Mødedato: 05.10.2005, kl. 15:30

Lukning af vuggestuen Sommerfuglen (Bilag)

Lukning af vuggestuen Sommerfuglen (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 5. oktober 2005

 

 

10.      Lukning af vuggestuen Sommerfuglen (Bilag)

 

FAU 467/2005  J.nr. 467/2005

 

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget beslutter,

 

at vuggestuen Sommerfuglen lukkes med virkning fra 1. august 2006. Forvaltningen udarbejder en konkret, skriftlig handleplan for lukning af institutionen.

 

RESUME

I forbindelse med den reviderede udbygningsplan foreslås det, at vuggestuen Sommerfuglen bliver lukket, da institutionen ikke er efterspurgt blandt forældrene, har en lav belægningsprocent og utidssvarende fysiske forhold. Samtidig viser behovsprognosen en overkapacitet på vuggestuesiden i bydelen.

 

De indgåede høringssvar er negative overfor den foreslåede lukning af institutionen.

 

I sidste afsnit i sagsfremstillingen gennemgås forvaltningens forslag til en tids- og informationsplan. Der vil blive lagt særligt fokus på de usikkerhedsfaktorer, der måtte være i forhold til personalet, børnegruppen og forældrene, på de møder, der indgår i tids- og informationsplanen.

SAGSBESKRIVELSE

1. Daginstitutioner i Valby

I Valby bydel var der pr. juli 2005 i alt 43 daginstitutioner fordelt på 10 vuggestuer, 17 integrerede institutioner og 16 børnehaver. Over halvdelen af de 43 institutioner har 3 børnegrupper eller derunder. Selv om forslagene om kapacitetstilpasning gennemføres i bydelen vil det derfor fortsat være muligt at vælge mellem en bred vifte af institutioner med hensyn til typer og størrelser. 

 

2. Forslag om kapacitetstilpasning i Sommerfuglen (Høffdingsvej 63)

Sommerfuglen er en selvejende vuggestue, der er normeret til 32 vuggestuepladser.

 

Institutionen havde i 2004 en belægningsprocent på 84,4 %, 59 % af de forældre, der modtog et tilbud om plads i Sommerfuglen, valgte at takke nej til tilbuddet.

 

Institutionen ligger på 3. sal og har ingen elevator eller legeplads. Boligselskabet har givet afslag på lokalcentrets anmodning om at tillade etablering af en elevator. Det samme gør sig gældende for henvendelsen om at indrette en legeplads. Der er derfor ikke udsigt til, at de fysiske rammer kan forbedres afgørende.  

 

Da institutionen ligger i et område, hvor der er for mange vuggestuepladser, foreslås det, at hele institutionen og dermed de 32 vuggestuepladser nedlægges.

 

Forvaltningen vil sammen med institutionens personale og forældrene i institutionen udfærdige konkrete handleplaner for personalet og børnene. Dette arbejde bliver iværksat, efter høringen er afsluttet, og der er truffet en politisk beslutning om, hvorvidt forvaltningen skal gå videre med forslaget.

 

Det vil indgå i handleplanerne, hvilk e muligheder der er for, at børnene eventuelt kan flyttes i grupper til andre institutioner. Pladsanvisningen vil i videst mulig omfang tage hensyn til forældrenes ønsker ved en flytning til en anden institution.

 

I forbindelse med de konkrete handleplaner vil Sommerfuglens personale blive tilbudt optagelse i forvaltningens jobbank. For medarbejderne vil det betyde, at de i forbindelse med lukningen af institutionen optages i jobbanken, hvor de står i lukningsperioden. I denne periode sender forvaltningen stillingsopslag til dem. Der er typisk blevet meddelt et ansættelsesstop på institutionsområdet, således at medarbejderne kommer i betragtning, inden at stillingerne slås op.

 

3. Høringssvar vedr. Sommerfuglen

Der er indkommet høringssvar fra:

·        Menighedernes Daginstitutioner (MD)

·        Lederen og institutionsbestyrelsen (Inst)

·        6 forældre

·        102 underskrifter imod lukningen

 

Udover høringssvarene vedrørende de konkrete forslag om kapacitetstilpasning har Valby Lokaludvalg indsendt et alment høringssvar. Lokaludvalget lægger vægt på:

-         at Valbys borgere bevarer valgmulighederne i deres lokalområde,

-         at forvaltningen tilgodeser synspunkterne i de indgåede høringssvar så vidt muligt,

-         at børn, forældrene og institutionerne bliver inddraget i processen i videst mulig omfang. 

 

Valby Lokaludvalg påpeger, at det ikke kan vurdere om forvaltningens behovsprognoser er realistiske, men at der er bekymring for, "om prognoserne i tilstrækkelig grad tager højde for de ændringer, der sker i Valby som følge af færdiggørelsen af byggeprojekterne omkring Eksempelprojektet m.m." (Bilag 10, s. 1)

 

3.1 Resumé af høringssvar

Der er stor utilfredshed med, at institutionen er indstillet til lukning.

 

Forvaltningen har i sammenfatningen af høringssvar valgt kun at kommentere høringssvarene, hvis der er faktuelle fejl eller, hvis der er alternative forslag.

 

3.2 Specifikke punkter

I høringssvarene bliver der fremhævet følgende punkter:

1.      Institutionen er god for børn med særlige behov

Det nære og trygge miljø, hvor lokalerne ikke er fyldt til bristepunktet, er godt for børn med et særligt behov. "Vi er en lille institution der giver trygge rammer, så vi kan tilgodese det enkelte barn, især de helt små under 1 år, samt dem med særlige behov, som vi modtager mange af… Vi har indenfor de sidste 12-13 år kun brugt støttepædagog 2-3 gange…" (Bilag 2, s. 2; Bilag 1, s. 4)

2.      Institutionens lokaler er lyse og indbydende (Bilag 1, s. 4).

 

3.3 Generelle punkter

I høringssvarene bliver fremført følgende generelle indvendinger:

1.      Lukning af små, selvejende institutioner

I MD er man bekymret for, at mangfoldigheden og valgmulighederne på daginstitutionsområdet går tabt, når de små og selvejende institutioner lukkes. Man frygter en proces hen imod stordrift, centralisering, topstyring og ensretning. "Ses der til det enkelte barns behov, vil nogle børn have det godt med store institutioner, mens andre børn ud fra en pædagogisk tilgang vil trives og udvikles langt bedre i en lille institution." (Bilag 1, s. 3)

Inst. sides tiller små institutioner med nærhed og tryghed. (Bilag 2, s. 2)

2.      Processen

·        MD betegner processen som forceret, ikke acceptabel og som udtryk for mangel på langsigtet planlægning. "Forløbet er kendetegnet ved hastværk grænsende til magtmisbrug." (Bilag 1, s. 4, 3).

·        Forældre kritiserer den korte frist, behandling af personalet samt at de skal henvende sig til pladsanvisningen på helt almindelige vilkår. (Bilag 3, Bilag 4) Hele institutionen skulle være blevet flyttet i nye lokaler. "Hvis lokalerne er så slemme, har I da også haft rig mulighed for at (flytte) personalet og børn til andre lokaler med alle de institutioner der er bygget…" (Bilag 3, s. 1)

·        MD opfordrer til en grundig dialog om overflytning af børn og personale, hvis lukningen bliver en realitet. (Bilag 1, s. 4)

3.      Tvivl om prognoserne

"For knap et år siden, blev vi opnormeret med to børn, da I mente der manglede pladser i Valby. Nu kommer I med beskeden om at I tog fejl, og at I kommer med en revideret udbygningsplan. Kan I ikke tage fejl igen? Det tror vi." (Bilag 2, s. 2)

4.       Der udtrykkes bekymring for, at ventetiden på vuggestuepladser i Valby stiger igen. (Bilag 5)

 

3.4 Alternative forslag

Lederen og institutionsbestyrelsen foreslår i deres høringssvar (Bilag 2, s. 1,3):

1.      at nednormere institutionen permanent til 22 børn, som de anser for realistisk og langtidsholdbar.

2.      at sammenlægge institutionen med Sønderhaven. Det ville give en god fordeling mellem etniske og danske børn.

3.      at sælge de nye institutioner til andre formål, i stedet for at bruge penge på at reetablere lejligheder i de gamle.

 

4. Forvaltningens kommentarer til de alternative forslag

Den af institutionen foreslåede nednormering til 22 børn og sammenlægning med Sønderhaven løser ikke de problemer, som institutionen har med utidssvarende fysiske forhold. Der vil efter en nednormering stadig være en overkapacitet af vuggestuepladser i lokalområdet.

 

Ligeledes vil forslaget om at sælge nybyggede lokaler ikke løse de grundlæggende problemer i Sommerfuglen.

 

Der er bygget en ny institution og en satellit i Valby i forbindelse med børneplanen. Begge nybyggerier ligger i en anden del af Valby med behov for pladser.

 

5. Tids- og informationsplan

I nedenstående tabel gennemgås forvaltningens forslag til en tids- og informationsplan.

 

Fase O:

5. oktober: FAU træffer den politiske beslutning

7. oktober: Brev til alle institutioner, paraplyorganisationer, faglige organisationer og lokalcentre, som informerer om den politiske beslutning.

I institu tioner, hvor indstillingen blev tiltrådt, indeholder brevet en invitation til et møde mellem institutionen, forældrebestyrelsen og forvaltningen, hvor det videres forløb aftales.

 

Der foreslås mødedatoer inden for de første to uger efter vedtagelsen.

 

I institutioner, hvor indstillingen ikke blev tiltrådt, takker forvaltningen i brevet for samarbejdet. Der er ikke yderligere kontakt mellem institutionen og forvaltningen vedr. kapacitetstilpasningerne. Men de institutioner, hvor der i perioden, siden forslaget blev offentliggjort, har været problemer med tomme pladser, tilbydes institutionerne en individuel handleplan, der lever op til præmisserne i den nye eventuelt vedtrådte budgetmodel.

Informationsberedskab – kapacitetstilpasning

For at være bedst muligt forberedte i tilfælde af at borgere, pressen og andre interesserer sig for den samlede kapacitetstilpasning eller tilpasningen i en eller flere specifikke institutioner, oprettes der et informationsberedskab. Beredskabet består af K06 og ØPA1, som har indgående kendskab til sagerne, og Sekretariatet som bliver grundigt informeret. Der udarbejdes en svar-skabelon, som benyttes ved henvendelser. I tilfælde af, at nogen interesserer sig for en eller flere enkelte institutioner, henvises der til den konkrete tidsplan, der bliver udarbejdet for hver enkelt institution. Politikerne får tilsendt samme svar samt de konkrete, opdaterede tidsplaner for hver institution, så de er klædt på, hvis de bliver kontaktet.

Fase 1: Orienteringsfase (de første to uger efter den politiske beslutning)

- I prioriteret rækkefølge:

Orienteringsmøde med institutionen, forældrebestyrelsen og forvaltningen om den foreslåede tids- og informationsplan.

 

Fælles orienteringsmøder mellem forvaltningen og de faglige organisationer.

 

Orienteringsmøde mellem personale og forvaltningen, med henblik på at sikre en grundig orientering af personalet om deres muligheder og indsamle deres ønsker.

 

Fælles orienteringsmøder mellem forvaltningen og paraplyorganisationerne

 

Orienteringsmøder for forældregruppen

Fase 2: Handleplansfase (mellem to og fire uger efter den politiske beslutning):

Fase 2a

Forvaltningen har i samarbejde med institutionen udarbejdet en konkret handleplan for gennemførelse af den politiske beslutning.

Fase 2b

Den konkrete handleplan forelægges FAU

Fase 3: Aftalefase (minimum en måned inden beslutningen træder i kraft, efter den nuværende plan den 1.8. 2006, eller når forældrene ønsker det):

Møde mellem forældrene og Pladsanvisningen, med henblik på at sikre den bedst mulige overgang for børnene til evt. anden institution. På dette møde aftales rammerne for forældrenes konkrete tilbagemeldinger om ønsker til ny institution. Der skal gøres opmærksom på, at en række børn, inden beslutningen iværksættes, vil være overgået til børnehave eller skole.

Lukningen gennemføres den 1.8. 2006

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen deltager i de respektive møder med repræsentanter fra centralforvaltningen, lokalcentrene eller pladsanvisningen efter behov.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af forvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

Den årlige driftsmæssige økonomiske besparelse ved at lukke Sommerfuglen er fra 2007 samlet set cirka 3,97 mill. kroner i 2005 P/L, når mindreindtægten fra forældrebetaling er fratrukket. I 2006 regnes der med en besparelse på 1,99 mio. kr.

 

Den anlægsmæssige udgift ved reetablering af lokalerne forventes at blive på 100.000 kroner. Idet det forudsættes, at lejeaftalen påkræver, at lokalerne afleveres i samme stand, som de var ved modtagelsen.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

 

HØRING

Forslagene om kapacitetsændringer og institutionssammen-lægninger blev sendt i høring fredag d. 3. juni 2005 med svarfrist fredag d. 1. juli 2005 – dvs. en høringsfrist på 4 uger.

 

Høringsparterne er de berørte daginstitutioner, forældre- og institutionsbestyrelser, paraplyorganisationer og faglige organisationer.

 

Forvaltningen har afholdt orienteringsmøder med forældre og personale i de berørte institutioner i juni måned.

 

BILAG

Høringssvar fra

·        Bilag 1: Menighedernes Daginstitutioner

·        Bilag 2: Leder og institutionsbestyrelsen

·        Bilag 3-8: 6 forældre

·        Bilag 9: 102 underskrifter imod lukningen

·        Bilag 10: Valby Lokaludvalg

 

 

 

                      Grethe Munk

                                                                 /

                          Carsten Stæhr Nielsen


 

Til top