Mødedato: 04.05.2005, kl. 15:30

Mål for sprogstimuleringsindsatsen i daginstitutioner (Bilag)

Mål for sprogstimuleringsindsatsen i daginstitutioner (Bilag)

 

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 4. maj 2005

 

 

12.      Mål for sprogstimuleringsindsatsen i daginstitutioner (Bilag)

 

FAU 194/2005  J.nr. 194/2005

 

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget vedtager konkrete mål for indsatsen med sprogstimulering

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens forslag til forbedring af sprogstimuleringsindsatsen gældende fra januar 2006

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender Familie- og Arbe jdsmarkedsforvaltningens metodeudviklingsprojekt

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens forældreinddragelsesprojekt

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at indstillingen sendes i høring i Det rådgivende integrationsudvalg og i Integrationsrådet

 

RESUME

Herværende indstilling skal ses i forlængelse af indstillingen: Plan for sprogstimuleringsindsatsen i Københavns Kommune, der er en fælles indstilling med Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har besluttet, at der skal opstilles konkrete mål for indsatsen med sprogstimulering samt arbejdes med metodeudvikling. 

 

Forvaltningen foreslår følgende mål for indsatsen:

1.   Alle tosprogede børn taler og forstår så godt dansk, at de kan deltage i skolens undervisning og øvrige aktiviteter, når de starter i skolen.

2.   Det pædagogiske personale, der varetager sprogstimuleringsindsatsen, efteruddannes løbende, så det er kvalificeret til opgaven og har kendskab til ny viden og metoder indenfor sprogstimuleringsområdet

3.   Alle institutioner med tosprogede børn har udvalgt en sprogansvarlig

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen forslår endvidere, at forvaltningen igangsætter et metodeudviklingsprojekt i samarbejde med Danmarks Pædagogiske Universitet og Center for Videregående Uddannelse Storkøbenhavn. På baggrund af projektets resultater skal det politisk vedtages, om der skal indføres en række bindende metoder til sprogstimulering i børnehaverne.

 

For at styrke indsatsen i børnehaverne forslås en række tiltag, der skal sikre en mere ensartet indsats i kommunen, styrke erfaringsudvekslingen på tværs af institutioner, føre til mere kontinuitet i indsatsen samt sikre en sammenhæng mellem arbejdet med de pædagogiske læreplaner og sprogstimuleringsindsatsen.

 

Endelig foreslås det, at der sættes fokus på forældreinddragelse ved at indføre en obligatorisk forældresamtale i forbindelse med sprogvurdering af børnene, samt at der igangsættes et forældreinddragelsesprojekt.

 

SAGSBESKRIVELSE

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede d. 28. maj 2003 følgende

 

- At der opstilles konkrete mål for indsatsen med sprogstimulering,

- At status for sprogstimulering fremover indeholder en evaluering af de målbare resultater,

- At arbejdet med metodeudvikling intensiveres, blandt andet gennem afprøvning af forskellige veldefinerede metoder på sammenlignelige grupper.

 

Primo 2004 nedsatte Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i samarbejde med Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen en projektgruppe til at videreudvikle den nuværende indsats på sprogstimuleringsområdet.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen forpligtede sig samtidig til at fremlægge konkrete mål for indsatsen med sprogstimulering for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget primo 2005.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen samt Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har i samarbejde fået udarbejdet en evaluering af indsatsen omkring sprogstimulering til tosprogede småbørn i Københavns Kommune.

 

Evalueringens anbefalinger og resultater blev fremlagt for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget i en selvstændig indstilling d. 16. marts 2005 og nedenstående ændringsforslag blev vedtaget:

 

At der i planen for forbedring af sprogstimuleringsindsatsen redegøres for hvilke(n) metoder der anvendes og at der fremlægges et oplæg til forsøg med forbedring af indsatsen, herunder brug af "fonetisk træning".

 

Anbefalinger og resultater fra evalueringen indgår i forvaltningens handleplan.

 

På Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgsmødet d. 16. marts blev det desuden besluttet:

 

at der afsættes 1 mil. kr. til forbedring af sprogstimuleringsindsatsen på daginstitutionsområdet.

 

De to forvaltninger fremlægger i fællesskab indstillingen: 'Plan for sprogstimuleringsindsatsen i Københavns Kommune'. Heri stilles der forslag om fremtidige principper og tiltag på området fælles for de to forvaltninger.

 

Denne indstilling beskriver tiltag, der alene vedrører Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og indstilling skal ses i forlængelse af ovennævnte fællesindstilling.

 

Forslag til konkrete mål på sprogstimuleringsområdet i daginstitutioner

1.      Alle tosprogede børn taler og forstår så godt dansk, at de kan deltage i skolens undervisning og øvrige aktiviteter, når de starter i skolen

2.      Det pædagogiske personale, der varetager sprogstimuleringsindsatsen, efteruddannes løbende, så det er kvalificeret til opgaven og har kendskab til ny viden og metoder indenfor sprogstimuleringsområdet

3.      Alle institutioner med tosprogede børn har udvalgt en sprogansvarlig

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen måler én gang om året på målene, og resultaterne indgår i den årlige status for sprogstimulering.

Som bilag 1 er vedlagt et baggrundsnotat, hvori det beskrives, hvordan der vil blive målt på ovenstående tre mål.

 

ad 1)

Målet er, at 100 % af de tosprogede børn taler og forstår så godt dansk, at de kan deltage i skolens undervisning og øvrige aktiviteter, når de starter i skole.

 

Børnenes dansk sproglige udvikling vil blive målt ved en sprogtest, der er under udarbejdelse i Undervisningsministeriet. Materialet forventes at forelægge i løbet af 2006, og forvaltningen regner med, at den første måling kan ske 2006. Således kan et resultat ved anden måling 2007 forelægges Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

 

For uddybende kommentarer henvises til fællesindstillingen 'Plan for sprogstimuleringsindsatsen i Københavns Kommune'.

 

ad 2)

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen registrerer, hvilke daginstitutioner, der har haft personale på forvaltningens kurser. Målet er at sikre, at alle institutioner, der arbejder med sprogvurderinger og sprogstimulering, har ansat kvalificeret personale. Resultatet vil også kunne bruges i forbindelse med lederevalueringer.

 

ad 3)

For at sikre kontinuitet og fokus på indsatsen foreslås det, at alle institutioner med tosprogede børn fremover skal vælge en sprogansvarlig pædagog. Der vil blive udviklet en række retningslinier for, hvilke opgaver den sprogansvarlige som minimum skal påtage sig, og hvilke kompetencer den sprogansvarlige som minimum skal besidde. I institutionernes årsplaner vil der fremover blive evalueret på, hvorvidt institutionen det forløbne år har haft en sprogansvarlig, og at der samles op herpå via de pædagogiske konsulenters opsamling på årsplanerne.

 

Konkrete tiltag.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen foreslår i Plan for sprogstimuleringsindsatsen i Københavns Kommune at følgende to principper lægges til grund for de fremtidige tiltag på sprogstimuleringsområdet:

 

Der skal være en rød tråd i indsatsen, der sikrer:

·        en sammenhæng på tværs af tilbud, bydele, forvaltninger og i forhold til nationale tiltag og beslutninger

·        at arbejdet med evaluering og dokumentation kan føre til sammenligninger på tværs af tilbud og evt. kommuner

·       en sammenhæng mellem allerede eksisterende mål for indsatsen og de mål, som Københavns Kommune fremover opstiller

 

Forældreinddragelsen skal styrkes

·        i forbindelse med sprogvurderinger

·        i forbindelse med den daglige pædagogiske indsats

·        i forhold til forældre der ikke opfylder forpligtelsen om obligatorisk sprogstimulering fx for børn, der er indmeldt i børnehave, men som ikke møder op

 

Nedenstående forslag til konkrete tiltag skal ses i forlængelse af disse principper. Det foreslås, at tiltagene træder i kraft fra budgetår 2006, da de lokalecentre allerede har udformet handleplaner og budget for 2005.

 

Fokus på at skabe et mere ensartet tilbud

I evalueringen af sprogstimuleringsindsatsen anbefales det bl.a., at ledelsen af § 4a i daginstitutioner styrkes, så der sikres et ensartet tilbud i institutioner.

 

Ledelsen af § 4a kan bl.a. styrkes ved, i højere grad end i dag at fastsætte nogle obligatoriske rammer for arbejdet med og evalueringen af indsatsen, der samtidig sikrer en større ensartethed på tværs af bydele og institutioner.

 

Forvaltningen foreslår, at Københavns Kommunes hvidbog for sprogstimulering revideres, og at der tilføjes følgende:

·        Alle institutioner med tosprogede børn fra tre år skal udpege minimum én sprogansvarlig pædagog i institutionen

·        Lokalcentrene skal oprette sprognetværk eller lignede i alle bydele, evt. på tværs af bydele

·        Der afholdes årligt en temadag for alle sprogansvarlige under ledelse af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens centrale koordinator

·        At hvidbogen fremsendes til alle institutioner samt de lokale t/a-teams

·        At arbejdet med sprogstimulering skal inddrages i institutionernes årsplaner og ses i sammenhæng med arbejdet med pædagogiske læreplaner

·        At de pædagogiske konsulenter samler op på arbejdet med sprogstimulering via den årlige indberetning om årsplanerne

·          at børn, der bliver sprogvurderet i henhold til folkeskolelovens § 4a fremover registreres på personnummer for at skabe bedre evalueringsmuligheder

 

Endvidere forslås det, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen på baggrund af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets ovennævnte beslutninger om at arbejde med metodeudvikling, gennemfører et metodeudviklingsprojekt i samarbejde med forskere fra Danmarks Pædagogiske Institut og Center for Videregående Uddannelser i Storkøbenhavn.

 

På baggrund af resultaterne fra metodeudviklingsprojektet vil det politiske udvalg skulle tage stilling til, om der fremover skal indføres en række bindende metoder til sprogstimulering i daginstitutionerne.

 

Forvaltningen har afholdt to indledende møder med forskere fra Danmarks Pædagogiske Institut og Center for Videregående Uddannelser i Storkøbenhavn og en skitse til projektet er vedlagt som bilag 2.

 

Som bilag 1 er vedlagt en oversigt over, hvilke metoder institutionerne benytter i dag.

 

Styrkelse af forældreinddragelsen

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen foreslår, at der indføres en obligatorisk forældresamtale i forbindelse med sprogvurdering af børnene.

 

Endvidere har Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget i marts 2005 vedtaget at afsætte 1 mil. kr. fra mindreforbruget i 2004 til et sprogstimuleringsprojekt.

 

Såfremt beslutningen godkendes i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, vil Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen foreslå, at der igangsættes et projekt om forældreinddragelse.

 

Projektet vil omfatte 15 institutioner og bestå i fire elementer:

1. Undervisning af og sparring med pædagogisk personale ved proceskonsulent

2. Inddragelse af forældrene via forældrekurser og forældredeltagelse i det daglige pædagogiske arbejde

3. Udvikling af materiale/redskaber til forældrene (pjecer, sprogudviklingsmaterialer på andre sprog etc.)

4. Evalueringsrapport udviklet af proceskonsulent, herunder sammenligning med grupper af børn, hvor der ikke er arbejdet med forældreinddragelse

 

Projektet vil løbe i perioden medio 2005 til ultimo 2005, og det politiske udvalg vil i forlængelse af evalueringen af projektet skulle tage stilling til, hvorvidt der skal ændres på de nuværende retningslinier for forældresamarbejdet på sprogstimuleringsområdet i børnehaverne.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen forelægger en indstilling om udvikling og implementering af projektet for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget medio 2005.

 

ØKONOMI

Alle beløb er opgjort i 2005-niveau.

 

Puljen til sprogstimulering og integration er i 2005 på i alt 10.194.000  kr. Heraf er 7.553.502 kr. udmeldt til de lokale centre til sprogstimulering og integration i daginstitutioner. De resterende 2.640.498 kr. er afsat til centrale tiltag, herunder er 1 mil. kr. afsat til tiltag i forbindelse med ovennævnte de politiske beslutninger.

Det forventes, at puljen til sprogstimulering og integration forbliver uforandret i 2006.

 

Midler til diverse tiltag

Udgifterne til følgende tiltag findes indenfor rammen af puljen til sprogstimulering og integration:

 

 

2005

2006

Sprognetværk 

         

75.000 kr.

Tilretning af indberetningssystem 

          40.000 kr.

 

Tryk og layout af hvidbog

          35.000 kr.

 

Midler til årlig temadag 

       

250.000 kr.

Midler til forældresamtaler 

       

385.000 kr.

I alt

75.000 kr.

710.000 kr.

 

Konsekvenserne for de lokalcentre vil være, at fra 2006 vil en mindre del af de midler, der meldes ud blive bundet til sprognetværk og forældresamtaler. Tidligere har centrene haft fri råderet over midlerne, så længe de finansierede tiltag på sprogstimulering og integrationsområdet. Finansieringen af temadagen via puljen vil ikke føre til et fald i andelen af midler, der meldes ud lokalt fra 2005 til 2006 og fremover, i det der også i 2005 har været afsat 250.000 kr. til en temadag om forældresamarbejde for det pædagogiske personale.

 

Metodeudviklingsprojekt

Det er hensigten, at projektet finansieres af midler fra Københavns Kommune samt af eksterne forskningsmidler. Nedenfor ses kommunens andel. Udgifterne til metodeudviklingsprojektet findes indenfor rammen af puljen til sprogstimulering og integration.

 

2005

      120.000 kr.

2006

      480.000 kr.

2007

      300.000 kr.

2008

      300.000 kr.

I alt

   1.200.000 kr.

 

Finansieringen via pulje til integration og sprogstimulering vil ikke føre til et fald i andelen af midler, der meldes ud lokalt fra 2005 til 2006 og fremover.

 

Forældreinddragelsesprojekt

Finansieres via en overførsel fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens mindreforbrug 2004. Forudsætter godkendelse af overførslen i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

 

2005

Proceskonsulent/undervisning

400.000 kr.

Forældrekurser

100.000 kr.

Frikøb af pædagogisk personale

300.000 kr.

Udvikling af materialer/redskaber/tryk af evalueringsrapport

200.000 kr.

I alt

1.000.000 kr.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Forslagene har administrative konsekvenser i forvaltningen.

Der skal søges om tilladelse til at registrere børnene på personnummer.

 

HØRING

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets skal beslutte om indstillingen skal sendes i høring hos det rådgivende integrationsudvalg og Integrationsrådet.

 

BILAG

Bilag 1: Baggrundsnotat om måling af mål

Bilag 2: Oversigt over institutionernes metoder til sprogstimulering.

Bilag 3: Skitse til metodeudviklingsprojekt

Bilag 4: Skitse til forældreinddragelsesprojekt

 

 

                                            Grethe Munk

                                                                                       /

                                                                                                             Carsten Stæhr Nielsen


 

Til top