Mødedato: 03.03.2004, kl. 15:30

Hiv-Danmarks rådgivningstilbud (Bilag)

Hiv-Danmarks rådgivningstilbud (Bilag)

 

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 3. marts 2004

 

 

12.      Hiv-Danmarks rådgivningstilbud (Bilag)

 

FAU 125/2004  J.nr. 125/2004

 

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget imødekommer ansøgningen fra Hiv-Danmark om økonomisk støtte i 2004 på 100.000 kr. til den psykosociale rådgivning som Hiv-Danmark yder til de hiv-smittede personer bosat i Københavns Kommune. Udgiften afholdes på funktion 5.45 Behandling af stofmisbrugere, budgetramme 16.08.

 

at man i budgetforhandlingen for 2005 tager stilling til den fortsatte finansiering af Hiv-Danmarks rådgivningstilbud.

 

RESUME

Hiv-Danmark har på opfordring af Inger Marie Bruun-Vierø skrevet til Bo Asmus Kjeldgaard og anmodet om økonomisk støtte til den psykosociale rådgivning som Hiv-Danmark yder i forhold til hiv-smittede borgere og deres pårørende bosiddende i Københavns Kommune.

 

Sagen har været drøftet med Sundhedsforvaltningen, som tidligere har foreslået at de to forvaltninger hver gik ind med en årlig støtte fra 2004 på 100.000 kr.

 

Sagen har været drøftet i udvalget d. 3. september 2003 FAU467/203 (Bila g 1), hvor man i lyset af den daværende økonomiske situation besluttede ikke at deltage i finansiering af Hiv-Danmarks rådgivningstilbud.  Hiv-Danmark har efterfølgende (8. september 2003) fremsendt en ny ansøgning.  Denne blev behandlet på udvalgets møde d. 3. december 2003  FAU640/2003(Bilag 2), hvor Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen fortsat indstillede, at der ikke skulle ydes økonomisk støtte til Hiv-Danmark.  Udvalget forkastede indstillingen, og bad om en ny indstilling der anbefalede tilskud på 100.000 kr. i 2004, og stillingtagen til den fortsatte finansiering fra 2005 og frem.

SAGSBESKRIVELSE

Hiv-Danmark er en selvejende institution, der tilbyder rådgivning til hiv-smittede.  Der er tale om en psykosocial rådgivning rettet mod de personlige, sociale og økonomiske problemer som hiv-smitten kan udløse hos den enkelte.  Målet med rådgivningen er at lære de rådsøgende at håndtere hiv-smitte, understøtte den medikamentelle behandling, forebygge smittespredning og hjælpe til bedre livsvilkår og en større livskvalitet. 40 pct. af de borgere der anvender rådgivningen er bosat i Københavns Kommune.  De rådsøgende er overvejende personer, der er smittet seksuelt (homo- såvel som heteroseksuelt) herunder personer tilhørende etniske minoriteter, mens de hiv-smittede stofmisbrugerne i overvejende grad rådgives fra behandlingssystemet for stofmisbrugere.

 

Hiv-Danmark er overvejende statsligt finansieret (Sundhedsstyrelsen, Center for forebyggelse).  Hiv-Danmark modtog i 2003 600.000 kr. mindre i tilskud fra Sundhedsstyrelsen sammenlignet med 2002, idet Sundhedsstyrelsen forudsatte at en større del af udgifterne til rådgivningen skulle dækkes fra amterne.  Det samlede budget for rådgivningen i København er 1,6 mill. kr.  Der blev i 2002 gennemført ca. 1.000 rådgivningsforløb i den københavnske rådgivning og i 2003 ca. 1.500 – en stigning på 50 pct.

 

Hiv-Danmark skrev d. 25.10.02 til Bo Asmus Kjeldgaard.  Af brevet fremgår det, at repræsentanter fra Hiv-Danmark har haft et møde med sundhedsborgmesteren om "Hiv-Danmarks arbejde, herunder vores rådgivningsydelser til borgere i Københavns Kommune samt om muligheden for at indgå aftale med Københavns Kommune om honorering for rådgivningen. Inger Marie Bruun-Vierø anbefalede os i den forbindelse at henvende os til dig herom.".

 

Af referatet af mødet mellem repræsentanter fra Hiv-Danmark og Inger Marie Bruun-Vierø fremgår det, at "hiv-smittede typisk henvises til Hiv-Danmarks rådgivning fra hospitalerne, eller smittede og/eller pårørende henvender sig selv."  Og at "Københavns Kommune ikke betaler for den rådgivning, som kommunens borgere modtager hos Hiv-Danmark – i modsætning til en række andre amter," selvom Københavns Kommunes borgere bruger ca. 40 % af rådgivningens ydelser.  Hiv-Danmark oplyser endvidere, at de "hiv-smittede kan henvende sig på socialcentrene og i H:S, men personalet har ikke tid og tilstrækkelig viden til at tage sig af hiv-smittedes rådgivningsbehov."  Endelig fremgår det af referatet, at "Inger Marie Bruun-Vierø anbefalede Hiv-Danmark at kontakte Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen angående honorering for rådgivningen, og samtidig lovede hun at tale med borgmester Bo Asmus Kjeldgaard om sagen."

 

Hiv-Danmark har efter afslaget i september fremsendt en ny ansøgning om medfinansiering d. 8. sept. 2003, hvor man anfører, "at man har megen forståelse for den anstrengte økonomiske situation i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, men at det er indtrykket, at de netop afsluttede forhandlinger vedrørende budget 2004 samt det indgåede forlig i den forbindelse har taget højde for den øjeblikkelige økonomiske situation i forvaltningen." Man opfordrer derfor udvalget om at tage sagen op til fornyet overvejelse.

 

Sagen er efterfølgende blevet behandlet på udvalgets møde d. 3. december 2003 (Bilag 2), hvor Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen fortsat indstillede, at der ikke skulle ydes økonomisk støtte til Hiv-Danmark.  Udvalget forkastede instillingen, og bad om en ny indstilling med tilskud til Hiv-Danmarks rådgivningstilbud på 100.000 kr. i 2004, samt at man i forbindelse med budgetforhandlingerne i 2005 tog stilling til den fortsatte finansiering og spørgsmålet om i hvilken forvaltning tilskuddet skal samles.

 

Sagen har været drøftet med Sundhedsforvaltningen, som ligeledes vil indstille at der bevilges et beløb på 100.000 for 2004, og at den fortsatte støtte drøftes i forbindelse med budgetforhandlingerne i 2005.  Der ses ikke at være nogen grund til at samle tilskuddene fra de respektive forvaltninger.

 

MILJØVURDERING

Ingen

 

ØKONOMI

Udgiften på 100.000 kr. i 2004 til støtte til Hiv-Danmark foreslås finansieret af ikke- disponerede budgetmidler på 164.000 kr. afsat på funktion 5.45.1 Behandling af stofmisbrugere, budgetramme 16.08 til finansiering af akut opståede genopretnings- og vedligeholdelsesarbejder i institutioner i 2004 på i alt 0,8 mill. kr.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

 

HØRING

Ingen, men Sundhedsforvaltningen skal orienteres om udvalgets beslutning.

 

BILAG

·        Bilag 1.  Beslutningsprotokol fra mødet d. 3. september 2003 FAU467/2003  punkt 25. Medfinansiering af Hiv-Danmarks rådgivningstilbud.

·        Bilag 2.  Beslutningsprotokol fra mødet d. 3. december 2003 FAU 640/2003 punkt 8. Hiv-Danmarks rådgivningstilbud.

 

 

                      Grethe Munk

                                                                                       /

                                                Torben Brøgger


 


Til top