Tildeling af rammekontrakter 3 (Bilag)
Tildeling af rammekontrakter 3 (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 6. oktober 2004
8. Tildeling af rammekontrakter 3 (Bilag)
FAU 478/2004 J.nr. 478/2004
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder Forvaltningens forslag til at følgende tilbudsgivere tildeles rammekontrakt indenfor udbudsområde 3:
- Revacentret i København
- Blindes Arbejde
- Hans Knudsen Instituttet
RESUME
Udbudsområde 3 omhandler redskaber beskrevet i Lov om social service §87, der beskriver tilbud om manuelt arbejde i beskyttede beskæftigelsestilbud for borgere med:
- Synshandicap
- Psykisk sygdom
- Fysisk og /eller sociale forhold, der fordrer anvendelse af beskyttet beskæftigelse
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltrådte den 3. december 2003 proces og tidsplan for udbud af tilbud til borgere, om for- og revalidering, særlig beskæftigelsesfremmende indsats og beskyttet beskæftigelse. Efterfølgende har Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 14. januar 2004 tiltrådt udbudsbekendtgørelse, den 18. februar 2004 udbudsmaterialet og den 17. marts 2004 indstilling om prækvalifikation.
I overensstemmelse med tidsplanen forelægges hermed indstilling om hvilke tilbudsgivere der tildeles rammekontrakt.
Vurderingen af de afgivne tilbud, er foretaget i forhold til fem kriterier; pris, kvalitet, fleksibilitet, bredde og leveringssikkerhed. Kriterierne er anført i prioriteret orden. Det betyder, at der skal en større forskel i f.eks. kvalitet til at opveje en forskel i pris. Den tilbudsgiverne, der er lidt billigere, skal vælges i forhold til den tilbudsgiver, der er lidt dyrere og kun lidt bedre på kvalitet.
Det indstilles, at følgende 3 tilbudsgivere tildeles rammekontrakt inden for udbudsområde 3:
- Revacentret i København
- Blindes Arbejde
- Hans Knudsen Instituttet
Og der gives afslag på tilbud fra Kofoeds Skole og kontrolbuddet fra Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats (IBOS).
Budget 2005 indenfor udbudsområde 3, forventes at udgøre 5,670 mill. kr. i 2004 priser, med de nu kendte forudsætninger for budget 2005.
Dette forudsætter, at den foreliggende budgetaftale vedtages samt at budgetaftalepunkterne på beskæftigelsesområdet udmøntes, således udbudsområdet 1 tilføres 44 millioner, mens det øvrige beskæftigelsesområde pålægges en besparelse på 2,5 millioner svarende til det beløb Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skal udrede til fortsættelse af daghøjskolernes drift i 2005.
Det betyder, at såfremt Borgerrepræsentationen ikke tiltræder budgettet 7. oktober 2004 skal sagen forelægges FAU igen til ny behandling, og der derfor ikke kan ske offentliggørelse af sagen overfor tilbudsgiverne før BR har vedtaget budgettet.
SAGSBESKRIVELSE
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede den 8. oktober 2003, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skulle udarbejde et forslag til rammeudbud for forrevalidering, revalidering, særlig beskæftigelsesfremmende indsats (tidl. gråzoneaktivering) og beskyttet beskæftigelse med virkning fra 1. januar 2005, til behandling og beslutning i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
Den 3. december 2003 tiltrådte Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, at udbuddet gennemføres som udbud med forhandling samt tidsplan for udbuddet. Dvs. at udbudsrunden finder sted i to omgange. Først en prækvalifikationsrunde og herefter en forhandlingsrunde med de prækvalificerede ansøgere, der har afgivet tilbud.
Den 14. januar 2004 tiltrådte Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget udbudsbekendtgørelsen med følgende udbudsområder:
- Udbudsområde 1: Tilbud efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kapitel 10, Vejledning og Opkvalificering , § 32, stk. 1,:
- 1) Kortere vejlednings- og afklaringsforløb
- 2) Særlig tilrettelagte projekter og uddannelsesforløb
og kapitel 14, § 78 - § 81, "Mentor".
- Udbudsområde 2: Tilbud efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats:
- Kapitel 11, formidling m.v. af virksomhedspraktik.
- Kapitel 12, formidling m.v. af ansættelse med løntilskud
og kapitel 14, § 78 - § 81, "Mentor".
- Udbudsområde 3: Tilbud om manuelt arbejde på beskyttet beskæftigelsestilbud, jf. Lov om social service § 87.
Indeværende sagsfremstilling omhandler udbudsområde 3.
- Udbudsområde 3 omhandler redskaber beskrevet i Lov om social service §87, der beskriver tilbud om manuelt arbejde i beskyttede beskæftigelsestilbud for borgere med:
- Synshandicap
- Psykisk sygdom
- Fysisk og /eller sociale forhold, der fordrer anvendelse af beskyttet beskæftigelse
Som led i processen har et bedømmelsesudvalg deltaget i processen med henblik på vurdering af tilbudene. Bedømmelsesudvalget har bestået af følgende personer:
- 2 centerchefer og en arbejdsmarkedsteamchef fra lokalcentrene
- 1 centerchef fra handicapcentrene
- 1 centerchef fra rådgivningscentrene
- Kontorchefen for Arbejdsmarked / ØPA 3.
Derudover er der modtaget juridisk rådgivning fra Kommunens rådgiver, advokat Thorbjørn Sofsrud, advokatfirmaet Poul Schmith (Kammeradvokatens kontor).
Vurderingen af de afgivne tilbud, er foretaget i forhold til fem kriterier; pris, kvalitet, fleksibilitet, bredde og leveringssikkerhed. Kriterierne er anført i prioriteret orden. Det betyder, at der skal en støre forskel i f.eks. kvalitet til at opveje en forskel i pris. Den tilbudsgiver, der er lidt billigere, skal vælges i forhold til den tilbudsgiver, der er lidt dyrere og kun lidt bedre på kvalitet.
Kriterierne er gennemgået i deres prioriterede rangordning.
Ud fra en samlet vurdering af de samlet set økonomisk mest fordelagtige tilbud baseret på de anførte kriterier (prioriteret) fremtræder følgende rangordning:
Revacentret i København vurderes, i kraft af pris og kvalitet bedre end øvrige tilbudsgivere.
Blindes Arbejde vurderes at være det næst økonomisk mest fordelagtige tilbud og derefter rangeres Hans Knudsen Instituttet. Det sker i kraft af Blindes Arbejdes kvalitet og fleksibilitet som vurderes at være lidt bedre end Hans Knudsen Instituttet, trods Hans Knudsen Instituttet lavere pris. Blindes Arbejde og Hans Knudsen Instituttet vurderes lidt bedre end Kofoeds Skole og Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats i kraft af kvalitet og fleksibilitet.
Kofoeds Skole vurderes bedre end Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats i kraft af en lavere pris.
På baggrund af gennemgangen af tilbuddene og København s Kommunes kapacitetsbehov / købskapacitet (budget) indenfor udbudsområde 3 indstilles det, at følgende tilbudsgivere tildeles rammekontrakt, i prioriteret rækkefølge:
- Revacentret i København
- Blindes Arbejde
- Hans Knudsen Instituttet
Og at der gives afslag til følgende ansøgere:
- Kofoeds Skole
Og at kontrolbuddet fra Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats (IBOS) dermed ikke accepteres.
Kontrolbuddet
Som led i udbuddet har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen egne institutioner indleveret, prækvalifikationsmateriale, på linje med de eksterne aktører, som led i afgivelse af kontrolbud jf. reglerne herfor.
Det er Forvaltningens vurdering, at materialet godtgør at Københavns Kommune fagligt, teknisk og kapacitetsmæssigt kan afgive kontrolbud på alle tre områder.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har indenfor udbudsområde 3 afgivet kontrolbud på vegne af følgende centre, institutioner og projekter:
- Blindeinstituttet (IBOS)
Det bemærkes, at kontrolbuddet afgives jf. de statslige retningslinjer herfor.
Det bemærkes, at kompetence med hensyn til afgivelse af kontrolbud, jf. Direktør Grethe Munks instruks af 15. januar 2004, henhører under vicedirektør Sven Bjerre. Dette med henblik på at forebygge evt. problemstilling i forhold til inhabilitet hos vicedirektør Torben Brøgger og Arbejdsmarked / ØPA 3, der varetager gennemførelsen af udbudsforretningen.
Det indstilles, at kontrolbuddet afslås, idet kontrolbuddet set i forhold til øvrige tilbudsgivere er samlet set er noget ringere, bl.a. i forhold til pris og brede.
ØKONOMI
Budget 2005 indenfor udbudsområde 3, forventes at udgøre 5,670 mill. kr. i 2004 priser, med de nu kendte forudsætninger for budget 2005.
Dette forudsætter, at den foreliggende budgetaftale vedtages samt at budgetaftalepunkterne på beskæftigelsesområdet udmøntes, således udbudsområdet 1 tilføres 44 millioner, mens det øvrige beskæftigelsesområde pålægges en besparelse på 2,5 millioner svarende til det beløb Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skal udrede til fortsættelse af daghøjskolernes drift i 2005.
Det betyder, at såfremt Borgerrepræsentationen ikke tiltræder budgettet 7. oktober 2004 skal sagen forelægges FAU igen til ny behandling, og der derfor ikke kan ske offentliggørelse af sagen overfor tilbudsgiverne før BR har vedtaget budgettet.
Københavns Kommune køber i dag følgende kapacitet indenfor de 3 beskrevne karakteristikker som følger:
- Synshandicap: Ca. 15 – 20 pladser årligt
- Psykisk sygdom: Ca. 15 – 20 pladser årligt
- Fysisk og / eller sociale forhold: Ca. 45 – 50 pladser årligt
Det bemærkes, at en borger kan have flere af ovenstående karakteristika. Kapaciteten kan svinge indenfor de beskrevne karakteristika i forhold til det konkrete behov for tilbud. Købet er for 2004 indenfor udbudsområdet normeret til 79 pladser eks overbelægning.
Den tilbudte kapacitet plads / gennemsnitlige helårspris fremgår af tabel 1:
Tabel 1 - Kapacitetstilbud og helårsudgift ved fuld belægning
Tilbudsgiver | Kapacitet | Helårsudgift i kr. |
Revacentret i København | 30 | 2.566.200 |
Blindes Arbejde | 17 | 2.420.392 |
Hans Knudsen Instituttet | 70 | 6.616.621 |
Kofoeds Skole | 36 | 3.250.080 |
Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats | 4 | 1.017.120 |
I alt | 157 | 15.870.413 |
Som det fremgår af tabel 1 er den samlede tilbudte kapacitet / pris væsentlig højere end det for 2004 normerede pladsantal og budget for 2005 i 2004 priser.
For at sikre de tilbudsgivere, der modtager rammekontrakt en fornuftig drift, indstilles det på den baggrund, at der alene indgås rammekontrakter med de tre højest vurderede tilbudsgivere, Revacentret i København, Blindes Arbejde og Hans Knudsen Instituttet, idet Revacentret i København og Blindes Arbejde, ikke tilsammen alene kan dække Københavns Kommunes kapacitetsbehov.
Det skal bemærkes, at Københavns Kommune ikke forpligter sig til mindstekøb af pladser hos tilbudsgiverne.
Udgifterne til overgangen fra driftsaftalemodel til entreprisemodel, afholdes over Omstillingspuljen på revalideringsområdet 2003 – 2005.
MILJØVURDERING
Det forventes ikke, at beslutningen vil påvirke miljøet. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at de produktioner der finder sted, som led i tilbuddene, er underkastet arbejdsmiljølovgivningen.
ANDRE KONSEKVENSER
Det bemærkes, at ved gennemførsel af udbudsforretning kræves det, at alle nuværende og alle potentielle udbydere stilles lige. Materiale i forbindelse med udbudsforretning er dermed fortroligt, og skal offentliggøres samtidigt for alle, efter der er truffet beslutning. Manglende overholdelse af de gældende retningslinjer m.v. for udbudsforretning, kan betyde, at Københavns Kommune pådrager sig erstatningsansvar.
Hele udbudsmaterialet samt spørgsmål og svar i anonymiseret form offentliggøres på www.kk.dk/udbud-faf.
HØRING
Ingen.
BILAG
Grethe Munk
/
Torben Brøgger