Mødedato: 06.03.2002, kl. 15:30

Klager i byggesager (Bilag)

Klager i byggesager (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 6. marts 2002

 

Sager til beslutning

9. Klager i byggesager (Bilag)

FAU 98/2002 J.nr. 98/2002

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager nedenstående redegørelse til efterretning.

RESUME

Majbritt Mamsen (C) har bedt om en redegørelse for klager i byggesager i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og om at få sagen taget på dagsordenen til et møde i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

Klager i byggesager kan som hovedregel henføres til fejl og mangler, der rettes inden for den 5-årige garanti, der stilles af entreprenørerne. Under 10 % af klagerne vedrører indretningen eller forhold, som ikke umiddelbart kan kræves udbedret. Klagerne håndteres forskelligt afhængig af deres art.

Der foreligger vejledninger om samarbejdet med institutionerne ved større ombygninger og vedligeholdelsesarbejder og om mangler og garantiordninger i nybyggeri og ombygninger.

SAGSBESKRIVELSE

Majbritt Mamsen (C) har stillet følgende spørgsmål, som bedes taget på dagsordenen til et møde i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget:

"- Hvor mange af de byggesager, som 9. kontor har behandlet i de sidste år, har givet problemer i form af klager m.v.? Hvad har klagerne omhandlet og hvorledes har 9. kontor fulgt op?

- Er der evt. brug for nye retningslinjer for 9. kontors ansvar mv. i byggesager, som kan sendes til de daginstitutioner, der samarbejdes med?

Motivering for spørgsmålet:

Majbritt Mamsen er fra sin egen institution Vindsuset, ledelsen fra Lokalcentret i Brønhøjs-Husum og fra formanden fra Forældreforum blevet orienteret om, at der ofte har været problemer ift. samarbejdet mellem 9. kontor og daginstitutioner i.f.m. byggesager."

Arten af klager.

Som led i opfyldelsen af pladsgarantien er der siden 1995 bygget nye daginstitutioner eller foretaget om- og tilbygninger til eksisterende daginstitutioner og ejendomme i størrelsesordenen 100 byggeprojekter, som 9. kontor har været ansvarlig for. I under 10 % af sagerne har der været klager fra ledere, personale eller forældrebestyrelser, der rækker ud over den løbende indberetning af fejl og mangler, der registreres og udbedres fra entreprenørerne afleverer projektet og frem til 5. års gennemgangen, hvor garantien ophører.

Klagerne kan omhandle manglende færdiggørelse, typefejl i forhold til standardbyggeprogram, indeklimagener og gener med vand på legepladser. Formen for behandlingen af klager afhænger af klagens karakter:

1.1 Klager over fejl i udførelsesfasen .

Disse klager bringes videre til entreprenøren, som har en pligt til at udbedre fejlene. Er der uenighed mellem partene, om fejlen skyldes entreprenørens arbejde, almindeligt slid på bygningen eller om fejlen stammer fra andre håndværkere, som har været bestilt til at lave arbejder efterfølgende, aftales der som hovedregel et møde på stedet, hvor skaden besigtiges. Institutionens leder deltager normalt i heri. I forbindelse hermed træffes der beslutning om udbedring og betalingen herfor.

I visse tilfælde kan det være vanskeligt umiddelbart at afgøre, om der er tale om projekterings- eller udførelsesfejl eller en fejl i forvaltningens byggeprogram. I sager hvor entreprenøren ikke er villig til umiddelbart at udbedre en mangel vurderer forvaltningen i hver enkelt sag, om der er grundlag for at rejse erstatnings krav mod entreprenøreren. Disse sager indbringes i yderste konsekvens for en voldgiftsret med de dermed forbundne konsekvenser i form af sagsomkostninger og udskydelse af udbedring af manglen.

1.2 Klager over fejl, der af entreprenøren er udført som beskrevet.

Der kan være tale om mangler i byggeprogrammet eller om fejl og forglemmelser i Rådgiverens projektering. I disse sager vurderes det, om der er grundlag for at gøre et rådgiveransvar gældende mod arkitekt/ingeniør eller evt. at foretage ændringer i det standardbyggeprogram, der anvendes ved projektering af daginstitutioner.

Såfremt der er tale om en væsentlig mangel, der skal udbedres, afholdes udgiften af anlægsbudgettet, hvilket kan medføre en overskridelse af den givne bevilling.

1.3 Klager over institutionernes indretning.

På grundlag af byggeprogrammet er det op til den arkitekt, der projekterer en institution at give forslag til den måde, funktionen i huset kædes sammen på. 9. kontor indgår i vurderingen af funktionaliteten og de foreslåede byggemetoder. Hvor der er tale om en om- eller tilbygning i en eksisterende institution inddrages en byggefølgegruppe fra institutionen, bestående af lederen, sikkerhedsrepræsentanten og en eller flere repræsentanter fra forældrebestyrelsen.

Når byggeriet er udført, er de økonomiske og tekniske muligheder for at foretage gennemgribende bygningsændringer begrænset. 9. kontor arbejder i den forbindelse på at forbedre dialogen med brugerne og derigennem anskueliggøre, hvad der kan betragtes som fejl, der skal rettes, og hvad der er ønsker, der ikke er plads til i den økonomiske ramme.

Retningslinjer.

9. kontor konstaterede i 1999, at der i institutioner og lokale centre var usikkerhed om, om det var institutionen, det lokale center eller 9. kontor, der har ansvaret for at følge op på fejl og mangler i de byggerier, der var afleveret til ibrugtagning. I konsekvens heraf blev der udarbejdet en vejledning om mangler og garantiordninger ved nybyggeri og ombygninger. Vejledningen udleveres til institutionslederen i forbindelse med ibrugtagningen. Der opfordres heri til, at lederen tager kontakt til 9. kontor, der har ansvaret for at følge op på manglerne.

I samarbejde med sikkehedsorganisationen er der udarbejdet en vejledning om indragelse af en byggefølgegruppe, når der bygges om eller til i eksisterende institutioner. Det er 9. kontors vurdering, at tilfredsheden med det samlede resultat bliver større, når de fremtidige brugere således indgår direkte i arbejdet og inddrages i de prioriteringer af teknisk og økonomisk karakter, der skal foretages i enhver byggesag.

For at fremme samarbejdet med de lokale centre har 9. kontor besluttet, at der fremover indbydes en repræsentant herfra ved projekteringen for at varetage brugersynspunkter for nye institutioner, hvor der hverken er pædagoger eller forældrebestyrelse at være i dialog med.

Herved vil 9. kontor samtidig få mulighed for allerede i projekteringsfasen at forklare, hvad der inden for den økonomiske ramme er mulighed for medtage i byggeriet, hvad der kan indgå på en ønskeliste, og hvad der på forhånd vurderes som ikke realistisk grundet økonomi eller krav fra andre myndigheder.

Aflevering, 1 års- og 5 års- gennemgange er en kontraktsmæssig aftale mellem bygherren ved 9. kontor og entreprenøren. 1 repræsentant for institutionen og fra det lokale center har mulighed for deltage.

MILJØVURDERING

Ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Ingen.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

HØRING

Ingen.

BILAG

  • Vejledning om mangler og garantiordninger ved nybygger og ombygninger , november 1999.

 

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

Til top