Etablering af etårig pulje i 2004 til køb af fripladser på daghøjskoler med driftsoverenskomst med Københavns Kommune
Etablering af etårig pulje i 2004 til køb af fripladser på daghøjskoler med driftsoverenskomst med Københavns Kommune
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 4. februar 2004
12. Etablering af etårig pulje i 2004 til køb af fripladser på daghøjskoler med driftsoverenskomst med Københavns Kommune
FAU 62/2004 J.nr. 62/2004
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at der på hhv. funktion 5.01.03 og 5.98 i 2004 etableres en etårig pulje på hver op til 1,5 mill. kr., i alt 3 mill. kr., til køb af fripladser på daghøjskoler med driftsoverenskomst med Københavns Kommune.
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at nettoudgiften på 2,25 mill. kr. afholdes via hhv. 1 mill kr. fra Københavns Jobcenters budget, funktion 5.40 og 1,25 mill. kr. fra Omstillingspuljen på revalideringsområdet 2003 – 2005, funktion 5.40. De resterende 0,75 mill. kr. via statslig refusion på udgifterne.
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at der flyttes 1,5 mill. kr. fra funktion 5.40 til funktion 5.98 og 0,75 mill. kr. fra funktion 5.40 til funktion 5.01.03.
RESUME
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen afsætter hvert år en række pladser, benævnt fripladser, til brug for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens servicering af ledige borgere på daghøjskolerne med driftsoverenskomst med Københavns Kommune.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen afholder udgiften til taxametergebyret ved de ordinære uddannelsesforløb mens Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skal afholde deltagergebyret ved en borgers deltagelse.
Med henblik på at sikre udnyttelsen af fripladserne, og hermed daghøjskolernes fortsatte eksistens, indstilles det, at der for 2004 etableres en central pulje på op til 3 mill. kr. til dækning af lokal-, handicap- og rådgivningscentrenes køb af fripladser på daghøjskoler med driftsoverenskomst med Københavns Kommune.
SAGSBESKRIVELSE
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har for 2004 kalkuleret med, at stille 140 fripladser (helår) til rådighed på daghøjskoler med driftsoverenskomst med Københavns Kommune for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Med friplads menes, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen finansierer udgifterne via taxameterbetaling for daghøjskolernes ordinære uddannelsesforløb, mens Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skal afholde udgiften til de lediges deltagerbetaling.
Taxameterfinansieringen udgør typisk ca. 2/3 del af den samlede pris for en plads, mens deltagergebyret typisk udgør ca. 1/3 del af den samlede pris for en plads.
Udgifterne til deltagerbetalinger i 2004 har Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen kalkuleret til op til 3 mill. kr. ved fuld anvendelse af alle fripladserne. Udgiften til deltagerbetaling på de konkrete tilbud kan svinge alt efter de enkelte forløbs længde, indhold m.v., som daghøjskolerne tilbyder.
Med henblik på at give lokal-, handicap- og rådgivningscentrene mulighederne for at udnytte tilbuddet om fripladser i 2004 uden konsekvens for deres budget i 2004, indstilles det, at der afsættes en central etårig pulje på op til 3 mill. kr. til dækning af lokal-, handicap- og rådgivningscentrenes køb af fripladser på daghøjskoler med driftsoverenskomst med Københavns Kommune.
Lokal-, handicap- og rådgivningscentrene har før 2004 typisk afholdt udgifterne til køb af fripladser for ledige borgere over funktion 5.40 (revalidender, amtskommunal forpligtigelse), 5.98 (kontanthjælpsmodtagere / startmodtagere) eller funktion 5.01.03 (Borgere, der modtager sygedagpenge under forrevalidering og revalidender), afhængig af borgerens sociale situation.
Imidlertid er der ikke endnu udmeldt budget for funktion 5.01.03 til lokal-, handicap- og rådgivningscentrene for 2004, idet det er konstateret at Københavns Kommune for 2004 kan forvente at overskride loftet for statslig refusion til beskæftigelses- og revalideringsaktiviteter for ledige borgere, der modtager kontanthjælp eller starthjælp. Den manglende udmeldelse af budget for 2004 betyder, at lokal-, handicap- og rådgivningscentrene p.t. ikke kan købe fripladser som normalt.
Denne købsmulighed sikres nu via etablering af den centrale pulje, mens det konkrete forbrug fortsat afhænge af lokal-, handicap- og rådgivningscentrenes behov for at anvende daghøjskoleforløb som led i ledige borgeres kvalificering til arbejdsmarkedet eller uddannelse. Daghøjskolernes ordinære forløb er i den sammenhæng at betragte som tilbud til ledige borgere jf. Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 10, § 32, stk. 1, 3) Ordinære uddannelsesforløb.
Det bemærkes, at da midlerne til for- og revalidering samt særlig beskæftigelsesfremmende indsats jf. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget beslutning den 5. februar 2003 decentraliseres til lokal-, handicap- og rådgivningscentrene fra 2005, vil Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens køb af fripladser fortsat alene afhænge af lokal-, handicap- og rådgivningscentrenes konkrete køb.
Spørgsmålet om Københavns Kommunes forventede manko i statslig refusion til beskæftigelses- og revalideringsaktiviteter forelægges Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget i den nærmeste fremtid.
MILJØVURDERING
Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Udgifterne til den foreslåede etårige pulje i 2004 er kalkuleret til 3 mill. kr. brutto.
Såfremt det antages at halvdelen er borgere, der modtager kontant- eller starthjælp under forrevalidering og den anden halvdel er borgere, der modtager sygedagpenge under forrevalidering eller er revalidender, vil udgifterne fordele sig med:
- 1,5 mill. kr. på funktion 5.98 for køb af kapitel 10 tilbud til kontant- og startmodtagere under forrevalidering. Da det p.t. forventes at Københavns Kommune overskrider loftet for statsrefusion, skal udgiften afholdes fuldt ud af Københavns Kommune, dvs. nettoudgiften bliver 1.5 mill. kr. i 2004
- 1,5 mill. kr. på 5.01.03 for sygedagpengemodtagere under forrevalidering og revalidender, hvor der er statslig refusion uden for det statsl ige loft, dvs. at nettoudgiften for Københavns Kommune her bliver på 0,75 mill. kr.
Der kan hermed kalkuleres nettoudgifter på 2,25 mill. kr. i 2004 til den etårige pulje for 2004.
Det foreslås at nettoudgiften på 2,25 mill. kr. finansieres som følger:
- 1 mill. kr. på Københavns Jobcenters budget, funktion 5.40 og
- 1,25 mill. kr. kr. Omstillingspuljen på revalideringsområdet 2003 – 2005, funktion 5.40.
og at midlerne flyttes fra funktion 5.40 til hhv. funktion 5.98 og 5.01.03.
Baggrunden for forslaget om finansiering via Omstillingspuljen på revalideringsområdet 2003-2005 skal ses på baggrund af fremdriften i forhandlingerne med revalideringsinstitutionerne. Der kan på basis af disse nu kalkuleres med færre udgifter til omstillingen end oprindeligt anslået i 2002.
ANDRE KONSEKVENSER
Manglende udnyttelse af fripladserne vil betyde, at flere daghøjskoler vil blive tvunget til at reducere deres aktiviteter eller lukke, hvilket vil påfører Københavns Kommune udgifter.
HØRING
Ingen.
BILAG
Ingen.
Grethe Munk /
Torben Brøgger