Mødedato: 03.11.2004, kl. 15:30

Frit valg af dagtilbud over kommunegrænser - mellemkommunal aftale om afregning for benyttelse af dagtilbud på tværs af kommunegrænser (Bilag)

Frit valg af dagtilbud over kommunegrænser - mellemkommunal aftale om afregning for benyttelse af dagtilbud på tværs af kommunegrænser (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 3. november 2004

 

17. Frit valg af dagtilbud over kommunegrænser - mellemkommunal aftale om afregning for benyttelse af dagtilbud på tværs af kommunegrænser (Bilag)

FAU 510/2004 J.nr. 510/2004

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender vedlagte udkast til mellemkommunal aftale om afregning for benyttelse af dagtilbud på tværs af kommunegrænser med det forbehold, at afregningen for køb/salg af pladser sker kvartalsvis og ikke månedligt.

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at udkastet forelægges Uddannelses- og Ungdomsudvalget til endelig godkendelse. Aftalen bør forelægges Uddannelses- og Ungdomsudvalget, da pladser i fritidshjem og SFO'er er omfattet af aftalen.

 

RESUME

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget behandlede d. 21. april 2004 en indstilling om "Frit valg af dagtilbud over kommunegrænser". I den forbindelse tog Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til efterretning, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget hurtigst muligt får forelagt et udkast til en aftale med andre kommuner om afregning for køb/salg af pladser. Aftalen skal fastsætte de nærmere rammer for pasning af udenkommunale børn, herunder at det som vidt muligt sikres, at den kommune, hvor barnet bliver passet (udførerkommunen) bliver kompenseret for merudgifter grundet f.eks. ejendomsudgifter og særlige behov.

Lov om Social Service er ændret fra 1. januar 2004, så forældrene får øget mulighed for at benytte et dagtilbud i en anden kommune end deres opholdskommune. Lovændringen påvirker også forældrebetaling og den afregning, der skal ske mellem kommunerne i forbindelse med pasning i andre kommuner. Derfor er der behov for at revidere den mellemkommunale aftale for afregning for køb/salg af pladser, som er indgået mellem en række kommuner i hovedstadsområdet.

SAGSBESKRIVELSE

Aftalens indhold

Aftalen dækker køb/salg af pladser i dagplejen og daginstitutioner samt skolefritidsordninger. Da både fritidshjemspladser og skolefritidsordninger er omfattet af aftalen, bør aftalen forelægges Uddannelses- og Ungdomsudvalget til godkendelse.

Med hensyn til særlige dagtilbud med usædvanligt høje driftsudgifter (f.eks. institutioner specielt for handicappede børn) giver aftalen mulighed for, at opholdskommunen kan beslutte at give et ekstra tilskud til udførerkommunen for enten at reducere udførerkommunens udgifter, reducere forældrenes egenbetaling eller begge dele.

Afregningen mellem kommunerne fastsættes i følge aftalen som det laveste af følgende to beløb:

  • 79 procent af de gennemsnitlige budgetterede driftsudgifter pr. plads for dagtilbud i opholdskommune, beregnet for den aldersgruppe, barnet tilhører.
  • 79 procent af udførerkommunens gennemsnitlige budgetterede driftsudgifter pr. plads.

De 79 procent består af 70 procent af de gennemsnitlige udgifter pr. plads, som dækker kommunens almindelige driftsudgifter. Desuden er der tillagt 9 procent til dækning af ejendomsudgifter.

Hensyn til ejendomsudgifter

I følge Socialministeriets Bekendtgørelse om kommunens tilskud til brug for dagtilbud til børn, forældrenes egenbetaling og fripladstilskud m.v. (§ 3, stk. 2) skal ejendomsudgifter og udgifter til husleje og vedligeholdelse ikke indgå i beregningen af de budgetterede driftsudgifter (og beregningen af forældrebetalingen). Kommunerne kan dog indbyrdes aftale en indbyrdes afregning, der tager hensyn til disse udgifter. For at sikre en afregning, der afspejler de faktiske udgifter, indgår det derfor i aftalen, at de budgetterede driftsudgifter pr. plads tillægges 9 procent, der skal dække udførerkommunens udgifter til husleje, vedligeholdelse og andre ejendomsudgifter.

Udgifter til udflytterkørsel indgår ikke i tilskuddet, men afholdes af udførerkommunen.

Opkrævning af forældrebetaling

Det fremgår af lovændringen om frit valg af dagtilbud, at det som udgangspunkt er udførerkommunen, som opkræver forældrenes egenbetaling, men det kan aftales mellem to kommuner, at det er opholdskommunen, der opkræver betalingen i stedet.

Der er enighed blandt aftalekommunerne om, at det er mest hensigtsmæssigt, hvis opkrævningen varetages af opholdskommunen. Derfor indgår det i aftalen, at opholdskommunen opkræver forældrenes egenbetaling, samt afholder friplads- og søskendetilskud.

Skolefritidsordninger

Lovændringen om frit valg af dagtilbud over kommunegrænser omfatter ikke skolefritidsordninger. Aftalekommunerne har dog været enige om, at SFO'er bør omfattes af den mellemkommunale aftale.

Kommuner omfattet af aftalen

Det forventes, at følgende kommuner vil tiltræde aftalen: Albertslund, Ballerup, Brøndby, Dragør, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Greve, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, København, Ledøje-Smørum, Lyngby-Taarbæk, Rødovre, Solrød, Søllerød, Tårnby, Vallensbæk og Værløse.

MILJØVURDERING

Indstillingen vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Det vurderes, at de ændrede afregningsprincipper vil have marginale økonomiske konsekvenser.

HØRING

Ingen.

BILAG

  • Aftale vedrørende mellemkommunal afregning for benyttelse af dagpleje, daginstitutioner og SFO på tværs af kommunegrænser for børn indtil ca. 10 år.
  • Svar til Finn Rudaizky af 5. oktober 2004 vedr. beregning af forældrebetaling.

 

Grethe Munk

/

Carsten Stæhr Nielsen

 

Til top