Mødedato: 03.09.2003, kl. 15:30

Besvarelse af medlemsforslag i forbindelse med overvejelserne om nedlæggelse af Strandgården (Bilag)

Besvarelse af medlemsforslag i forbindelse med overvejelserne om nedlæggelse af Strandgården (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 3. september 2003

 

Sager til beslutning

24. Besvarelse af medlemsforslag i forbindelse med overvejelserne om nedlæggelse af Strandgården (Bilag)

FAU 483/2003 J.nr. 483/2003

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager nedenstående besvarelse af ændringsforslag vedrørende forslag om nedlæggelse af behandlingsinstitutionen Strandgården til efterretning.

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at behandlingsinstitutionen Strandgården nedlægges.

RESUME

Frank Hedegaard (F) stillede på udvalgsmødet den 20. august 2003 et ændringsforslag til forvaltningens indstilling om Strandgården, som udvalget tiltrådte. Med udgangspunkt i ændringsforslaget redegøres for behovet for alternativ døgnbehandling/efterbehandling for Strandgårdens klienter i tilfælde af en lukning. Derudover redegøres for den hidtidige informationskampagne, der har været iværksat om Strandgårdens behandlingstilbud, ligesom muligheden for at videreføre Strandgården med en reduceret budgetramme beskrives.

I vedlagte Aftale om budget 2004 af 27. august 2003 fremgår det på side 19, at aftaleparterne er enige om, at Strandgården lukkes. Forvaltningen indstiller derfor ud fra en samlet vurdering af sagen, at Strandgården nedlægges.

SAGSBESKRIVELSE

Under Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets behandling på mødet den 20. august 2003 af punkt 19, Forslag om nedlæggelse af behandlingsinstitutionen Strandgården, blev der stillet følgende ændringsforslag:

"Socialistisk Folkeparti ønsker, at forvaltningen inden Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager stilling til evt. lukning af Strandgården først forsøger at :

  1. Udarbejde notat hvoraf det det fremgår hvor stort behovet er for døgnbehandling/efterbehandling
  2. Man udarbejder en kampagne rettet imod amter/kommuner og Københavns kommune for at synliggøre pladsernes eksistens
  3. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen fremkommer med et forslag til ændret anvendelse af Strandgården rettet mod samme målgruppe

Besvarelse af spørgsmål 1: Hvad er behovet for fremtidig døgnbehandling/efterbehandling?

Forvaltningen har forstået spørgsmålet således, at der ønskes en redegørelse for behovet og mulighederne for at tilbyde Strandgårdens nuværende klienter relevant alternativ behandling.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har indhentet oplysninger fra hhv. rådgivningscentrene og Strandgården om de aktuelt indskrevne brugere.

På den baggrund kan det oplyses, at der dags dato (25. august 2003) er 18 brugere, der opholder sig på Strandgården, visiteret fra Københavns Kommune.

Heraf er 3 startet i februar, 2, i april og maj, 4 i juni måned, 6 i juli måned og 3 i august måned. Opholdet er sat til 6 måneder, hvilket betyder, at den sidst ankomne skulle afslutte sit ophold planmæssigt 11. februar 2004, og ca. halvdelen ville have afsluttet forløbet inden årets udgang. Det kan være vanskeligt at estimere udskrivningstidspunktet, da der har været mulighed for forlængelse af opholdet, hvis der skønnes behov for dette. Hertil kommer, at de hidtidige erfaringer fra Strandgården er, at kun ca. en tredjedel gennemfører opholdet planmæssigt.

Forstanderen for Strandgården har den opfattelse, at enkelte af klienterne har behov for intensiv psykoterapeutisk støtte, mens alle fremover vil have behov for terapeutisk samtalestøtte. Det er endvidere forstanderens opfattelse, at ca. 6 klienter har behov for jobtilbud, uddannelse, daghøjskole mm. og støttende samtaler, mens ca. 12 klienter har behov for at fortsætte på strandgården eller andet døgnbehandling 1-2 år frem.

Det er derimod rådgivningscentrene opfattelse, at kun omkring halvdelen af de visiterede brugere kan have behov for supplerende døgnophold, hvis Strandgården lukker. Dette kan imødekommes af forskellige typer af døgntilbud, såsom ophold på Kysten, omsorgsdøgnophold, ophold på hospital/plejeafdeling pga. akut opstået sygdom mv.

Den sidste halvdel skønner rådgivningscentrene, har brug for ambulant tilbud, der indeholder fortsat substitutionsbehandling, støttende samtaler, jobtræning, eller uddannelse i ambulant regi, efter afsluttet ophold på Strandgården.

Ved en eventuel nedlæggelse vil det være rådgivningscentrene i samarbejde med den afgivende institution, der sammen med den enkelte bruger vil lægge en plan for fremtiden, hvor såvel behandlingsbehov som bolig og beskæftigelsesmæssige forhold vil blive draget ind i planen. En sådan plan vil blive udarbejdet i god tid inden en eventuel lukning.

På baggrund af ovenstående er det forvaltningens opfattelse, at det vil være muligt for rådgivningscentrene indenfor de nuværende rammer at tilbyde Strandgårdens klientel et forsvarligt alternativ til det nuværende ophold.

Besvarelse af spørgsmål 2 . Kampagne for synliggørelse af Strandgården i Københavns kommune samt andre amter

Med henblik på synliggørelse af Behandlingsinstitutionen Strandgårdens tilbud overfor institutioner i Københavns kommune samt andre amter har følgende initiativer været iværksat siden Strandgården åbnede:

  1. Udarbejdelse af præsentationsfolder for Strandgården
  2. Udsendelse af præsentationsfolder til samtlige amter
  3. Udsendelse af orienteringsskrivelse til samtlige amter vedr. etablering af Behandlingsinstitutionen Strandgården, samt mulighed for salg af pladser.
  4. Udsendelse af nyhedsbreve for Strandgården
  5. Præsentation af Strandgårdens tilbud på Rådgivningscentre

Derudover har forvaltningen gentagne gange skriftligt såvel som mundtligt bedt rådgivningscentrene om at visitere brugere til Strandgården.

Indtil videre har der været betalingstilsagn fra Københavns Amt for tre klienter, der dog ikke er påbegyndt behandlingen endnu.

Med henblik på at forsøge at få flere visitationer til Strandgården og at få solgt flere pladser til andre amter kunne forvaltningen og Strandgården gentage/intensivere den hidtidige indsats, fx ved at gentage udsendelse af foldere til amter og Københavns kommunes egne behandlingsinstitutioner. Herudover kan præsentationen af Stra ndgården intensiveres ved besøg hos relevante samarbejdsparter.

Sådanne initiativer vurderes at skulle løbe over minimum ½ år, såfremt initiativerne skal have effekt i forhold til forbedring af belægningen, herunder salget af pladser.

Besvarelse af spørgsmål 3 . Forslag til ændret anvendelse af Strandgården rettet mod samme målgruppe

Ved en alternativ anvendelse af Strandgården forudsættes institutionens budgetramme reduceret med et beløb, svarende til den del af udgifterne, som hidtil har skullet finansieres ved salg af 5,8 helårspladser på 1.836.000 kr.

Pladsnormeringen forudsættes tilsvarende nedsat fra 25 til 19 døgnpladser.

Indholdet i Strandgårdens - Future Inn´s behandlingstilbud forudsættes derimod uændret.

Strandgårdens ejendomsudgifter er uafhængige af pladsnormeringen, det er alene løn- og øvrige udgifter, der kan reduceres. Budgetrammen for alternativ anvendelse af Strandgården vil herefter udgøre knap 5,6 mill. kr., jf. nedenstående oversigt.

 

 

Aktuelt budget

Kr.

Alternativt

Budget, kr.

Lønninger

5.467.000

3.827.560

Ejendomsudgifter

1.123.656

1.123.656

Øvrige udgifter

819.000

622.440

I alt

7.409.656

5.573.656

 

Den del af Strandgårdens lønudgifter, som medgår til aften- og nattevagter samt personale i weekender og helligdage, vil heller ikke kunne spares væk, idet der i disse timer kun er en person på vagt ad gangen. Udgift til forstander, administration, køkken og gårdmandsfunktioner er heller ikke fuldt ud proportional med pladsantallet.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har med udgangspunkt i førnævnte krav til personalenormeringen samt den reducerede lønramme opstillet en alternativ personalesammensætningen for Strandgården, som sikrer en minimumsbemanding i aften- og nattetimerne, uændret aktivitetsniveau i daghøjskolen samt minimumsbemanding i institutionens øvrige funktioner.

Minimumskravet er en bemanding på 13,2 fuldtidsansatte og en samlet lønsum på 4,4 mill. kr. Minimumskravet overstiger således den lønsum på 3,8 mill. kr., som der fremover maksimalt kan udmeldes til Strandgården.

For at imødekomme kravet om en lønsum på 3,8 mill. kr., skal der i forhold til minimumsnormeringen ske en yderligere personalereduktion. Det eneste område, hvor dette kan ske er på faglærerstaben, hvorved Strandgårdens højskolefunktion mere end halveres.

 

Aktuel

Minimums

Mulig

Normering

Normering

Normering

Forstander

1,0

1,0

1,0

Daghøjskole/undervisere

3,9

3,9

2,3

Kontorpersonale

1,0

0,5

0,5

Køkken/rengøring

*1,0

2,0

2,0

Metadonudlevering

1,0

1,0

1,0

Gårdmand

0,9

1,0

1,0

Aften- og nattevagt

4,8

3,1

3,1

Vikarer

1,7

0,6

0,6

Lægekonsulent

0,1

0,1

0,1

I alt

15,4

13,2

11,6

  • Køkkenfunktionen varetages af en økonoma, som samtidig er faglærer

Køkken- og rengøringsfunktioner forudsættes fremover udført i samarbejde med

de indskrevne

Den nuværende personalenormering er fastsat til 17,4 fuldtidsstillinger. Dette skal ses i sammenhæng med, at Strandgårdens ledelse har valgt at konvertere ca. 2 fuldtidsstillinger til "øvrig" drift til bl.a. køb af rengøring fra rengøringsfirma og køb af idrætslærere/-konsulenter i forbindelse med daghøjskolen. Disse aktiviteter vil der fremover ikke være midler til at købe, idet budgetrammen for "øvrig" drift reduceres med knap 0,2 mill. kr.

Det skal understreges, at der i ovenstående beregninger ikke er taget højde for udgifter afledt af en eventuel omlægning af institutionen. Der skal tages højde for eventuel fratrædelsesgodtgørelse, feriepenge til fratrådte mv., såfremt institutionen videreføres med reduceret medarbejderstab.

Et reduceret budgetramme skal ses i sammenhæng med Strandgårdens aktivitetsniveau. Til og med juli 2003 har belægningen været på gennemsnitligt 62,1 pct. svarende til at gennemsnitligt 15-16 pladser har været belagt. At fjerne kravet om salg af 5,8 pladser ved at reducere pladsnormeringen fra 25 til 19 kan således ikke antages at medføre fald i driftsudgifterne i forhold til Strandgårdens nuværende aktivitetsniveau.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vurderer, at det ikke vil være muligt at udføre aktiviteterne på et fagligt forsvarligt niveau med det reducerede personalebudget.

Strandgårdens forstander bekræfter dette. Forstanderen vurderer, at der med ovenstående budgetramme ikke vil kunne tilbydes kursisterne reelle undervisningsforløb, som i givet fald vil blive meget mangelfulde og kortvarige. Den lave personalenormering vil endvidere vanskeliggøre en intensiv social opbakning i forhold til den enkelte klient.

Forstanderen anfører desuden, at det med den lave personalenormering vil være vanskeligt at holde en rimelig standard på indretningen og kontinuiteten i forhold til de daglige rutiner, hvor der vil være alt for mange tidspunkter hen over døgnet, hvor kursisterne vil være overladt til sig selv.

Strandgårdens forstander har foreslået, at der søges om tilskud til medfinansiering af Strandgårdens højskole-/uddannelseskoncept over Arbejdsmarkedsstyrelsens "Pulje til udvikling af den sociale indsats på Det rummelige Arbejdsmarked". Forstanderen har derved foreslået, at Strandgården får en landsdækkende aktivitet med et samlet årligt driftsbudget på godt 11 mill. kr., dvs. en fordobling i forhold til den nuværende budgetramme.

Med den givne tidsfrist har det ikke været muligt for Familie- og Arbejdsmarkeds-forvaltningen at undersøge denne mulighed i detaljer. Dog kan nævnes, at den angivne pulje er en fireårig pulje for årene 2003-2005 fordelt med 83,5 mill. kr. i 2003, 25,4 mill. kr. i 2004, 23,3 mill. kr. i 2005 og 16,6 mill. kr. i 2006. Der kan således kun blive tale om et midlertidigt tilskud.

På det foreliggende grundlag vurderer Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen det urealistisk at udvide Strandgårdens aktiviteter.

 

MILJØVURDERING

Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Ingen.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

HØRING

Ingen

BILAG

  • Aftale om budget 2004
  • Indstilling og beslutning fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets møde den 20. august 2003 om Strandgården

 

Grethe Munk /

Torben Brøgger

 

 

 

 

Til top