Mødedato: 06.09.2000, kl. 08:00

Udlejning af ejendom til flygtningefamilie, Hjortholms Allé 33, 2400 København NV.

Udlejning af ejendom til flygtningefamilie, Hjortholms Allé 33, 2400 København NV.

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 6. september 2000

 

Sager til beslutning

7. Udlejning af ejendom til flygtningefamilie, Hjortholms Allé 33, 2400 København NV.

FAU 525/2000 J.nr. 164/00

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at kommunens ejendom beliggende Hjortholms Allé 33, 2400 København NV, udlejes til en flygtningefamilie på 15 personer.

 

 

RESUME

En flygtningefamilie på 15 personer er midlertidigt indkvarteret i en ejendom lejet af Københavns Kommune. Lejemålet ophører ved årets udgang, hvorfor det er nødvendigt at finde en anden bolig til familien.

En mulighed er at familien lejer kommunens ejendom beliggende Hjortholms Allé 33, 2400 København NV.

 

SAGSBESKRIVELSE

Københavns Kommune overtog, i medfør af integrationslovens ikrafttrædelse den 1. januar 1999 integrationsansvaret, og dermed indkvarteringsopgaven for et stort antal flygtninge, fra Dansk Flygtningehjælp. Af de 26 personer der pr. 1. august 2000 resterer i midlertidigt indkvartering, er der en familie på 15 personer. Familien er indkvarteret i en ejendom lejet af Københavns Kommune til formålet. Ved årets udgang forventes ombygning af ejendommen påbegyndt, således den fremover kan anvendes af psykisk udviklingshæmmede.

Familien er ikke omfattet af integrationsloven, hvorefter der skal skaffes permanent bolig indenfor 3 måneder efter overgivelsen til kommunen. Den har været midlertidigt indkvarteret i ca. 3 år, hvorfor det af hensyn til familiens fremtid, børnenes skolegang m.v. er afgørende, at en permanent boligplacering finder sted snarest.

Københavns Kommunes ejendom beliggende Hjortholms Allé 33 anvendes på nuværende tidspunkt til midlertidig indkvartering af flygtninge, som dog har fået en permanent bolig pr. 15. oktober 2000. I henhold til udtalelse fra byggedirektoratet af 3. februar 2000 kan ejendommen gå tilbage til den oprindelige status som familiebolig.

Ejendommen egner sig til boligplacering af denne meget store familie, eventuelt på en 2-årig midlertidig kontrakt, hvorefter ejendommen kan overgå til anden brug.

 

Alternativ

Eneste anden mulighed pt. for at boligplacere familien efter årets udgang, vil være fortsat midlertidig indkvartering i ejendommen Ravneholmsvej 8, 2400 København NV. Kommunen har mulighed for at afvikle dette lejemål pr. 1. september 2000, men har ret til at fortsætte lejeforholdet frem til udgangen af år 2001. Fortsat midlertidig indkvartering vil således betyde, at der med udgangen af år 2001 skal findes ny bolig til familien.

ØKONOMI

Hjortsholm Allé:

Hjortholms Allé 33 har et boligareal på 200 m2, samt kælder. Sættes lejen til kr. 475/m2 for boligdelen vil den månedlige leje beløbe sig til kr. 7.917,-, hvilket beløb familien, ifølge deres sagsbehandler, vil kunne betale.

Huslejeniveauet har uformelt været drøftet med huslejenævnet, der oplyser at et så højt lejeniveau muligvis kan accepteres grundet bl.a. kælderfaciliteter. En formel udtalelse kan ikke indhentes, da nævnet kun går ind i aktuelle tvister.

Ejendommen er i indeværende år vurderet til kr. 770.000,-.

Hjortholms Allé 33 har været nævnt som erstatningsbolig i relation til Boligreguleringslovens § 46. Om konkret erstatningsbolig fremover kræves, også efter Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens henvendelse til Bygge- og Teknikforvaltningen, kan Hjortholms Allé eventuelt indgå som en sådan.

Ravneholmsvej 8:

Skønnet udgift for Københavns Kommune i år 2001 til leje og drift af lejemålet Ravneholmsvej 8 udgør kr. 250.000,-.

Da Københavns Kommune ikke vil kunne fremleje ejendommen til familien, vil familien alene skulle betale taksten for ophold i midlertidig indkvartering, som pt. udgør kr. 3.254,- pr. måned.

 

HØRING

Ingen

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

BILAG

Ingen

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

 

Til top