Mødedato: 06.06.2001, kl. 13:00

Nedsættelse af aldersgrænsen for Privat Dagpleje

Nedsættelse af aldersgrænsen for Privat Dagpleje

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 6. juni 2001

 

Sager til beslutning

4. Nedsættelse af aldersgrænsen for Privat Dagpleje

FAU 242/2001 J.nr. 242/01

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at aldersgrænsen i pasningsordningen Privat Dagpleje nedsættes til ½ år for at øge antallet af pladser til børn under 1 år.

RESUME

I budget 2001 er der afsat midler til en generel sænkning af pladsgarantialderen til 11 måneder. En sænkning af pladsgarantialderen forudsætter både en udbygning af traditionelle institutionspladser og etablering af flere pladser i alternative pasningsordninger.

Som led i udmøntning af beslutningen om at sænke pladsgarantialderen foreslås det derfor at sænke aldersgrænsen i Privat Dagpleje fra 1 år til ½ år. Det forventes, at forslaget vil skabe ca. 120 nye pladser, og de samlede driftsudgifter forventes at være ca. 9,8 mill. kr. Udgifterne finansieres inden for budgettet til alternative pladser.

SAGSBESKRIVELSE

Privat Dagpleje er et pasningstilbud i Københavns Kommune, hvor en forælder ansættes til at passe sit eget og et andet barn. Ordningen er på nuværende et tilbud fra pladsgarantialderen, dvs. 11 måneder. I år 2000 var der i gennemsnit 185 børn i ordningen.

Privat Dagpleje udmærker sig ved, at ordningen giver børnene en blid start, idet der kun passes to børn i den enkelte ordning. Desuden udsættes børnene for mindre smitterisici.

En nedsættelse af aldersgrænsen for den Private Dagpleje vil reducere presset på ventelisten og bidrage til at opfylde målet om en nedsættelse af pladsgarantien til 11 måneders alderen i år 2001.

Det begrænser udbredelsen af Privat Dagpleje, at ordningen først tilbydes fra pladsgarantialderen. På det tidspunkt har forældrene ofte indstillet sig på, at barnet kan begynde i vuggestue eller en almindelig dagplejeordning i løbet af kort tid. I de tilfælde fravælger forældrene ofte Privat Dagpleje, fordi de ikke ønsker en ordning af så kort varighed.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen foreslår, at aldersgrænsen for optag af børn i Privat Dagpleje sænkes fra 1 år til ½ år ligesom i Privat Børnepasning. På baggrund af tidligere erfaringer med optag af børn i ordningen fra ½ år vurderes det, at en sænkning af aldersgrænsen vil medføre en betydelig øget efterspørgsel på ordningen svarende til ca. 120 ekstra pladser fordelt på alle BR-bydele.

Det er dog vanskeligt at forudsige præcis, hvilken kvantitativ effekt den ændrede aldersgrænse for Privat Dagpleje vil have, og der kan på sigt blive behov for at op- eller nedjustere det forventede pladstal på baggrund af den faktiske efterspørgsel.

Servicelovens rammer for aldersgrænse i Privat Dagpleje

Serviceloven giver mulighed for, at dagplejen kan organiseres på flere måder. F.eks. kan der oprettes ordninger som Privat Dagpleje, hvor dagplejeren bl.a. passe sit eget barn. Derfor er Privat Dagpleje inden for de rammer, som Serviceloven har fastsat for dagtilbud (Servicelovens §7).

Det betyder, at et barn kan blive optaget i Privat Dagpleje på lige fod med f.eks. optagelse i daginstitution. Derfor er det underordnet, om Københavns Kommune tilbyder plads i Privat Dagpleje, før vi kan tilbyde daginstitutionsplads.

ØKONOMI

I budget 2001 er der afsat 46 mill. kr. til drift af alternative pladser. Heraf forventes ca. 20 mill. kr. anvendt til Privat Børnepasning. Der resterer således ca. 26 mill. kr. til drift af andre alternative pasningsordninger.

Udgifterne til sænkning af aldersgrænsen i Privat Dagpleje forventes at være ca. 9,8 mill. kr. Beløbet kan finansieres inden for budgettet til alternative pladser.

De beregnede henholdsvis brutto- og nettopriser for de nye pladser i Privat Dagpleje fremgår af tabel 1.

Tabel 1. Pladspriser og samlede udgifter

 

Brutto pladspris

Samlede udgifter

brutto

Netto* pladspris

Samlede udgifter netto

Privat Dagpleje (120 pladser)

107.800 kr.

12,9 mill. kr.

81.600 kr.

9,8 mill. kr.

Samlede udgifter er inkl. PR og overhead til administration

*Netto pladspris er beregnet som brutto pladspris minus forældrebetaling

 

ANDRE KONSEKVENSER

-

HØRING

-

BILAG

-

Grethe Munk

/

Sven Bjerre

 

Til top