Mødedato: 04.10.2000, kl. 08:00

Tilskud til etniske foreninger og integrationsfremmende tiltag (Bilag)

Tilskud til etniske foreninger og integrationsfremmende tiltag (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 4. oktober 2000

 

Sager til beslutning

4. Tilskud til etniske foreninger og integrationsfremmende tiltag (Bilag)

FAU 571/2000 J.nr. 108/00

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder,

at start-/grundtilskuddet til etniske foreninger bortfalder fra 2001, og at foreningerne orienteres herom senest efteråret 2000.

at tilskud til etniske foreninger og andre fremover udelukkende gives i henhold til de nye retningslinier for tildeling af tilskud til integrationsfremmende tiltag.

at proceduren i forbindelse med behandling af ansøgninger i videst mulige omfang skæres over samme læst som for § 115-midlerne.

RESUME

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har siden 1993 ydet økonomisk støtte til etniske foreninger efter ansøgning i form af drifts- og aktivitetstilskud med en øvre grænse på 5.000 kr. og inden for en samlet ramme på p.t. 630.000 kr. Det foreslås derfor at ændre gældende retningslinier med virkning fra 2001, bl.a. sådan at det øvre loft fjernes, hvorved Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens integrationsindsats i form af tilskud til etniske foreninger o.a. kan målrettes og koncentreres på færre og mere effektive integrationsfremmende tiltag. Ansøgningsprocedurer m.m. foregår herefter i videst mulige omfang som ansøgningsprocedurer m.m. i.f.m. § 115-midlerne.

Foreningerne skal orienteres om ændringerne med henblik på at have mulighed for at omstille sig. Udkast til de nye retningslinier er efter beslutning i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget d. 17. maj 2000 sendt til høring i Det rådgivende Integrationsudvalg og i Integrationsrådet. På baggrund af høringssvarene har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen foretaget enkelte tilføjelser til og ændringer i retningslinierne. Disse justeringer ændrer ikke ved de grundlæggende principper bag det tidligere forelagte forslag til nye retningslinier – der er altovervejende tale om justeringer/specificeringer.

SAGSBESKRIVELSE

Københavns Kommune har siden slutningen af 1970erne støttet etniske minoriteters foreningsliv. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har siden 1993 ligeledes samarbejdet med og ydet økonomisk støtte til såvel paraplyorganisationerne Indvandrernes Fællesråd og IND-SAM som til lokale etniske foreninger i Københavns Kommune.

Med virkning fra 1996 er der udelukkende bevilget tilskud til etniske foreninger i form af start-/grundtilskud og et aktivitetstilskud på maksimalt 5000 kr. i henhold til de gældende retningslinier for ydelse af tilskud til etniske foreninger (se bilag).

På IMK-konto 5.99 (Tilskud til sociale formål) findes i dag tre poster: Indvandrernes Fællesråd, Indvandrer Kvindecentret og Tilskud til nationale foreninger med en samlet beløbsramme i 1999 på 616.000 kr. Disse tre poster foreslås sammenlagt i én pulje under navnet "Flygtninge og indvandrere".

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen modtager en lang række spændende ansøgninger fra etniske foreninger, som det desværre ikke har været muligt at imødekomme p.g.a. de eksisterende retningsliniers loft på 5.000 kr. for så vidt angår tilskud til nationale foreninger, og manglende retningslinier for anvendelse af midlerne afsat til Indvandrernes Fællesråd.

Det anbefales derfor, at det kommunale grundtilskud til foreningernes drift bortfalder til fordel for, at der ikke fremover er et øvre loft for tilskud til aktiviteter og projekter. Det skyldes frem for alt, at kommunen med en mere målrettet og koncentreret indsats i henhold til de vedlagte retningslinier og inden for den eksisterende beløbsramme vil kunne styrke integrationen af etniske minoriteter mere effektivt end hidtil.

For at foreningerne skal have mulighed for at omstille sig til den nye situation, skal grundtilskuddet først bortfalde fra 2001. I løbet af 2000 skal foreningerne informeres herom af forvaltningen. Samtidig skal der orienteres om alternative muligheder for opnåelse af tilskud til etniske foreninger generelt (pjece rekvireres fra Mellemfolkeligt Samvirke) og fra kommunen, f.eks. § 115 og Folkeoplysnings Sekretariatet.

Høring i Integrationsrådet og Det rådgivende Integrationsudvalg

Forslaget om ændrede retningslinier i forbindelse med tilskud til etniske foreninger og integrationsfremmende tiltag er sendt til høring i Integrationsrådet og i Det rådgivende Integrationsudvalg. Integrationsrådets og Det rådgivende Integrationsudvalgs høringssvar er vedlagt som bilag. I det følgende redegøres der punktvist for disse høringssvar og for de udeladelser og tilføjelser, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har foretaget i forslaget til retningslinier på baggrund af høringsrunden.

Integrationsrådet tilkendegiver i sit høringssvar, at det kan tilslutte sig Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens tanker om at fjerne det loft på 5.000 kr., som hidtil har udgjort det maksimale tilskudsbeløb for såvel grundtilskud som aktivitetstilskud til etniske minoritetsforeninger i Københavns Kommune. Rådet udtrykker dog skepsis overfor forslaget om, at de årlige grundtilskud til de etniske minoritetsforeninger bortfalder. Rådet er af den opfattelse, at bortfaldet af grundtilskud vil få negative konsekvenser for en hel del af de i Københavns Kommune indregistrerede etniske minoritetsforeninger. Rådet vurderer, at grundtilskuddet er med til at sikre, at disse foreninger kan virke på lige fod med andre frivillige foreninger.

Derfor foreslår Integrationsrådet i dets høringssvar følgende:

  • At den samlede pulje deles i to underpuljer, en større og en mindre, hvoraf den mindste stadig – med et loft på 5.000 kr. – skal gå til dækning af foreningernes driftsomkostninger (de nuværende "grundtilskud").

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er imidlertid fortsat af den opfattelse, at andelen af registrerede etniske foreninger, som har benyttet sig af muligheden for at søge om grundtilskud er så lille, at man ikke kan anse grundtilskuddene som værende en væsentlig forudsætning for de frivillige, etniske minoritetsforeningers overlevelse i det københavnske samfund. Der ville ganske enkelt ikke eksistere så mange etniske foreninger, som der gør, hvis grundtilskudsmidlerne var en afgørende forudsætning for disse foreningers virke. I 1999 søgte 23 foreninger om grundtilskud, som blev bevilget til 19 foreninger.

Såfremt den omvendte situation gjorde sig gældende - dvs. at et betydeligt flertal af de etniske minoritetsforeninger benyttede sig af grundtilskudsmulighederne – så ville en så stor del af tilskudsmidlerne skulle afsættes til dette formål, at der ikke ville være midler tilovers til støtte af de aktiviteter og projekter, som forvaltningen mener vil være et væsentligt led i opkvalificeringen af de etniske minoritetsforeningers integrationsfremmende indsats.

Integrationsrådet foreslår endvidere:

  • At nationale arrangementer, som er åbne for borgere af alle nationaliteter, bør opfattes som integrationsfremmende.

Det er i forbindelse med ovenstående punkt Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens opfattelse, at Integrationsrådets forslag med fordel kan indarbejdes i retningslinierne, således at sådanne arrangementer – som ofte benyttes af etniske minoritetsforeninger for at fejre nationale traditioner og helligdage, og som af majoritetsbefolkningen kan benyttes som en nyttig og interessant indgangsvinkel til mødet med en anden kultur – også kan betragtes som værende støtteberettigede.

Integrationsrådet udtaler også i sit høringssvar, at

  • offentlige myndigheder ikke bør kunne få del i midlerne. Det er Integrationsrådets holdning, at de midler, der her er tale om, udelukkende skal tilgodese de kræfter, som på frivillig basis tilrettelægger og gennemfører integrationsfremmende aktiviteter og/eller projekter. Der bør således ikke være tale om at midlerne kan tildeles offentlige myndigheder.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan anbefale, at denne anmodning tiltrædes, og at henvisningen til "myndigheder" i retningsliniernes punkt 1 fjernes. Alene størrelsen af puljen gør, at den bør reserveres til det mere frivillige initiativ.

Integrationsrådet er yderligere af den opfattelse, at:

  • Der bør ansættes en etnisk minoritetsforeningskonsulent i forbindelse med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens indsats overfor etniske minoritetsforeninger.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen henviser i den forbindelse til, at der er optaget drøftelser mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen om en styrkelse af indsatsen på foreningsområdet, hvilket eventuelt kan indebære ansættelse af en sådan konsulent..

Integrationsrådet foreslår endvidere i sit høringssvar, at:

  • Integrationsrådet bør medvirke i udvælgelsesprocessen.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan ikke anbefale, at Integrationsrådet medvirker i udvælgelsesprocessen. Det bør som på § 115-området være det politiske niveau, der forbeholder sig retten til at tildele midlerne.

Integrationsrådet påpeger, at man ikke bør afskære sig muligheden for at yde støtte til integrationsfremmende tiltag, som ikke umiddelbart tager udgangspunkt i de fire opstillede definitioner for integrationsfremmende tiltag, som opstilledes i det oprindelige udkast til ændrede retningslinier. Rådet foreslår derfor:

  • At følgende formulering tilføjes som en yderligere, "opsamlende" definition for "integrationsfremmende aktiviteter": "Der kan også ydes støtte til aktiviteter/projekter, der på anden vis skønnes at være integrationsfremmende.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen anbefaler, at denne definition tilføjes de allerede opstillede definitioner, således at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget får mulighed for at tildele midler til ansøgere, hvis projekter eller aktiviteter ikke falder ind under de oprindeligt formulerede definitioner, men som alligevel skønnes at være integrationsfremmende.

Afslutningsvis gør Integrationsrådet opmærksom på, at:

  • Det i retningslinierne er nødvendigt at inkludere en definition på etniske minoritetsforeninger, som sikrer, at midlerne tildeles foreninger, som arbejder for at fremme integrationen af etniske minoritetsgrupper i det københavnske samfund.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan også tilslutte sig tilføjelsen af en sådan "målgruppespecificerende" definition i retningslinierne, idet det skønnes, at en sådan kan være medvirkende til at sikre relevansen af de projekter og aktiviteter, der søges støttet.

Det rådgivende Integrationsudvalg udtaler i sit høringssvar, at det kan tilslutte sig Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens indstilling.

ØKONOMI

Ingen.

ANDRE KONSEKVENSER

Etniske minoritetsforeninger, som har overlevet udelukkende på grundlag af de hidtidige grundtilskud, og som fremover ikke kan finde anden finansiering, vil i sagens natur få vanskeligt ved at opretholde driften. Det er forvaltningens vurdering, at der er tale om ganske få foreninger, og at en sådan udvikling ikke vil påvirke den samlede integrationsindsats negativt. Tværtimod kan foreningerne enten omstille sig til en mere aktiv rolle i integrationsprocessen eller blive økonomisk selvbærende.

HØRING

-

BILAG

  • Gældende generelle retningslinier for ydelse af tilskud til etniske foreninger/sammenslutninger.
  • Ændrede retningslinier for tildeling af tilskud til etniske foreninger og integrationsfremmende tiltag.
  • Integrationsrådets høringssvar.
  • Det rådgivende Integrationsudvalgs høringssvar.

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

 

Til top