Udvidelse af fritidshjem på Blegdamsvej 31 samt konvertering af fritidshjemspladser på Rosenvængets Allé 18 (bilag) (fællesindstilling FAF/UUF)
Udvidelse af fritidshjem på Blegdamsvej 31 samt konvertering af fritidshjemspladser på Rosenvængets Allé 18 (bilag) (fællesindstilling FAF/UUF)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 3. marts 2004
24. Udvidelse af fritidshjem på Blegdamsvej 31 samt konvertering af fritidshjemspladser på Rosenvængets Allé 18 (bilag) (fællesindstilling FAF/UUF)
FAU 140/2004 J.nr. 140/ 2004
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, at udvalgene overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen indstiller,
at 22 fritidshjemspladser i Rosengårdens Børnehave og fritidshjem, Rosenvængets Allé 18 afvikles pr. 1. august 2004.
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget overfører 350.730 kr. til Uddannelses- og Ungdomsudvalget fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets bevilling konto 5.14.1 til Uddannelses- og Ungdomsudvalgets bevilling konto 5.14.1 i 2004.
at Uddannelses- og Ungdomsudvalget tildeles en varig tillægsbevilling fra 2005 på 841.753 kr. niveau 2004 på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets bevilling konto 5.14.1, og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tildeles en tilsvarende negativ tillægsbevilling fra 2005.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at driftsoverenskomsten mellem Uddannelses- og Ungdomsudvalget og den selvejende institution på Blegdamsvej 31 udvides med 3 fritidshjemsgrupper pr. 1. august 2004.
RESUME
Uddannelses- og Ungdomsudvalget godkendte den 3. december 2003, og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltrådte den 10. december 2003 ovenstående forslag, samt at forslaget sendes i høring.
Med forslaget udvides fritidshjemmet på Blegdamsvej 31 med 3 grupper, hvoraf den ene gruppe erstatter pladserne i Rosengården, Rosenvængets Allé 18. Hermed sikres at pladsgarantien for fritidshjem opretholdes. Yderligere imødekommer forslaget institutionen Rosengårdens ønske, om at afvikle fritidshjemsgruppen samtidigt med, at antallet af fritidshjem tilknyttet Sortedamskolen nedbringes.
Forslaget har været i høring hos bestyrelserne for Sortedamskolen, fritidshjemmet på Blegdamsvej 31 og Rosengården børnehave med høringsfrist den 30. januar 2004. På baggrund af at bestyrelsen ved børnehaven Rosengården, bestyrelsen ved fritidshjemmet Blegdamsvej 31 og skolebestyrelsen ved Sortedamskolen alle imødekommer forslaget, fastholdes forslaget.
SAGSBESKRIVELSE
På baggrund af udviklingen i behovet for fritidshjemspladser, er det Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen vurdering, at der er behov for at etablere 2 nye fritidshjemsgrupper i tilknytning til Sortedamskolen og Ingrid Jespersens Gymnasieskole på Indre Østerbro for at opretholde pladsgarantien for fritidshjem.
Til august 2004 forventes der at mangle plads til 2 fritidshjemsgrupper ved Sortedamskolen og Ingrid Jespersens Gymnasieskole. I henhold til Indenrigsministeriet skal børn i private skoler, heriblandt Ingrid Jespersens Gymnasieskole, tilbydes fritidshjemspladser i området omkring skolen. Blandt andet derfor er fritidshjemmet på Blegdamsvej 31 tilknyttet både Sortedamskolen og Ingrid Jespersens Gymnasieskole. Erfaringsmæssigt søger ca. 60 børn fra Ingrid Jespersens Gymnasieskole hvert år over i de offentlige fritidshjem i området, herunder fritidshjemmet på Blegdamsvej 31.
Forvaltningen finder det endvidere hensigtsmæssigt at etablere yderligere 1 fritidshjemsgruppe til erstatning for 22 fritidshjemspladser i børnehaven Rosengården, der efter ønske fra institutionen Rosengården nedlægges. Institutionen Rosengården udvides, som følge heraf, med 13 børnehavepladser. Udvidelsen indgår i Børneplanens etape 1A, og der er i den forbindelse givet tillægsbevilling til etablering af pladserne.
I beslutningen om ændring
af en fritidshjemsgruppe til en børnehavegruppe blev det vedtaget at
børnehavegruppen skulle være på 22 børn. Af institutionens høringssvar fremgår,
at man ikke er tilfreds med dette, og ønsker spørgsmålet om normering
forhandlet med forvaltningen. Denne forhandling har fundet sted, og
forvaltningen anerkender, at der rent pladsmæssigt kun er basis for at
indskrive 13 børn yderligere i børnehaven.
Ved at erstatte de 22 fritidshjemspladser i Rosengården med en fritidshjemsgruppe på Blegdamsvej 31, reduceres antallet af fritidshjem tilknyttet Sortedamskolen i henhold til Uddannelses- og Ungdomsudvalget beslutning om at nedbringe antallet af fritidshjem tilknyttet Sortedamskolen.
MILJØVURDERING
Indstillingen
vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har til nærværende udvalgsmøde indstillet anlægsbevilling til gennemførelse af projektet på Blegdamsvej 31.
I forb indelse med konverteringen af pladser overfører Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget en engangsbevilling på 350.730 kr. (niveau 2004) til Uddannelses- og Ungdomsudvalget fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets bevilling konto 5.14.1 til Uddannelses- og Ungdomsudvalgets bevilling konto 5.14.1 i 2004. Beløbet dækker driftsudgiften til 22 fritidshjemspladser i Rosengården fra 1. august 2004.
Helårsvirkningen af driften af 22 fritidshjemspladser udgør 841.753 kr. (niveau 2004). Som konsekvens af konverteringen af de 22 fritidshjemspladser i Rosengården tildeles Uddannelses- og Ungdomsudvalget derfor en varig tillægsbevilling fra 2005 på 841.753 kr. niveau 2004 på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets bevilling konto 5.14.1, og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tildeles en tilsvarende negativ tillægsbevilling fra 2005.
ANDRE KONSEKVENSER
-
HØRING
Forslaget har være i høring hos skolebestyrelsen for Sortedamskolen, bestyrelsen for børnehaven Rosengården og fritidshjemmet på Blegdamsvej 31.
Skolebestyrelsen ved Sortedamskolen tilslutter sig forslaget med ordene "… forslaget er med til at tilgodese en god udvikling, og vi kan kun støtte en udvidelse af fritidshjemmet på Blegdamsvej 31. Lukningen af Rosengårdens Fritidshjem ser vi som en naturlig konsekvens af, at forældrene sidste år har ønsket at få flytte deres børn…".
Bestyrelsen ved Rosengården tilslutter sig forslaget med ordene "Vi vil udtrykke vores glæde over, at fritidshjemspladserne endelig bliver nedlagt."
Bestyrelsen ved fritidshjemmet på Blegdamsvej 31 tilslutter sig forslaget med ordene "fritidshjemmet accepterer, at driftsoverenskomsten udvides med 3 fritidshjemsgrupper".
Samtidigt udtrykker bestyrelsen i sit høringssvar blandt andet ønske om at institutionen inddrages i udbygningsplanerne, at udbygningen forløber med mindst mulig støjgene for institutionen, at svampeskade udbedres førend institutionen overtager lokalerne, og at institutionens fremtidige driftsbudget udmeldes hurtigst muligt.
Idet forvaltningen naturligvis vil drage omsorg for, at lokalerne bringes i god stand og svampeskader bliver udbedret førend institutionen overtager lokalerne, og idet forvaltningen vil inddrage institutionen i udbygningsprocessen, herunder at udbygningen foregår med mindst mulig støjgene for institutionen, og idet forvaltningen allerede har indledt beregning af det fremtidige normerings driftsbudget, fastholdes forslaget.
BILAG
· Høringssvar fra
- Skolebestyrelsen ved Sortedamskolen
- Bestyrelsen i den integrerede institution Rosengården
- Bestyrelsen ved fritidshjemmet på Blegdamsvej 31
Peter Rasmussen Grethe
Munk