Ansøgning om midler til boligsociale aktiviteter fra Restpuljen 2003 (Bilag)
Ansøgning om midler til boligsociale aktiviteter fra Restpuljen 2003 (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 7. august 2002
Sager til beslutning
17. Ansøgning om midler til boligsociale aktiviteter fra Restpuljen 2003 (Bilag)
FAU 317/2002 J.nr. 317/2002
INDSTILLING
Familie-og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at der indsendes 14 ansøgninger til Indenrigsministeriet om tilskud til boligsociale aktiviteter.
RESUME
I lighed med tidligere år kan kommuner med boligsociale problemer søge Indenrigsministeriet om at komme i betragtning ved fordeling af særtilskud til særligt vanskeligt stillede kommuner for år 2003 (fordeling af restpulje) med henvisning til konkrete boligsociale aktiviteter. Der er indkommet 14 ansøgninger til puljen. Bilag 1 indeholder en beskrivelse af de indkomne ansøgninger.
SAGSBESKRIVELSE
Indenrigsministeriet yder i henhold til § 20 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner et tilskud til kommuner i hovedstadsområdet, der har særlige økonomiske vanskeligheder. Den samlede tilskudspulje fordeles efter en fordelingsnøgle, mens restpuljen fordeles efter ansøgning.
Indenrigsministeriet har i lighed med tidligere år åbnet op for, at der kan søges midler til konkrete boligsociale aktiviteter af restpuljen. Ansøgningsfristen forventes at være 17. august 2002.
Der er indkommet 14 ansøgninger til puljen. Det drejer sig om 6 ansøgninger fra kvarterløftområderne Holmbladsgade, Kgs. Enghave, Femkanten og Nørrebro Park, samt 5 ansøgninger fra de boligsociale projekter i Valby, Televænget, Remisevænget og Degneren. Dertil kommer en ansøgning fra 7. kontor om midler til videreførelse og forankring af en række boligsociale aktiviteter i 2. byudvalgsperiodes sidste projektår 2003. Alle disse ansøgninger vedrører konkrete boligsociale aktiviteter. Endelig er der 2 ansøgninger om tilskud til uddannelsesmæssige aktiviteter, dels på det boligsociale område og dels på kvarterløftområdet. Der henvises til bilag 1, der indeholder en kort beskrivelse af de indkomne ansøgninger.
Københavns Kommune har tidligere søgt og fået tilskud fra ovennævnte pulje. I 1995 fik kommunen bevilget 930.000 kr. til uddannelsesmæssige aktiviteter på det boligsociale område. Af restpuljerne for henholdsvis 1998/1999, 2000, 2001 og 2002 har Københavns Kommune fået bevilget o. 2,5 mill. kr. hvert af årene til boligsociale aktiviteter under forudsætning af, at kommunen selv prioriterede anvendelsen af midlerne blandt de indsendte ansøgninger.
Sagen er senest behandlet i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget d. 28. november 2001 med henblik på fordeling af tilskud fra restpuljen for 2002 (J.nr. FA 435/2001).
Forvaltningen forventer, at Indenrigsministeriet igen i år vil tildele Københavns Kommune et samlet tilskud, under forudsætningen af, at kommunen selv prioriterer anvendelsen af midlerne. Sagen vil derfor blive forelagt Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget igen, når der foreligger svar fra ministeriet.
MILJØVURDERING
Ingen miljømæssige konsekvenser
ØKONOMI
Tilskuddet fra Indenrigsministeriet gives som et én-gangstilskud til anvendelse i år 2003. Der stilles ikke krav om kommunal medfinansiering.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
HØRING
Ingen.
BILAG
- Bilag 1: Oversigt over indkomne ansøgninger til Indenrigsministeriet – Tilskud til særligt vanskeligt stillede kommuner (fordeling af restpulje 2003).
Grethe Munk
/ Torben Brøgger