Mødedato: 04.10.2000, kl. 08:00

Status over daginstitutionernes årsplaner (Bilag)

Status over daginstitutionernes årsplaner (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 4. oktober 2000

 

Sager til beslutning

5. Status over daginstitutionernes årsplaner (Bilag)

FAU 574/2000 J.nr. 181/00

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager vedlagte status over daginstitutionernes arbejde med årsplaner til efterretning.

RESUME

Andelen af daginstitutioner, der udarbejder årsplaner er steget fra 50 procent i 1998 til 70 procent i 1999, og afrapportering på kvalitetsudviklingen gennem årsplanerne er således ved at være en integreret del af arbejdsrutinerne i mange institutioner. I 3 bydele er der fortsat en betydelig andel af institutionerne, der ikke udarbejdede årsplaner for 1999, og samarbejde med centercheferne for disse bydele skal der derfor udarbejdes en plan, der sikrer, at alle institutioner i disse bydele udarbejder årsplaner i år 2000.

Institutionerne har generelt vanskeligt ved at opstille konkrete mål for kommende år og evaluere på aktiviteter og mål for det forgange år, selv om der er sket forbedringer på disse områder sammenlignet med 1998. Udarbejdelse af konkrete mål og metoder til systematisk evaluering indgår derfor som et væsentligt element i 2. modul af det efteruddannelsesprogram Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen afholder for daginstitutionslederne i Københavns Kommune fra efteråret 2000 og til begyndelsen af 2001.

SAGSBESKRIVELSE

Siden 1996 har Københavns Kommune stillet krav om, at alle daginstitutioner i kommunen, såvel de kommunale som selvejende institutioner, skal udarbejde en årsplan hvert år. Årsplanen skal give en status over kvalitetsudviklingen i institutionen gennem det forgangne år, og er institutionens egen plan for udmøntningen af de overordnede politiske mål og rammer for daginstitutionsområdet for det kommende år. Årsplanerne skal udarbejdes i samarbejde mellem forældrene og institutionens medarbejdere og skal tillige give forældrene et kvalificeret grundlag for at træffe valg om, hvilke institutioner de ønsker deres børn optaget i.

Juni 2000 har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen gennemført en spørgeskema-undersøgelse til de lokale centre for at få en status over institutionernes arbejde med årsplaner for 1999.

Undersøgelsen viser, at ca. 70 procent af daginstitutionerne i Københavns Kommune har udarbejdet årsplan for 1999 mod 50 procent i 1998. Undtaget Brønshøj-Husum er antallet af institutioner, der udarbejder årsplaner, steget i alle bydele fra 1998 til 1999. Undersøgelsen viser samtidig, at i 8 ud af 11 bydele er de institutioner, der endnu ikke har afleveret årsplaner for 1999, i gang med at afslutte dette arbejde. Dette dokumenterer, at afrapportering på kvalitetsudviklingen gennem årsplanerne er ved at være en integreret del af institutionernes normale arbejdsrutiner i de fleste bydele. Det viser også, at dialogen mellem de enkelte institutioner og lokale centre omkring udarbejdelse af årsplanerne bærer frugt.

I 3 bydele (Bispebjerg, Brønshøj-Husum og Sundby Syd) er der fortsat en betydelig andel af institutionerne, der ikke har lavet årsplaner for 1999. Der udarbejdes en plan, der sikrer, at alle institutionerne i disse bydele også kommer i gang med årsplansarbejdet.

I Københavns Kommune skal årsplanerne indeholde en evaluering af de pædagogiske mål og aktiviteter i "året, der gik". På baggrund planlægges aktiviteter og mål for det kommende år i afsnit om "året, der kommer. Ca. halvdelen af institutionerne har evalueret institutionens aktiviteter i "året, der gik", og ca. 2/3 af institutionerne har opstillet målsætninger i afsnit om "året, der kommer". I lidt mere end 1/3 af årsplanerne fremgår det, at der er planlagt evaluering af årets målsætninger og aktiviteter.

Sammenlignet med 1998 er der sket generelle forbedringer i institutionernes årsplaner på disse områder. Undersøgelsen viser dog også, at mange institutioner fortsat har vanskeligheder ved at omsætte de overordnede politiske mål til konkrete mål for det daglige pædagogiske arbejde, som der efterfølgende kan evalueres systematisk på. Udarbejdelse af konkrete mål og systematisk evaluering gennem eksempelvis spørgeskemaundersøgelser indgår derfor som et væsentligt element i 2. modul af det efteruddannelsesprogram Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen påbegynder for alle daginstitutionslederne i Københavns Kommune i september måned 2000.

Personalets og forældrenes aktive inddragelse i processen med udarbejdelse af årsplanerne er et centralt element, bl.a. for at sikre, at forældre, personale m.v. er enige om målene og forfølger de samme mål. Undersøgelsen viser, at i ca. halvdelen af årsplanerne er det direkte nævnt, at årsplanen har været forelagt for forældrebestyrelsen, og i blot 1/3 af årsplanerne nævnes det, at den har været drøftet på personalemøder. Der er dog næppe tale om et generelt problem med årsplansarbejdet i form af manglende inddragelse af forældre og personale, men snarere tale om et formelt problem med manglende omtale heraf.

ØKONOMI

Ingen

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

HØRING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens status over institutionernes arbejde med årsplaner er sendt til de lokale centre til orientering.

BILAG

  • Status over institutionernes årsplaner for 1999

Grethe Munk

/

Sven Bjerre

 

 

Til top