Ændring/opsigelse af lejekontrakt for en del af spejderarealet på Artillerivej 67
Ændring/opsigelse af lejekontrakt for en del af spejderarealet på Artillerivej 67
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 6. april 2005
6. Ændring/opsigelse af lejekontrakt for en del af spejderarealet på Artillerivej 67
FAU 149/2005 J.nr. 149/2005
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager en indsigelse fra Det Danske Spejderkorps mod en ændring/opsigelse af en areallejekontrakt til efterretning og henviser henvendelsen til behandling i Bygge- og Teknikforvaltningen, hvor lejekontrakten henhører.
RESUME
Jesper Schou Hansen (V) har på udvalgsmødet den 16. marts 2005 på baggrund af henvendelse fra spejderne anmodet om at få sagen vedrørende ændring/opsigelse af lejekontrakt for en del af spejderarealet på Artillerivej 67 på udvalgets dagsorden. Spejderne gør i henvendelsen indsigelser mod ændringen/opsigelsen.
Anna Poulsens Menighedsbørnehave på Gunløgsgade 65 har hidtil haft et legeareal ved indgangen til Amager Fælled. Da dette areal vil blive berørt af udvidelsen af Skolen på Islands Brygge, har Bygge- og Teknikforvaltningen tilbudt børnehaven et erstatningsareal på en del af spejdergrunden på Artillerivej 67. Denne forvaltning har på baggrund af en beslutning i Bygge- og Teknikudvalget den 8. december 2004 sendt en ændring/opsigelse af lejekontrakten til spejderne vedrørende den del af grunden, som børnehaven fremover skal benytte. Spejderne skal endvidere fjerne den del af huset, der ligger på børnehavens fremtidige område, medmindre der kan indgås en skriftlig aftale om børnehavens benyttelse af denne del af huset. I modsat fald opsiges lejeaftalen og hele grunden skal afleveres i ryddeliggjort stand.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har ingen indvendinger mod indholdet i ændringen til lejekontrakten. Seneste nyt i sagen er, at Vej & Park har inviteret spejderne, Anna Poulsens Menighedsbørnehave og forvaltningen til et møde den 6. april 2005 med henblik på at opnå en afklaring i sagen.
Forvaltningen indstiller, at udvalget tager indsigelsen til efterretning og henviser henvendelsen til behandling i Bygge- og Teknikforvaltningen, hvor lejekontrakten henhører.
SAGSBESKRIVELSE
Bygge- og Teknikforvaltningen har opsagt en lejeaftale med Anna Poulsens Menighedsbørnehave, beliggende Gunløgsgade 65, om institutionens anvendelse af et legeareal ved indgangen til Amager Fælled. Arealet vil blive berørt af udbygningen af Skolen på Islands Brygge. Bygge- og Teknikforvaltningen har som erstatning tilbudt børnehaven at benytte en del af det hidtidige spejderareal på Artillerivej 67.
Bygge- og Teknikudvalget har på mødet den 8. december 2004 besluttet, at spejdergrunden fremover opdeles således, at spejderne beholder den midterste del af grunden, hvor huset er beliggende, og at Anna Poulsens Menighedsbørnehave tilbydes den nordlige del af arealet til erstatning for det hidtidige areal. Den sydlige del af grunden tildeles fritidshjemmet Thorshave.
Som opfølgning på denne beslutning har Vej & Park den 21. februar 2005 fremsendt en ændring/opsigelse af lejeaftalen til spejderne vedr. den del af grunden, der skal stilles til rådighed for børnehaven. En mindre del af spejderbygningen ligger på børnehavens fremtidige areal, men Vej & Park vil frafalde kravet om at spejderne skal fjerne denne del af bygningen, hvis der senest den 21. marts 2005 kan opnås en skriftlig aftale mellem spejderne og børnehaven om dennes anvendelse af bygningen. I modsat fald skal det lejede areal betragtes som opsagt til fraflytning den 24. juni 2005 i ryddeliggjort stand.
Spejderne har den 3. marts 2005 sendt et brev til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget med en indsigelse mod indholdet i Vej & Park´s opsigelsesbrev. Efter anmodning fra udvalgsmedlem Jesper Schou Hansen på FAU-mødet den 16. marts 2005 blev det besluttet, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skal udarbejde en indstilling herom til mødet den 6. april 2005.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har ingen indvendinger mod indholdet i ændringen til lejekontrakten. Seneste nyt i sagen er, at Vej & Park har inviteret spejderne, Anna Poulsens Menighedsbørnehave og forvaltningen til et møde den 6. april 2005 med henblik på at opnå en afklaring i sagen. Forvaltningen indstiller, at udvalget tager indsigelsen til efterretning og henviser henvendelsen til behandling i Bygge- og Teknikforvaltningen, hvor lejekontrakten henhører.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
Ingen
konsekvenser
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
HØRING
Vej & Park er orienteret om indsigelsen til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
BILAG
Ingen
Grethe Munk
/
Torben Brøgger