Forsøgsbydelene - lokalerokade og huslejebetaling (Bilag)
Forsøgsbydelene - lokalerokade og huslejebetaling (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 6. februar 2002
Sager til beslutning
4. Forsøgsbydelene - lokalerokade og huslejebetaling (Bilag)
FAU 44/2002 J.nr. 44/2002
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller overfor Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget,
at udvalget tager Økonomiforvaltningens vedlagte indstilling om lokalefordeling i forbindelse med bydelsafviklingen til efterretning. Indstilling er udarbejdet i samarbejde mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Sundhedsforvaltningen, Økonomiforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
For Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens vedkommende indebærer forslaget en flytning af handicapcenter Øst til handicapegnede lokaler på Østerfælled Torv og for lokalcentret Indre Nørrebro indebærer forslaget, at centret samles på en adresse. Såvel lokalcentret som handicapcentret opnår bedre og mere personale- og kundevenlige lokaler.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller overfor Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, at udvalget tiltræder følgende;
at Handicapcenter Øst flytter fra lokaler på Skt. Joseph, Griffenfeldsgade nr. 44, til Østerfælled Torv nr.13.
at Lokalcenter Indre Nørrebro får til huse på Skt. Joseph, Griffenfeldsgade.
RESUME
I forbindelse med tilbageførelsen af forsøgsbydelene er der behov for en del lokaltilpasninger.
På Nørrebro er der tale om en større rokade, og det indstilles, at Indre Nørrebro lokalcenter samles i Skt. Joseph og handicapcenter Øst på Østerfælled Torv. Handicapcenter Øst er placeret i ikke-handicapvenlige lokaler i Griffenfeldsgade og lokalcentret er fordelt på tre adresser; Skt. Joseph, Korsgade og Sjællandsgade.
Merudgiften finansieres indenfor administrationsområdet og 1 mill. kr. fra servicenivelleringspuljen, idet lokalrokaden er en følge af tilbageføring af forsøgsbydelene.
SAGSBESKRIVELSE
Handicapcenter
Handicapcenteret (1914 m2) beliggende på Sankt Joseph, Griffenfeldsgade 44, Indre Nørrebro er placeret i uhensigtmæssige lokaler på 3. sal. Lokalerne er på grund af beliggenheden på 3. sal og dårlige adgangsforholdene svært tilgængelige for handicappede. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen betaler ikke husleje i dag for lejemålet i Sankt Joseph.
Med den foreslåede lokalerokade flyttes handicapcenteret til Øster Fælled Torv, der er særdeles velegnet til formålet. Lejemålet på Øster Fælled Torv udgør 2090 m2. Der skal betales en markedsleje på 1.200 kr. for lokalerne svarende til en samlet årlig husleje for handicapcenteret på 2.508.000 kr. Udgiften afholdes inden for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets eget budget.
Lokalcenter
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens lokalcenter på Indre Nørrebro, der har 202 medarbejdere, er pr. 1. januar 2002 placeret på 3 adresser i bydelen.
Adresse |
Antal M2 |
Antal Medarbejdere |
Nuværende husleje (mill. kr.) opgjort i 2002 p/l. |
Sankt Joseph |
750 |
30 |
0 |
Korsgade 3 |
1.546 |
83 |
1,6 |
Sjællandsgade 38 – 40 |
1.728 |
89 |
1,7 |
Fremtidig placering
Den mest optimale løsning er at placere lokalcenterets 4 funktioner samlet.
Dette vil kunne ske ved at anvende 4.810 m2, der er ledige eller kan frigøres på Sankt Joseph.
Udgifterne til istandsættelse heraf anslås af Rytter Aps Arkitekter at ville udgøre 24.171.000 kr. Den samlede byggetid beregnes til 8 mdr. Byggeriet kan etapeopdeles, således, at en del af lokalerne vil kunne i brugtages efter 5 mdr. Forudsætningen for at skaffe de fornødne ledige m2 er dels en flytning af Handicapcenteret til ledige lokaler på Øster Fælled Torv, og dels flytning af administrationen på Sankt Josephs Plejehjem til andre lokaler på Sankt Joseph.
Projektet med ombygningen af Sankt Joseph omfatter: Bygning 3 stuen og 3. sal, bygning 4 stuen, 1. sal og 3. sal, bygning 2 stuen og 3. sal, bygning 5 1. sal, 2. sal og 3. sal i alt 4.810 m2, hvor der er mulighed for at etablere 206 arbejdspladser.
Organisatorisk fordeling af lokalcenterets 202 medarbejdere
Serviceteam |
93 |
Teknisk Administrativt Team |
28 |
Voksen Team |
46 |
Børne Familie Team |
35 |
Der etableres 2 arbejdspladser i hver af de tidligere sengestuer. Andre kontorer kan etableres som storkontorer eller enkeltmandskontorer. Ombygningen omfatter nye akustiklofter med belysning, installation for telefon og edb, strømudtag, istandsættelse af toiletrum, opmaling af lokalerne, nye skillevægge for opdeling af kontorerne, reparation af eksisterende gulve samt nye gulve og indretning af fællesrum på etagerne.
Fremtidig husleje for Sankt Joseph udgør 1.010 kr. pr m2, som anvendes til lokalcenter, svarende til en årlig husleje på 4,858 mill. kr.
MILJØVURDERING
Ingen
ØKONOMI
Merudgiften for leje af Sankt Joseph efter renovering vil herefter andrage 0,6 mill. kr.
For Øster Fælled Torv er huslejen fastsat til 2,508 mill. kr. De samlede merudgifter for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen udgør herefter (2,508+0,6): 3,108 mill. kr.
Merudgiften finanisieres af administrationsområdet og med 1 mill. kr. fra servicenivellings-puljen, idet lokalerokaden er en følge af tilbageførslen af forsøgsbydelen.
HØRING
Ingen
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
BILAG
- Indstilling dateret 29. januar 2002 udarbejdet i samarbejde mellem Uddannelses- og ungdomsforvaltningen, Sundhedsforvaltningen, Økonomiforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Grethe Munk
/ Torben Brøgger