Mødedato: 04.10.2000, kl. 08:00

Flytning af fritidsklubpladser på Skolen ved Sundet fra lokaler i Friluftsskolen til ny tilbygning til eksisterende pavillon (Bilag)

Flytning af fritidsklubpladser på Skolen ved Sundet fra lokaler i Friluftsskolen til ny tilbygning til eksisterende pavillon (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 4. oktober 2000

 

Sager til beslutning

9. Flytning af fritidsklubpladser på Skolen ved Sundet fra lokaler i Friluftsskolen til ny tilbygning til eksisterende pavillon (Bilag)

FAU 570/2000 J.nr. 177/00

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget ingen bemærkninger har til det af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen fremsendte forslag til flytning af fritidsklubdelen i den selvejende integrerede institution Skolen ved Sundet.

RESUME

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har udarbejdet forslag til flytning af en eksisterende fritidsklub, der er en del af den selvejende integrerede institution Skolen ved Sundet, der hører under Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Institutionen er fordelt på 4 lokaliteter på skolens areal. Forslaget indebærer, at institutionen fremover er samlet på 3 lokaliteter. Flytningen sker, for at skaffe plads til en kapacitetsudvidelse af Specialfritidshjemmet, der hører under Uddannelses- og Ungdomsudvalget. Flytningen og indretningen af den nye tilbygning har været forhandlet med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og bestyrelsen og personale i den selvejende institution, der anbefaler forslaget.

SAGSBESKRIVELSE

Fritidsklubdelen, der er normeret til 80 pladser, flytter fra lokaler på Friluftsskolen på110 m2 med adgang til nærliggende faglokaler til en ny tilbygning til en eksisterende pavillon, der udvides med i alt 193m2. Ved udvidelsen kompenseres der for, at det må forventes, at klubdelen på længere sigt af kapacitetsmæssige grunde kan få begrænset sin adgang til skolens faglokaler. Ved flytningen opnår den integrerede institution en bedre fordeling af lokaleressourcerne, idet den fremover er samlet på 3 lokaliteter mod tidligere 4.

Flytningen indebærer ikke ændringer i institutionens normering, der fortsat er:

44 børnehavepladser

132 fritidshjemspladser

80 fritidsklubpladser

Flytningen og indretningen af den nye tilbygning har været forhandlet med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og bestyrelsen og personale i den selvejende institution, der anbefaler forslaget. Der er opnået enighed med Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen om, at institutionens supplerende ønsker søges imødekommet inden for den afsatte projektøkonomi.

ØKONOMI

Udgifterne til udvidelsen af pavillonen er skønnet til 3.058.000 kr., med kassemæssig dækning af det under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen afsatte rådighedsbeløb.

HØRING

Bestyrelsen for den selvejende institution ved Skolen ved Sundet har godkendt flytningen og byggeprojektet.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

BILAG

  • Brev af 15. september 2000 til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.
  • Indstilling fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen vedr.: "Kapitalbevilling til flytning af fritidsklub ved Skolen ved Sundet, samt udvidelse af specialfritidshjemmet på Friluftsskolen".

 

Grethe Munk

/

Carsten Stæhr Nielsen

 

Til top