Projektansøgning til Integrationsministeriet vedr. systematisk kompetenceafklaring (Bilag)
Projektansøgning til Integrationsministeriet vedr. systematisk kompetenceafklaring (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 3. marts 2004
5. Projektansøgning til Integrationsministeriet vedr. systematisk kompetenceafklaring (Bilag)
FAU 122/2004 J.nr. 122/2004
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder ansøgningen til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration om projekt "Fra Chauffør til AC'er".
RESUME
Integrationsministeriet har udmeldt en pulje til "Forsøg med systematisk kompetenceafklaring af udlændinges medbragte kompetencer og kvalifikationer".
Modtageenheden har indsendt en ansøgning om midler til projekt "Fra chauffør til AC'er". Ansøgningen er indsendt til ministeriet med forbehold for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget behandling af projektet.
Projektet vurderes, i høj grad at hænge sammen med og understøtte Modtageenhedens aktiviteter og de principper for omlægning af integrationsindsatsen, som Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget behandlede d. 20. august 2003 (FA 437/2003).
SAGSBESKRIVELSE
Integrationsministeriet har udmeldt en række puljer til fremme af flygtninge, indvandrere og efterkommeres beskæftigelse. Der har den 15. december 2003 været ansøgningsfrist til puljen "Forsøg med systematisk kompetenceafklaring af udlændinges medbragte kompetencer og kvalifikationer".
Puljens formål er at støtte forsøg, som fremmer systematisk kompetenceafklaring af udlændinges medbragte kompetencer og kvalifikationer fra hjemlandet m.v. med henblik på at forbedre udnyttelsen på arbejdsmarkedet. Puljens midler kan bruges til afklaring af både formelle og uformelle kompetencer, til afdækning af et eventuelt uddannelsesbehov og til en efterfølgende styrket virksomhedskontakt.
Hensigten er med forsøgene er at indhente nyskabende erfaringer med, hvordan afklaring kan ske hurtigt og bedst muligt i forhold til integration på arbejdsmarkedet, og at fremme erfaringsudveksling om kompetenceafklaring.
Modtageenheden har til ansøgningsrunden den 15. december 2003 indsendt en ansøgning om midler til projekt "Fra chauffør til AC'er". Ansøgningen er indsendt til ministeriet med forbehold for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget behandling af projektet.
Projektet har til formål at udvikle, afprøve og operationalisere en praksisorienteret afklaringsmodel, der kan effektivisere den arbejdsmarkedsrettede kompetenceafklaringsproces blandt etniske minoriteter i Københavns Kommune, som er kommet til landet med videregående uddannelse på længerevarende og mellemlangt niveau fra oprindelseslandene.
Projektet sigter således på at opbygge en operativ kompetenceafklaringsmodel, der bygger på en arbejdspladsbaseret afklaringsproces, der giver mulighed for at ækvivalere medbragte fagkompetencer direkte i forhold til kravene i en dansk jobkontekst.
Projektet vurderes, i høj grad at hænge sammen med og understøtte integrationsindsatsen for de selvforsørgende integrationsudlændinge i Modtageenheden. I rapporten om principper for omlægning af integrationsindsatsen (FA 437/2003) sættes fokus på netop en styrket systematisk kompetenceafklaring af de nyankomne udlændinge mhp. på den hurtigst mulige tilknytning til arbejdsmarkedet.
MILJØVURDERING
Sagen har ikke miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Integrationsministeriet ansøges om 615.300 kr. Projektperioden løber fra februar 2004 til januar 2005.
Der kræves ikke yderligere kommunal medfinansiering. Modtageenhedens medvirken i projektet afholdes indenfor enhedens budgetramme.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
HØRING
Sagen har ikke været i høring.
BILAG
· Ansøgning til Integrationsministeriet inkl. bilag.
Grethe Munk
/ Torben Brøgger