Mødedato: 03.09.2003, kl. 15:30

Sagsbehandlingsfrister efter § 3, stk. 2 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Bilag)

Sagsbehandlingsfrister efter § 3, stk. 2 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 3. september 2003

 

Sager til beslutning

18. Sagsbehandlingsfrister efter § 3, stk. 2 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Bilag)

FAU 466/2003 J.nr. 466/2003

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at sagsbehandlingsfristen forlænges til 16 uger for

  • boligændringerssager, som kræver større ombygninger af bad, køkken m.v., efter § 102, stk. 1 i lov om social service,
  • el-kørestole, knallert m.v., der kræver afprøvning og
  • meget komplekse informationstekniske hjælpemiddel løsninger i forbindelse med kommunikation (syn, høre og sprog) samt for særlige arm- og benproteser med IT-teknisk styring, anatomisk hånd, fod m.v. samt

at sagsbehandlingsfristen forlænges til 8 uger for kontant tilskud til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

RESUME

Den 28. maj 2003 behandlede Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget en indstilling om tilpasning af enkelte sagsbehandlingsfrister. Indstillingen blev tiltrådt under forudsætning af, at Det Sociale Brugerråd ikke havde afgørende indsigelser.

Det Sociale Brugerråd er på denne baggrund blevet hørt, hvilket har medført, at forslag til forlængelse af sagsbehandlingsfristen for kontant tilskud til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne er begrænset til 8 uger.

SAGSBESKRIVELSE

Den 28. maj 2003 behandlede Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget indstilling om tilpasning af visse sagsbehandlingsfrister.

Udvalget tiltrådte indstillingen "under forbehold af, at Det Sociale Brugerråd ikke har afgørende indsigelser".

Det Sociale Brugerråd er herefter hørt og har ved høringssvar af 25. juni 2003 oplyst, at flere af tilpasningerne af sagsbehandlingsfrister, der foreslås fra forvaltningens side, er velbegrundede og acceptable.

På denne baggrund vil nærværende indstilling alene vedrører de nedenfor nævnte sagsbehandlingsfrister, i det de øvrige tilpasninger af sagsbehandlingsfrister herefter må anses for tiltrådt af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, da der ikke har været indsigelser fra Det Sociale Brugerråd.

Det Sociale Brugerråd har dog kommentarer til 2 sagsbehandlingsfrister, som rådet ikke finder rimelige, nemlig vedrørende tekniske hjælpemidler m.v. og merudgifter til voksne funktionshæmmede.

1. Tekniske hjælpemidler, forbrugsgoder og boligindretning

Med hensyn til de tekniske hjælpemidler m.v. oplyser Det Sociale Brugerråd, at en ændring af sagsbehandlingsfristen til 16 uger forekommer at være en helt urimelig lang sagsbehandlingsfrist. Rådet lægger her vægt på, at der ved en eventuel bevilling oven i denne tid skal lægges tid til udførelsen af arbejdet ved ombygninger og ventetid på leverancen af eventuel el-stol eller knallert.

Det Sociale Brugerråd finder derfor, at det forhold, at der p.t. er ventetid på Hjælpemiddelcentret til afprøvninger ikke bør anvendes som argument for en generel forringelse af brugerens livsvilkår. Ventetiden på Hjælpemiddelcentret bør derfor afhjælpes med andre styreredskaber end ved generelt at forlænge tidsfristen for alle sagsbehandlinger, der skal omkring Hjælpemiddelcentret.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan i denne forbindelse oplyse, at hovedparten af ansøgninger om tekniske hjælpemidler, forbrugsgoder og boligindretning afgøres indenfor den nugældende frist på 8 uger.

Der er dog også mere komplekse sager, som kan kræve hjemmebesøg, rapport fra ergoterapeut, flere afprøvninger på Hjælpemiddelcentret, ligesom flere myndigheder kan være involveret med henblik på byggetilladelser m.v. Indstilling om forlængelse af sagsbehandlingsfristen er således ikke alene afledt af ventetiden til afprøvninger på Hjælpemiddelcentret, men derimod af den samlede kompleksitet, der gør sig gældende i netop disse sager.

Et andet forhold, der gør sig gældende, er flaskehalsproblemer i forbindelse ergoterapeuter. Men her gælder, at forvaltningens fire handicapcentre vil omlægge arbejdstilrettelæggelsen, således at andre fagpersoner med en viden om den pågældende borger, herunder hjemmeplejen, inddrages i sagsbehandlingen af visse hjælpemiddelansøgninger.

Det er dog nødvendigt at fastholde fagligheden i sagsbehandlingen for at sikre borgerens retssikkerhed, og sikre at borgeren modtager den hjælp, som den pågældende er berettiget til.

I denne sammenhæng kan nævnes, at der omkring el-knallerter/scootere er lagt en skærpet bevillingspraksis, hvor der sker en nøje faglig vurdering af mobilitet, anvendelse af offentlige transportmidler, aktivitet eventuel medicin/alkoholmisbrug som kontraindicerer kørsel m.v.

Det er på baggrund af det anførte fortsat forvaltningens opfattelse, at det er nødvendigt med en forlængelse af den gældende sagsbehandlingsfrist fra 8 til 16 uger for at sikre en bedre fristoverholdelse for:

  • boligændringerssager, som kræver større ombygninger af bad, køkken m.v., efter § 102, stk. 1 i lov om social service,
  • el-kørestole, knallert m.v., der kræver afprøvning og
  • meget komplekse informationstekniske hjælpemiddel løsninger i forbindelse med kommunikation (syn, høre og sprog) samt for særlige arm- og benproteser med IT-teknisk styring, anatomisk hånd, fod m.v.

For øvrige tekniske hjælpemidler m.v. fastholdes en sagsbehandlingsfrist på 8 uger.

2. Kontant tilskud til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne

Med hensyn til sagsbehandlingsfristen for merudgifter til voksne funktionshæmmede finder Det Sociale Brugerråd, at en forlængelse fra 4 til 10 uger er en kraftig forlængelse, der ikke automatisk bør følge af det forhold, at en ændring af lovgivningen medfører, at der skal benyttes en særlig metode. Brugerrådet finder derfor, at når teammedarb ejderne har fået indlært de forskellige redskaber, der udgør funktionsevnemetoden, bør en sagsbehandling kunne udføres på langt kortere tid end de foreslåede 10 uger. Brugerrådet foreslår derfor en sagsbehandlingsfrist på 6 til 8 uger.

Forvaltningen har taget udtalelsen fra Det Sociale Brugerråd til efterretning, og foreslår på denne baggrund at sagsbehandlingsfristen i stedet forlænges fra 4 til 8 uger.

3. Personlige hjælpemidler

I den tidligere fremlæggelse for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget var der i en indstilling forslag om ændring af sagsbehandlingsfristen for personlige hjælpemidler. Da forslaget reelt vedrørte tekniske hjælpemidler tilbagekaldes denne del af indstillingen, og der henvises i stedet til punkt 1 ovenfor.

MILJØVURDERING

Indstillingen indebærer ikke væsentlige miljømæssige virkninger.

ØKONOMI

Indstillingen har ikke væsentlige økonomiske konsekvenser

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

HØRING

I overensstemmelse med Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning er der gennemført høring hos Det Sociale Brugerråd.

Brugerrådet har i denne forbindelse modtaget forvaltningens indstilling med bilag som behandlet af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 28. maj 2003 som dagsordenens punkt 27.

Det Sociale Brugerråd har fremsendt deres høringssvar ved brev af 25. juni 2003.

BILAG

  • Indstilling som behandlet af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 28. maj 2003
  • Høringssvar af 25. juni 2003 fra Det Sociale Brugerråd

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

 

 

 

Til top