Høring om Forslag til Københavns Kommuneplan 2001 - foreløbigt udkast august 2000 (Bilag).
Høring om Forslag til Københavns Kommuneplan 2001 - foreløbigt udkast august 2000 (Bilag).
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 4. oktober 2000
Sager til beslutning
8. Høring om Forslag til Københavns Kommuneplan 2001 - foreløbigt udkast august 2000 (Bilag).
FAU 573/2000 J.nr. 174/00
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager det foreløbige udkast til kommuneplanforslag til efterretning, og
at følgende ændringer mv. fremsendes til Økonomiforvaltningen med henblik på indarbejdelse i det kommuneplanforslag, der fremlægges til offentlig høring:
- at beskrevne udbygningsbehov i bydele formuleres mere generelt
- at der indføjes et selvstændigt afsnit "Boligsocial indsats i bolig- og lokalområder"
- at der medtages et afsnit om det boligsociale beredskab
- at der medtages et afsnit om tolerance, forståelse og integration af udsatte grupper
- at der udpeges egnede, kommunale arealer til boliger for "skæve eksistenser" samt at rammebestemmelserne revurderes generelt med henblik på øgede etableringsmuligheder for disse boliger
- at hidtil gældende krav om etablering af friarealer og parkeringspladser til daginstitutioner revurderes med henblik på en lempelse
- at der foretages visse redaktionelle rettelser
RESUME
Økonomiforvaltningen har fremsendt Forslag til Københavns Kommuneplan 2001, foreløbigt udkast august 2000, til intern høring i fagudvalgene. Udkastet består af 2 hæfter, der indeholder henholdsvis "Hovedstruktur og rammer" samt "De femten bydele". Materialet er fremstillet i et samarbejde mellem forvaltningerne. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har således været repræsenteret i en styregruppe og i en række nedsatte arbejdsgrupper.
Forvaltningen har visse forslag til rettelser, tilføjelser samt redaktionelle ændringer af materialet, herunder udpegning af arealer til boliger for "skæve eksistenser" samt lempelse af bestemmelserne om friarealer og parkeringspladser ved etablering af daginstitutioner.
I henhold til tidsplanen for kommuneplanarbejdet, påregnes planforslaget færdiggjort på baggrund af fagudvalgenes bemærkninger med henblik på forelæggelse for Økonomiudvalget den 31. oktober 2000 og Borgerrepræsentationen den 16. november 2000.
Kommuneplanforslaget tænkes sendt i offentlig høring i perioden 8. januar - 20. marts 2001.
SAGSBESKRIVELSE
Økonomiforvaltningen har med brev af 14. august 2000 fremsendt Forslag til Københavns Kommuneplan 2001, foreløbigt udkast august 2000, til intern høring i fagudvalgene.
Kommuneplanforslaget er udarbejdet i overensstemmelse med Planlovens regler som en samlet revision af den gældende Kommuneplan 1997. Arbejdet med revisionen af kommuneplanen begyndte med Kommuneplanberetning 1999, som var i såkaldt forudgående offentlig høring i perioden 27 maj - 27. september 1999.
De indkomne høringssvar blev fremlagt på Økonomiudvalgets møde den 2. november 1999, og er herefter indgået i vurderingen af det videre arbejde med forslaget til Kommuneplan 2001.
Det nu udarbejdede udkast til kommuneplanforslag, som sendes i intern høring indtil den 30. september 2000, vil på baggrund af udvalgenes bemærkninger blive færdiggjort, inden det planlægges behandlet i Økonomiudvalget den 31. oktober 2000 og i Borgerrepræsentationen den 16. november 2000.
Planforslaget tænkes sendt i offentlig høring i perioden 8. januar - 20. marts 2001, hvor der planlægges initiativer til en styrket dialog med borgerne i lokalområderne om forslagets indhold.
Kommuneplanforslag 2001 er udarbejdet i et samarbejde mellem forvaltningerne, som har været repræsenteret i såvel en styregruppe som i en række nedsatte arbejdsgrupper.
I kommuneplanforslaget er det forsøgt at imødekomme forvaltningernes synspunkter i størst muligt omfang under respekt af kommuneplanens samlede og strategiske rolle.
Kommuneplanforslaget består af 2 bind. Første bind "Hovedstruktur og rammer", indeholder de i Planlovens forstand bindende retningslinier, mens andet bind "De femten bydele", beskriver bydelsplanlægningen, dvs. planlægningsmuligheder og intentioner i hver af de femten bydele.
De igangværende planlægningsinitiativer vedrørende en boligpolitisk strategiplan samt ny udnyttelse af områder i havnen er søgt indarbejdet i videst muligt omfang i det foreliggende udkast til kommuneplanforslag.
Der vil i det endelige forslag til Borgerrepræsentationen blive tale om visse ændringer og suppleringer vedrørende disse emner på baggrund af dels den boligpolitiske høring omkring strategiplanen og dels fremlæggelsen af havneplanerne.
For Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er de interessante afsnit i kommuneplanen koncentreret om bolig-, erhvervs-, og institutionsafsnittene i hovedstruktur-hæftet (s. 29-42 samt s.55-61), om rammedelen og om indholdet i bydelshæftet.
Forvaltningen har følgende bemærkninger til materialet:
- at der i kommuneplanmaterialet er foretaget justeringer på bydelsinddelingen på Amager og at der derfor internt i forvaltningen skal følges op på konsekvenserne af disse ændringer for de berørte lokalcentre.
- at det beskrevne udbygningsbehov i de enkelte bydele er ændret siden afsnittene blev fremstillet og at der derfor bør medtages nogle nærmere angivne "blødere formuleringer" i de enkelte bydelsafsnit
- at der er fejl i markering af dækningsgrader i nogle bydele
- at der indføjes et selvstændigt afsnit med overskriften "Boligsocial indsats i bolig- og lokalområder" med en nærmere angivet formulering
- at det boligsociale beredskab, der har udgangspunkt i de enkelte bydele og forsøgsbydele omtales
- at der bør medtages et afsnit om tolerance, forståelse og integration af udsatte grupper, eksempelvis placeret under afsnit "Boliger for udsatte grupper" i hovedstrukturhæftet med en nærmere angivet formulering
- at der foretages visse redaktionelle rettelser i materialet
Derudover foreslås, at forvaltningen rejser følgende emner over for planmyndighederne:
- Udpegning af arealer til boliger for "skæve eksistenser", herunder revurdering af rammebestemmelserne
- Revurdering af krav om friareal- og parkeringsdækning i forbindelse med etablering af daginstitutioner
ad 1:
Forvaltningen har gennem lang tid brugt væsentlige ressourcer på at fremskaffe egnede arealer til etablering af boliger for "skæve eksistenser".
Det er i sagens natur meget vanskeligt at finde disse arealer i en udbygget kommune som København. Derudover foreligger som regel den problemstilling, at fremfundne, egnede arealer ikke kan anvendes til formålet på grund af anvendelsesbestemmelser i by- og lokalplaner samt rammebestemmelserne i kommuneplanen, som der ikke kan dispenseres fra.
Det betyder i praksis, at der i givet fald skal udarbejdes ny lokalplan og eventuelt kommuneplantillæg for at tilvejebringe plangrundlaget for disse boligtyper med deraf følgende tidsforløb forud for etableringen.
Det foreslås derfor, at planmyndighederne anmodes om at udpege egnede, kommunale arealer i kommunen med principiel mulighed for etablering af boliger for "skæve eksistenser" samt at revurdere rammebestemmelserne for de enkelte områder med henblik på øgede etableringsmuligheder for disse boliger generelt.
Der kan i den forbindelse eksempelvis nævnes de såkaldte O1-områder, der principielt ikke må bebygges samt "stjernemarkerede" områder i de enkelte bydele.
ad 2:
I forbindelse med etablering af daginstitutioner fastlægger de hidtil gældende rammebestemmelser i kommuneplanen, at der normalt skal tilvejebringes et friareal, svarende til 100 % af etagearealet samt 1 parkeringsplads pr. 100 m2 etageareal.
Kommuneplanbestemmelsen er succesivt indarbejdet i by- og lokalplaner.
På grund af de meget vanskelige udbygningsmuligheder, der foreligger i kommunen, opstår ofte problemer med at tilvejebringe de nævnte friarealer og parkeringspladser med deraf følgende behov for dispensationer.
Det fremgår af bygningsreglementet, at friarealdækningen for de forskellige anvendelseskategorier er omvendt proportional med bebyggelsesprocenten. Eksempelvis skal friarealer til boliger udgøre mindst 100 % af etagearealet i områder, hvor bebyggelsesprocenten højst er 60. I områder, hvor bebyggelsesprocenten er større end 110 (udpræget i kommunen) skal friarealet udgøre mindst 30 % af etagearealet.
Med hensyn til etablering af parkeringspladser fastsætter bygningsreglementet blot, at der skal udlægges tilstrækkelige pladser på ejendommens område og at kommunalbestyrelsen fastsætter, hvor stor del af grunden, der skal udlægges til parkeringsformål og hvornår p-pladserne skal anlægges.
Det foreslås på nævnte baggrund, at planmyndighederne anmodes om at revurdere kravet om friarealer og parkeringspladser til daginstitutioner med henblik på en lempelse heraf i kommuneplanen. Hermed fremmes mulighederne for fortsat udbygning af daginstitutioner, hvilket kan blive yderligere aktuelt ved en eventuel sænkning af pladsgarantien samt i betræbelserne på at fastholde børnefamilier i Københavns kommune.
ØKONOMI
Ingen.
HØRING
Ingen.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
BILAG
- Københavns Kommuneplan 2001 – Forslag til hovedstruktur og rammer
- Københavns Kommuneplan 2001 – De femten bydele
Grethe Munk
/
Carsten Stæhr Nielsen