Ansøgning om midler til projekt "Kvinde og Pige Integration" (Bilag)
Ansøgning om midler til projekt "Kvinde og Pige Integration" (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 5. februar 2003
Sager til beslutning
26. Ansøgning om midler til projekt "Kvinde og Pige Integration" (Bilag)
FAU 43/2003 J.nr. 43/2003
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget imødekommer Projekt Rabarberlandets ansøgning om at anvende 223.600 kr. fra en tidligere udbetalt bevilling til medfinansiering af et nyt projekt "Kvinde og Pige integration".
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget bevilgede på deres møde d. 12. december 2001 Projekt Rabarberlandet 223.600 kr. til projektet Kultur- og Idrætsstafetterne. Bevillingen var betinget af medfinansiering fra By- og Boligministeriet. Ministeriet har imidlertid trukket finansieringstilsagnet tilbage, hvorfor projektet ikke kan gennemføres.
Projekt Rabarberlandet har d. 20. november 2002 fremsendt ansøgning om i stedet at anvende de allerede udbetalte midler fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til medfinansiering af et nyt projekt: "Kvinde og Pige Integration". Det nye projekt er betinget af medfinansiering fra Integrationsministeriet. Projektansøgningen til ministeriet er ikke afsendt, da man vil afvente beslutningen om eventuel kommunal medfinansiering. Projektet overvejer desuden, at ansøge om midler fra EU's socialfond. Projektets samlede samlede budget er på 2.070.000 kr. fordelt over 2003 og 2004.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har i forvejen igangsat initiativer overfor gruppen af unge kvindelige etniske minoriteter, bl.a. via støtte til Kringlebakken og Indvandrer Kvindecentret. Det er forvaltningens vurdering, at der fortsat er behov for at styrke denne indsats, hvilket nærværende projekt vil kunne bidrage til.
SAGSBESKRIVELSE
Projekt Rabarberlandet er et boligsocialt projekt på Indre Nørrebro, der siden 1994 har arbejdet med at forbedre beboermiljøet særligt på det sociale område. Arbejdet kredser især om problemstillinger relateret til beboere med etnisk minoritetsbaggrund. Projekt Rabarberlandet støttes i anden sammenhæng i forvejen af boligsociale midler gennem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Rabarberlandet ansøger Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget om medfinansiering af projektet "Kvinde og Pige Integration". Målet med projektet er at støtte piger og unge kvinder med etnisk minoritetsbaggrund i at leve et frit liv betinget af frie valg. Herunder forbedre kvindernes mulighed for at komme i og gennemføre kompetencegivende uddannelse. Pigernes og kvindernes liv opleves i dag som meget traditionsbundent, hvilket er med til at forstærke den sociale arv i gruppen.
Gennem en helheds- og familieorienteret indsats vil projektet forsøge at påvirke mødrene i retning af at give større frirum til døtrene uden at dette skaber konflikter med fædrene. Dette skal bl.a. ske ved at øge mødrenes kendskab til danske opdragelsesnormer og dansk unge- og fritidsliv.
Rabarberlandet er i dag ikke i stand til at følge op på alle de familier, de møder igennem egne aktiviteter i klubber og lektiecafeen. Et andet problem er, at det manglende frirum fra familien for pigerne og de unge kvinder betyder, at de dårligst stillede piger/kvinder ikke gives mulighed for at deltage i de nuværende aktiviteter. Der skal derfor arbejdes på flere fronter: Både med de unge, deres forældre og bedsteforældre.
I projektet foreslås derfor ansat 3 koordinatorer rettet mod hver af de tre målgrupper: Piger, kvinder (både mødre og døtre) og ældre kvinder.
De tre koordinatorer skal overfor hver deres målgruppe varetage opsøgende arbejde, arrangere målrettede aktiviteter (bl.a. pigeklubber, mødregrupper, døtregrupper og ældre kvindeklub), samt generel rådgivning. Udover koordinatorerne tilknyttes en gruppe frivillige.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget støtter i forvejen initiativer overfor gruppen af unge kvindelige etniske minoriteter, bl.a. via støtte til Kringlebakken og Indvandrer Kvindecentret. Det er forvaltningens vurdering, at der fortsat er behov for at styrke denne indsats, hvilket nærværende projekt vil kunne bidrage til. At der er behov for at styrke indsatsen underbygges bl.a. af antallet af henvendelser til Det Etniske Konsulentteam, der både arbejder med tvangsægteskabslignende problemstillinger og svære generationsproblemer.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er betænkelig ved, at projektet endnu ikke har rejst den fornødne finansiering, således at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget igen risikerer at bevilge midler til et projekt, der ikke kan gennemføres på grund af manglende finansiering. På den anden side er det forvaltningens vurdering, at projektet er velbeskrevet og bygger på en væsentlig ressource- og erfaringsbase og derfor i høj grad vurderes at kunne bidrage positivt til integrationsindsatsen i Københavns Kommune
MILJØVURDERING
Der er ingen miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget bevilgede 12. december 2001 Rabarberlandet 223.600 kr. fra grundtilskudsmidlerne "Udviklingspuljen til særlige målgrupper" IMK fkt. 5.60 til gennemførsel af projekt "Kultur- og Idrætsstafetterne". Midlerne blev i denne forbindelse udbetalt til Rabarberlandet d. 14. december 2001. Bevillingen var betinget af, at Rabarberlandet fik den tilsagte medfinansiering fra By- og Boligministeriet. Ministeriet har imidlertid trukket tilsagnet tilbage, hvorfor betingelserne for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets bevilling ikke længere er opfyldt.
Rabarberlandet ansøger derfor om lov til i stedet at anvende midlerne til det nye projekt "Pige og Kvinde Integration". Dette projekts gennemførsel er ligeledes betinget af støtte fra Integrationsministeriet. Herudover overvejes det at ansøge EU's socialfond om medfinansiering. Projektets samlede budgetramme er på 2.070.000 kr. Medfinansieringen fra Københavns Kommune udgør således kun en mindre del af det samlede budget.
Det indstilles, at ansøgningen om at anvende de tidligere bevilgede midler, i alt 223.600 kr., til et nyt projekt "Kvinde og Pige integration", imødekommes.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
HØRING
Ingen
BILAG
- Ansøgning fra Projekt Rabarberlandet: "Pige og Kvinde Integration – et projekt om kvindelige etniske minoriteters deltagelse i det danske samfund".
Grethe Munk
/ Torben Brøgger