærpelse af tilsynet og opdatering af driftsoverenskomster (Bilag)
Puljeordninger - skærpelse af tilsynet og opdatering af driftsoverenskomster (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 7. september 2005
13. Puljeordninger - skærpelse af tilsynet og opdatering af driftsoverenskomster (Bilag)
FAU 410/2005 J.nr. 410/2005
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender,
at udkastet til en standardaftale for puljeordninger godkendes som en skabelon for fremtidige driftsaftaler (Bilag 1).
at tilsynet med puljeordninger bliver øget således, at forvaltningen kommer på tilsynsbesøg mindst fire gange om året.
at tilsynet med
puljeordninger bliver lagt under Kontoret for Privat Børnepasning.
RESUME
Der er 12 puljeordninger efter servicelovens § 11 i Københavns Kommune. Der har i gennem en længere periode været flere uregelmæssigheder med puljeordninger, hvilke har givet anledning til at kontrollere alle driftsaftaler og finde løsningsmodeller for de problemer, som er opstået.
For puljeordninger kan der være en økonomisk fordel i at indskrive flere børn i ordningen end de efter driftsaftalen er berettiget til. Der er ingen indbygget systematisk kontrolfunktion i det nuværende system, som kan opfange misforhold mellem antallet af indmeldte børn og tilskudsudbetalingerne.
Der er derfor et behov for en
mere hensigtsmæssig indretning af tilsynet og registrering af indmeldte børn.
Det foreslås, at frekvensen i tilsynet med puljeordninger bliver øget og at
tilsynet bliver lagt under Kontoret for Privat Børnepasning, som har brugbare
erfaringer fra tilsyn med andre private pasningsordninger (§ 26).
SAGSBESKRIVELSE
I Københavns Kommune er der oprettet 12 puljeordninger efter § 11 i Lov om Social Service. Puljeordninger er private pasningsordninger for børn i alderen 0 til 6 år. Deres virke er baseret på en driftsaftale mellem institutionen og kommunen. Kommunen yder et driftstilskud pr. barn, der er optaget i ordningen og fører pædagogisk tilsyn. Puljeordninger skal være åbne for alle børn og leve op til servicelovens formålsparagraf.
Driftsaftalerne er indgået af bestyrelsen / lederen af puljeinstitutionerne og det ansvarlige lokalcenter. Puljeordningens etablering og driftsaftale skal godkendes af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
Puljeordningerne får et driftstilskud pr. barn fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Når der er børn, som meldes ind i eller ud af en puljeordning, skal institutionens leder give Pladsanvisningen besked herom. Pladsanvisningen taster oplysningerne i institutionssystemet. Forældrebetalingen registrerer børnene på dette grundlag og lokalcentrene udbetaler deres tilskud efter listerne fra Forældrebetalingen. Udenkommunale børn, som har en plads i en af kommunens puljeordninger, bliver ikke registreret af forvaltningen.
Kommunen fører tilsyn med puljeordninger på samme måde, som med de kommunale og selvejende institutioner. Dvs. at den pædagogiske konsulent i bydelen kommer på anmeldte tilsynsbesøg én til to gange årligt.
Der har igennem en periode været uregelmæssigheder ved nogle af puljeordningerne. Det har givet anledning til at se på, om driftsaftalerne lever op til lovgivningens krav og om der er tiltag, som kunne forebygge lignende uregelmæssigheder i fremtiden. Uregelmæssighederne handler bl.a. om, at der mangler ibrugtagningstilladelser og at der er indskrevet flere børn end der er givet tilladelse til, hvilket giver problemer i forhold til brandsikkerhed.
1. Pædagogisk tilsyn og kontrol med puljeordnin
ger
Der kan for puljeordningen være et økonomisk incitament til at indmelde børn proforma eller lade være med at udmelde dem og dermed modtage tilskud for disse børn, hvilket var tilfældet i KIBI som nu er lukket. Da der er mulighed for at få økonomisk fripladstilskud, kan man ikke regne med, at forældrene altid vil gøre opmærksom på, at deres barn ikke benytter sig af en plads i en puljeordning, selv om det er registreret som indmeldt. Det kan af flere årsager være svært at opdage for forvaltningen, at det faktiske børnetal i en puljeordning ikke stemmer overens med antallet af indmeldte børn:
- Den pædagogiske konsulent kommer én til to gange om året på anmeldte besøg, hvilket ikke giver mulighed for at få et indtryk af, om det er en sammenhæng mellem det antal børn som man møder og institutionens normering.
- Ind- og udmeldinger i puljeordninger sker ved, at lederen henvender sig til Pladsanvisningen. Derefter sker registrering i Forældrebetalingen og udbetaling af tilskud fra lokalcentret automatisk. Ingen af ledene har mulighed for at tjekke om listerne er i overensstemmelse med de faktiske antal børn
- Udenkommunale børn i puljeordninger bliver ikke registreret i institutionssystemet. Dermed har Pladsanvisningen ikke mulighed for at opdage en vedvarende overbelægning. Det samme gælder lokalcentret, da driftstilskuddet for disse børn bliver betalt af bopælskommunen.
- Der stilles ikke de samme regnskabsmæssige krav til puljeordninger som til selvejende institutioner.
For at forbedre forvaltningens mulighed for at kontrollere puljeordningernes drift, anbefales det, at frekvensen i besøg fra det pædagogiske tilsyn øges til at være mindst fire gange om året. Tilsynet skal også komme på uanmeldte besøg. Puljeordningernes ledere skal hvert kvartal indsende en liste over samtlige indmeldte børn til det pædagogiske tilsyn. Med udgangspunkt i disse lister kan tilsynet ved besøgene kontrollere, om der er det rigtige antal børn i institutionen.
Denne form for kombineret pædagogisk tilsyn og kontrol af private pasningsordninger med hyppigere besøg bliver allerede udført af Kontoret for Privat Børnepasning i forhold til de store private pasningsordninger (§ 26). Det pædagogiske tilsyn bliver informeret, når der starter et nyt barn i en af disse ordninger. Den tilsynsførende pædagog følger derefter børnenes udvikling og trivsel tæt gennem løbende tilsynsbesøg. Disse kan være både anmeldte og uanmeldte. På denne måde har pædagogerne også mulighed for at kontrollere, om det faktiske børnetal i de store pasningsordninger stemmer overens med antallet af indmeldte børn. Kontoret for Privat Børnepasning står desuden for at kontrollere, at alle nødvendige byggetilladelser mv. til enhver tid er i orden og bliver overholdt. Pædagogerne udarbejder skriftlige rapporter efter alle tilsynsbesøg.
For at udnytte denne erfaring anbefales det, at Kontoret for Privat Børnepasning overtager tilsynet med puljeordninger fra de pædagogiske konsulenter. Det pædagogiske tilsyn vil, på grund af deres ekspertise, være egnet til at udøve den nødvendige kontrol med puljeordninger og dermed forbygge problemer som f.eks. et for højt børnetal eller opdage disse på et tidligt tidspunkt. At samle tilsynet ét sted giver bedre mulighed for at udveksle erfaringer vedrørende de forskellige puljeordninger. Det vil betyde at kommunens tilsyn med alle former for private pasningsordninger vil blive udført på en ensartet måde.
Der lægges op til, at det pædagogiske tilsyn med puljeordninger følger de samme principper og bruger de samme rapporteringssystemer, som de pædagogiske konsulter gør i forhold til de øvrige daginstitutioner. På denne måde sikres det, at puljeordninger opnår det samme grundniveau som de øvrige dagtilbud i Københavns Kommune og at deres arbejde nemmere kan sammenlignes.
Hvis tilsynet med puljer lægges ind under Kontoret for Privat Børnepasning vil tilsynet løbende afrapportere til den pædagogiske konsulent og TA-chefen i den pågældende bydel.
2. Ændring af børnetallet i
puljeordninger
Det har vist sig, at der er foretaget ændringer i børnetallet i Salam, godkendt af det lokale center, uden at Kontoret for Børnepasning og Sundhed blev informeret herom. Det giver problemer i forhold til budgetstyring. Det er Kontoret for Børnepasning og Sundhed der er ansvarlig for driftsmidlerne til puljeordningerne. Samtidig er det ØPA1 som i dag skal godkende normeringsændringer i dagtilbudene. Det anbefales derfor, at ØPA1 tager stilling til ansøgning om ændringer af børnetallet i en puljeordning og herefter orienterer Kontoret for Børnepasning og sundhed. På den måde bliver budgetansvar og pladsstyring samlet centralt og det giver samtidig bedre mulighed for at tage højde for mere overordnede pladsstyringshensyn.
Der er desuden mangler i ibrugtagningstilladelserne for halvdelen af puljeordningerne (Bilag 2). Efter at lokalcentrene blev bedt om at indsende alle foreliggende tilladelser og Byggekontoret har fremstillet deres status i et notat kan det konstateres, at der ved tre puljeordninger hverken af ibrugtagningstilladelserne eller byggetilladelserne fremgår, hvilket antal børn ordningen er godkendt til. Yderligere to puljeordninger har flere børn indmeldt end de ifølge tilladelserne er berettiget til. Lignende problemer kan fremover forbygges ved at Kontoret for Privat Børnepasning udøver tilsynet med puljeordninger og ØPA1 skal godkende eventuelle opnormeringer.
3. Høring
Forslaget om skærpelse af tilsynet med puljeordninger og dets flytning under Kontoret for Privat Børnepasning har været i høring hos lokalcentrenes TA-chefer og pædagogiske konsulenter. Der er indkommet høringssvar fra 7 lokalcentre. Samtlige høringssvar giver udtryk for, at der er enighed i, at der er behov for at skærpe tilsynet med puljeordninger, og at det kan gøres på den forslåede måde.
4. Driftsaftaler
Da driftsaftalerne mellem puljeordninger og kommunen er blevet forhandlet decentralt i lokalcentrene, er deres indhold varierende. En gennemgang af driftsaftalerne har vist, at der er forskellige mangler i aftalerne (Bilag 3). Nogle af aftalerne vurderes ikke at leve op til den nyeste lovgivning.
Der er udarbejdet et udkast til en standardaftale, som indstilles til godkendelse (Bilag 1). Aftalen skal bruges til fremtidige puljeordninger.
Aftalen åbner bl.a. op for, at puljeordninger fremover kan vælge at tilslutte sig kommunens indkøbsaftaler.
Forvaltningen indgår en dialog med de puljeordninger, som har mangler i deres driftsaftaler, med det formål at opdatere og lovliggøre aftalerne.
Desuden ønsker forvaltningen at præcisere nogle vigtige punkter i de eksisterende driftsaftaler, bl.a.:
- Det skal fremgå af aftalerne, at drift af en puljeordning til enhver tid forudsætter, at der forligger en gyldig ibrugtagningstilladelse. Salam blev opnormeret ud over de rammer, som er sat i ibrugtagningstilladelsen. Det er ulovligt og gør, at ordningen ikke udgør en sikkerhedsmæssig forsvarlig ramme.
- I alle driftsoverenskomster skal indgå, at puljeordningernes venteliste skal være åben for alle. Alle interesserede forældre skal have mulighed for at skrive deres barn op til puljeordningerne.
- Det fremgår ikke udtrykkeligt af de nuværende aftaler, at den decentrale visitation i puljeordninger skal følge de til enhver tid gældende regler i kommunen. Dette skal præciseres, så det indskærpes overfor puljeordningerne, at der gælder et lighedsprincip for de børn, som står på ventelisten. Det betyder, at puljeordningerne ikke må give plads til børn i en vilkårlig rækkefølge.
Dermed sikrer forvaltningen borgernes rettigheder i forhold til brug af puljeordninger. Disse har på den anden side mulighed for, at få en klar defineret fortrinsret skrevet ind i deres nye driftsaftale, når den er i overensstemmelse med institutionens formålsparagraf.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af forvaltningens positivliste
over sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
Det skærpede tilsyn bliver vurderet til at have en omfang på en halvtidsstilling, svarende til 170.000 kr. årligt. Når børneplanen udfolder sin fulde virkning og forvaltningen kan tilbyde forældrene pasning ved behov i kommunale dagtilbud, kan man regne med et dalende aktivitetsniveau i privat børnepasning. Vurderingen er derfor, at intensiveringen af tilsynet med puljeordninger og dets flytning til Kontoret for Privat Børnepasning kan holdes indenfor de nuværende budgetmæssige rammer.
ANDRE
KONSEKVENSER
Ingen
HØRING
Forslaget om skærpelse af tilsynet med puljeordninger, dets flytning til Kontoret for Privat Børnepasning og snitfladepapiret har været i høring hos samtlige lokalcentres TA-chefer og pædagogiske konsulenter. Der er indgået høringssvar fra Vesterbro, Indre og Ydre Nørrebro, Bispebjerg, Amagerbro, Valby og Indre By.
BILAG
· Bilag 1: Skabelon til driftsaftaler med fremtidige puljeordninger
· Bilag 2: Oversigt over foreliggende ibrugtagnings- og byggetilladelser
· Bilag 3: Oversigt over de gældende driftsaftaler
· Bilag 4: Oversigt over indstillingens ændringsforslag og konsekvenser
Grethe Munk
/
Carsten Stæhr Nielsen