Mødedato: 06.10.2004, kl. 15:30

Tildeling af rammekontrakter 1 (Bilag)

Tildeling af rammekontrakter 1 (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 6. oktober 2004

 

6. Tildeling af rammekontrakter 1 (Bilag)

FAU 476/2004 J.nr. 476/2004

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller:

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder Forvaltningens forslag til at følgende tilbudsgivere tildeles rammekontrakt indenfor udbudsområde 1:

  • Væksthuset
  • Kofoeds Skole
  • Fountain House
  • Hans Knudsen Instituttet
  • Beskæftigelseskonsortiet Settlementerne (tidl. Kristeligt Studenter- Settlement og Settlementet Askovgården)
  • Contra
  • Revacentret i København

  • Dag- og Døgncentret
  • Plan og Handling

  • Konsortiet af Daghøjskoler.

at kontrolbuddet fra Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats accepteres.

 

RESUME

Udbudsområde 1 omhandler redskaber beskrevet i Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 10, § 32, stk. 1. Med henblik på borgeren selvforsørgelse kan benyttes korte vejlednings- og afklaringsforløb, særlig tilrettelagte projekter og uddannelsesforløb, herunder praktik under uddannelsesforløbet og danskundervisning. Der kan ligeledes købes tillægsydelse i form af mentor, beskrevet i Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 14, §78 - §81.

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltrådte den 3. december 2003 proces og tidsplan for udbud af tilbud til borgere, om for- og revalidering, særlig beskæftigelsesfremmende indsats og beskyttet beskæftigelse. Efterfølgende har Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 14. januar 2004 tiltrådt udbudsbekendtgørelse, den 18. februar 2004 udbudsmaterialet og den 17. marts 2004 indstilling om prækvalifikation.

I overensstemmelse med tidsplanen forelægges hermed indstilling om hvilke tilbudsgivere der tildeles rammekontrakt.

Vurderingen af de afgivne tilbud er foretaget i forhold til fem kriterier; pris, kvalitet, fleksibilitet, bredde og leveringssikkerhed. Kriterierne er anført i prioriteret orden. Det betyder, at der skal en større forskel i f.eks. kvalitet til at opveje en forskel i pris. Den tilbudsgiverne, der er lidt billigere, skal vælges i forhold til den tilbudsgiver, der er lidt dyrere og kun lidt bedre på kvalitet.

Det indstilles, at følgende tilbudsgivere tildeles rammekontrakt inden for udbudsområde 1:

  • Væksthuset
  • Kofoeds Skole
  • Fountain House
  • Hans Knudsen Instituttet
  • Beskæftigelseskonsortiet Settlementerne (tidl. Kristeligt Studenter- Settlement og Settlementet Askovgården)
  • Contra
  • Revacentret i København

  • Dag- og Døgncentret
  • Plan og Handling

  • Konsortiet af Daghøjskoler.

Og at kontrolbuddet fra Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats accepteres.

Budget 2005 indenfor udbudsområde 1 forventes at udgøre 169,4 mill. kr. i 2004 priser med de nu kendte budgetforudsætninger.

Dette forudsætter, at den foreliggende budgetaftale vedtages samt at budgetaftalepunkterne på beskæftigelsesområdet udmøntes, således udbudsområdet 1 tilføres 44 millioner, mens det øvrige beskæftigelsesområde pålægges en besparelse på 2,5 millioner svarende til det beløb Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skal udrede til fortsættelse af daghøjskolernes drift i 2005.

Det betyder, at såfremt Borgerrepræsentationen ikke tiltræder budgettet 7. oktober 2004 skal sagen forelægges FAU igen til ny behandling, og der derfor ikke kan ske offentliggørelse af sagen overfor tilbudsgiverne før BR har vedtaget budgettet.

SAGSBESKRIVELSE

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede den 8. oktober 2003, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skulle udarbejde et forslag til rammeudbud for forrevalidering, revalidering, særlig beskæftigelsesfremmende indsats (tidl. gråzoneaktivering) og beskyttet beskæftigelse med virkning fra 1. januar 2005, til behandling og beslutning i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

Den 3. december 2003 tiltrådte Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, at udbuddet gennemføres som udbud med forhandling samt tidsplan for udbuddet. Dvs. at udbudsrunden finder sted i to omgange. Først en prækvalifikationsrunde og herefter en forhandlingsrunde med de prækvalificerede ansøgere, der har afgivet tilbud.

Den 14. januar 2004 tiltrådte Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget udbudsbekendtgørelsen med følgende udbudsområder:

  • Udbudsområde 1: Tilbud efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kapitel 10, Vejledning og Opkvalificering , § 32, stk. 1,:
  • 1) Kortere vejlednings- og afklaringsforløb
  • 2) Særlig tilrettelagte projekter og uddannelsesforløb

og kapitel 14, § 78 - § 81, "Mentor".

  • Udbudsområde 2: Tilbud efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats:
    - Kapitel 11, formidling m.v. af virksomhedspraktik.
    - Kapitel 12, formidling m.v. af ansættelse med løntilskud
    og kapitel 14, § 78 - § 81, "Mentor".
  • Udbudsområde 3: Tilbud om manuelt arbejde på beskyttet beskæftigelsestilbud, jf. Lov om social service § 87.

Indeværende sagsfremstilling omhandler udbudsområde 1.

  • Udbudsområde 1 omhandler redskaber beskrevet i Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 10, § 32, stk. 1. Med henblik på borgeren selvforsørgelse kan benyttes korte vejlednings- og afklaringsforløb, særlig tilrettelagte projekter og uddannelsesforløb, herunder praktik under uddannelsesforløbet og danskundervisning. Der kan ligeledes købes tillægsydelse i form af mentor, beskrevet i Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 14, §78 - §81.

Som led i processen har et bedømmelsesudvalg deltaget i processen med henblik på vurdering af tilbudene. Bedømmelsesudvalget har bestået af følgende personer:

  • 2 centerchefer og en arbejdsmarkedsteam chef fra lokalcentrene
  • 1 centerchef fra handicapcentrene
  • 1 centerchef fra rådgivningscentrene
  • Kontorchefen for Arbejdsmarked / ØPA 3.

Derudover er der modtaget juridisk rådgivning fra Kommunens rådgiver, advokat Thorbjørn Sofsrud, advokatfirmaet Poul Schmith (Kammeradvokatens kontor).

Vurderingen af de afgivne tilbud, er foretaget i forhold til fem kriterier; pris, kvalitet, fleksibilitet, bredde og leveringssikkerhed. Kriterierne er anført i prioriteret orden. Det betyder, at der skal en støre forskel i f.eks. kvalitet til at opveje en forskel i pris. Den tilbudsgiver, der er lidt billigere, skal vælges i forhold til den tilbudsgiver, der er lidt dyrere og kun lidt bedre på kvalitet.

Kriterierne er gennemgået i deres prioriterede rangordning.

Ud fra en samlet vurdering af de samlet set økonomisk mest fordelagtige tilbud baseret på de anførte kriterier (prioriteret) fremtræder følgende rangordning:

Væksthuset vurderes samlet set at tilbyde det økonomisk mest fordelagtige tilbud. De vurderes lidt bedre end Kofoeds Skole i kraft af væsentlig bedre kvalitet, trods Kofoeds Skoles lavere pris.

Kofoeds Skole vurderes i kraft af en lavere pris lidt bedre end Københavns Kommunes Beskæftigelsestilbud.

Københavns Kommunes Beskæftigelsestilbud vurderes noget bedre end Fountain House i kraft af pris.

Hans Knudsen Instituttet vurderes i kraft af pris bedre end Beskæftigelseskonsortiet Settlementerne.

Beskæftigelseskonsortiet Settlementerne vurderes i kraft af pris en lille smule bedre end Contra.

Contra vurderes bedre end Revacentret i København i kraft af en lavere pris.

Revacentret i København vurderes i kraft af sin bredde en smule bedre end resterende tilbudsgivere.

Dag- og Døgncentret vurderes en smule bedre end Plan og Handling i kraft af pris.

Plan og Handling vurderes en smule bedre end Konsortiet af Daghøjskoler i kraft af fleksibilitet.

Konsortiet af Daghøjskoler vurderes som ringere end øvrige tilbudsgivere som følge af en kombination af pris, kvalitet og fleksibilitet samt leveringssikkerhed.

På baggrund af gennemgangen af tilbuddene og Københavns Kommunes kapacitetsbehov / købskapacitet (budget) indenfor udbudsområde 1 indstilles det, at følgende tilbudsgivere tildeles rammekontrakt:

  • Væksthuset
  • Kofoeds Skole
  • Fountain House
  • Hans Knudsen Instituttet
  • Beskæftigelseskonsortiet Settlementerne
  • Contra
  • Revacentret i København.

  • Dag- og Døgncentret
  • Plan og Handling
  • Konsortiet af Daghøjskoler

Og at kontrolbuddet fra Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats accepteres.

Kontrolbuddet

Som led i udbuddet har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens egne institutioner indleveret, prækvalifikationsmateriale, på linje med de eksterne aktører, som led i afgivelse af kontrolbud jf. reglerne herfor.

Det er Forvaltningens vurdering, at materialet godtgør at Københavns Kommune fagligt, teknisk og kapacitetsmæssigt kan afgive kontrolbud på alle tre områder.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har indenfor udbudsområde 1 afgivet kontrolbud på vegne af følgende centre, institutioner og projekter:

  • JobPlan
  • Det Grønne Jobhus
  • Udgangspunktet
  • Værkstedet
  • Indre Nørrebro
  • Hotellet
  • Blindeinstituttet (IBOS)

Det bemærkes, at kontrolbuddet afgives jf. de statslige retningslinjer herfor.

Det bemærkes, at kompetence med hensyn til afgivelse af kontrolbud, jf. Direktør Grethe Munks instruks af 15. januar 2004, henhører under vicedirektør Sven Bjerre. Dette med henblik på at forebygge evt. problemstilling i forhold til inhabilitet hos vicedirektør Torben Brøgger og Arbejdsmarked / ØPA 3, der varetager gennemførelsen af udbudsforretningen.

Det indstilles, at kontrolbuddet accepteres, idet kontrolbuddet set i forhold til de øvrige tilbudsgivere er på linje med disse, i forhold til kvalitet, pris, fleksibilitet, bredde og leveringssikkerhed.

ØKONOMI

Budget 2005 indenfor udbudsområde 1 forventes at udgøre 169,4 mill. kr. i 2004 priser med de nu kendte budgetforudsætninger.

Dette forudsætter, at den foreliggende budgetaftale vedtages samt at budgetaftalepunkterne på beskæftigelsesområdet udmøntes, således udbudsområdet 1 tilføres 44 millioner, mens det øvrige beskæftigelsesområde pålægges en besparelse på 2,5 millioner svarende til det beløb Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skal udrede til fortsættelse af daghøjskolernes drift i 2005.

Det betyder, at såfremt Borgerrepræsentationen ikke tiltræder budgettet 7. oktober 2004 skal sagen forelægges FAU igen til ny behandling, og der derfor ikke kan ske offentliggørelse af sagen overfor tilbudsgiverne før BR har vedtaget budgettet.

I forbindelse med de gennemførte forhandlinger er det fra flere tilbudsgiveres side tilkendegivet, at Københavns Kommune er en vigtig samarbejdspartner for at sikre en fornuftig drift af tilbudsgiverens virksomhed.

Københavns Kommune har af samme årsag under forhandlingerne tilkendegivet, at der vil ske en vurdering af den nødvendige kapacitet set i forhold til de kendte budgetforudsætninger indenfor udbudsområderne, hvorfor Københavns Kommune ikke kan indgå rammekontrakt med alle tilbudsgiverne, selvom deres tilbud vurderes at være nogenlunde lige gode mht. de fastlagte kriterier.

Københavns Kommune beregner i dag alene enhedsomkostninger indenfor udbudsområde 1 på basis af de særligt tilrettelagte projekter og uddannelsesforløb.

Den tilbudte kapacitetsplads for særlige tilrettelagte projekter og uddannelsesforløb fremgår af tabel 1:

Tabel 1 - Kapacitetstilbud f or særligt tilrettelagte projekter & uddannelsesforløb –

helårspersoner.

Tilbudsgiver

Kapacitet

Væksthuset

145

Kofoeds Skole

237

Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats

139 (133/6)

Fountain House

17

Hans Knudsen Instituttet

168

Beskæftigelseskonsortiet Settlementerne

183

Contra

70

Revacentret i København

639

Dag- og Døgncentret

21

Plan & Handling

45

Konsortiet af Daghøjskoler

162

I alt

1.826

Udgiften til køb af en helårsplads er jf. regnskabsprognose 2004 i alt 128.183 kr. Der kan på den baggrund estimeres et muligt køb af ca. 1.321 helårspladser i 2005 med det i dag kendte budget for 2005 i 2004 priser. Herudover skal Københavns Kommune sikre en vis mulighed for fleksibilitet, borgerens valgmulighed samt mulighed for sæsonsvingninger, hvorfor det vurderes at der er behov for en kapacitet på ca. 30 pct. mere. Dvs. ca. 1.718 årspladser.

Som det fremgår af tabel 1 er den samlede tilbudte kapacitet kun lidt højere end der er budgetmæssig mulighed for at købe. Endvidere betyder vurderingen af behovet og det forhold, at en leverandør accepteres med sit samlede tilbud, at der hermed ikke er grundlag for at foretage reduktion i antallet af tilbudsgivere ud fra kapacitetshensyn.

Københavns Kommune vil hermed få en rigelig kapacitet til rådighed, men det skal bemærkes, at Københavns Kommune ikke forpligter sig til mindstekøb af pladser hos tilbudsgiverne.

 

Udgifterne til overgangen fra driftsaftalemodel til entreprisemodel, afholdes over Omstillingspuljen på revalideringsområdet 2003 – 2005.

 

MILJØVURDERING

Det forventes ikke, at beslutningen vil påvirke miljøet. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at de produktioner der finder sted, som led i tilbuddene, er underkastet arbejdsmiljølovgivningen.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Det bemærkes, at ved gennemførsel af udbudsforretning kræves det, at alle nuværende og alle potentielle udbydere stilles lige. Materiale i forbindelse med udbudsforretning er dermed fortroligt, og skal offentliggøres samtidigt for alle, efter der er truffet beslutning. Manglende overholdelse af de gældende retningslinjer m.v. for udbudsforretning, kan betyde, at Københavns Kommune pådrager sig erstatningsansvar.

Hele udbudsmaterialet samt spørgsmål og svar i anonymiseret form offentliggøres på www.kk.dk/udbud-faf.

 

HØRING

Ingen.

 

BILAG

  • Notat Sammenfatning af tilbuddene – udbudsområde 1.
  • Referencedokumenter for udbudsområde 1.
  • Selve ansøgningsmaterialer kan tilvejebringes via Sekretariatet.

 

Grethe Munk /

Torben Brøgger

 

Til top