Mødedato: 02.11.2005, kl. 15:30

Økonomiudvalget høring om indstilling om ny bydelsinddeling i Københavns Kommune (j.nr. ØU 399/2005) - ny struktur i Københavns Kommune fra 1. januar 2006 (bilag)

Se alle bilag

Økonomiudvalget høring om indstilling om ny bydelsinddeling i Københavns Kommune (j.nr. ØU 399/2005) - ny struktur i Københavns Kommune fra 1. januar 2006 (bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 2. november 2005

 

 

7.      Økonomiudvalget høring om indstilling om ny bydelsinddeling i Københavns Kommune (j.nr. ØU 399/2005) - ny struktur i Københavns Kommune fra 1. januar 2006 (bilag)

 

FAU 581/2005  J.nr. 581/2005

 

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,      

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget videresender høringssvar fra brugerorganisationer og samarbejdsudvalg sammen med resumeet af høringssvar til Økonomiforvaltningen

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens anbefaling af fællesmodellen som ny bydelsinddeling

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget videresender beslutnings-protokollen for udvalgspunktet som udvalgets høringssvar til Økonomiforvaltningen

 

RESUME

Økonomiudvalget har på sit møde den 27. september 2005 (ØU 399/2005) vedtaget at sende indstillingen om en fremtidig bydelsinddeling til høring i stående udvalg med henblik på, at høringssvarene indgår i udvalgets endelige behandling af indstillingen den 22. november 2005. Indstillingen forventes endeligt behandlet på møde i Borgerrepræsentationen den 15. december 2005.

 

Samtidig er de stående udvalg anmodet om at gennemføre relevante eksterne høringer af bruger- og medarbejderorganisation er. Høringssvar skal være Økonomiforvaltningen i hænde den 1. november 2005

 

Til Økonomiudvalgets høringsskrivelse af 4. oktober 2005, jf. Bilag 1, er vedlagt følgende materiale, der er optrykt som Bilag 2-4 til nærværende udvalgsindstilling:

 

-         Indstilling om bydelsinddeling i København, ØU 399/2005 (Bilag 2)

-         Projektgruppens rapport om "Forslag til ny distriktsinddeling i København" (Bilag 3)

-         Beslutningsprotokol fra Økonomiudvalgets møde den 27. september 2005 vedrørende punkt 5 med j.nr. ØU 399/2005 (Bilag 4)

 

Direktionen i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vurderer, at det på grund af delingen af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens ressortområder mellem 3 fremtidige forvaltninger klart er nødvendigt med et færre antal distrikter end de nuværende 15 for at sikre såvel faglig som ressourcemæssig bæredygtighed.

I implementeringsplanen for den kommende Socialforvaltning, som Økonomiudvalget har taget til efterretning den 11. oktober 2005, fremgår det således, at det ikke kan lade sig gøre at opretholde mere end 8-9 lokale centre, når en faglig og ressourcemæssig bæredygtighed skal sikres. 

Tilsvarende fremgår det af implementeringsplanen for den kommende Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning, som Økonomiudvalget ligeledes har taget til  efterretning den 11. oktober 2005, at København er for stor til ét jobcenter, men at der omvendt ikke er ressource til 8-9 jobcentre, der kan betjene både forsikrede og ikke-forsikrede. Antallet af bæredygtige fælles jobcentre med staten er i implementeringsplanen opgjort til 3.

 

Høring på Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets område

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har på sit møde den 12. oktober 2005 (FAU 512/2005) godkendt, at Økonomiforvaltningen orienteres om, at høringssvar først kan afgives den 3. november 2005. Baggrunden er behov for tid til høring af eksterne brugerorganisationer og samarbejdsudvalg inden for udvalgets område og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets behandling af høringen på mødet den 2. november 2005.

 

Der er modtaget høringssvar fra 4 brugerorganisationer og 12 samarbejdsudvalg. I Bilag 5 er der givet et kort resumé af høringssvarene.

 

Brugerorganisationerne støtter forslaget med de 8 distrikter, og lægger vægt på, at de bygger på de gamle bydelsgrænser. Det vil lette arbejdet i de kommende lokaludvalg samt samarbejdet med de frivillige organisationer. Der peges desuden på, at en yderligere decentralisering kan betyde mindre effektivitet og bæredygtighed.

 

Samarbejdsudvalgene er generelt positive for opdelingen i de 8 distrikter, der understøtter etableringen af bæredygtige enheder. Der  peges dog på, at Amager bør deles med det samme, og ikke i faser. Der henvises til, at et så stort distrikt (ca. 95.000 borgere) ikke understøtter lokalt demokrati og brugerinddragelse, og at faseopdelingen vil skabe usikkerhed for såvel medarbejdere som borgere. Der er tilfredshed med en opdeling i et distrikt for  "Det Centrale Byområde", der dækker Indre By og Christianshavn, samt et distrikt, der dækker Vesterbro og Kgs. Enghave, og at Valby forbliver et  distrikt. 

 

I relation til beskæftigelsesindsatsen peges på, at antallet af jobcentre ikke bør overstige 4 af hensyn til ressourceanvendelse og uhensigtsmæssig spredning af kompetencer. 

 

Forslag til modeller for bydelsinddeling

I Økonomiudvalgets indstilling er på baggrund af rapporten (Bilag 3), der er udarbejdet af en projektgruppe nedsat af direktørkollegiet, anført følgende forslag til distriktsinddelinger:

1)     en model med 8 bydele, der bygger på en effektiv og bæredygtig borgerservice, samt at der tages udgangspunkt i de nuværende 15 bydele,

2)     en model med 10 bydele, der tager udgangspunkt i byens hovedområder og centerstrukturer, samt ændringer der må forventes i bystrukturen,

3)     en model med 8 bydele, hvor hovedhensynene i de to første modeller er søgt indarbejdet. Der lægges op til en senere deling af Amager, når befolkningstallet på Vestamager når et niveau, så at området kan udgøre en selvstændig bydel.

Model 3 (fællesmodellen) anbefales af forvaltnin gerne, herunder af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. 

Direktionen i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vurderer, at det på grund af delingen af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens ressortområder mellem 3 fremtidige forvaltninger klart er nødvendigt med et færre antal distrikter end de nuværende 15 for at sikre såvel faglig som ressourcemæssig bæredygtighed.

I implementeringsplanen for den kommende Socialforvaltning, som Økonomiudvalget har taget til efterretning den 11. oktober 2005, fremgår det således, at det ikke kan lade sig gøre at opretholde mere end 8-9 lokale centre, når en faglig og ressourcemæssig bæredygtighed skal sikres. 

 

Tilsvarende fremgår det af implementeringsplanen for den kommende Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning, som Økonomiudvalget ligeledes har taget til  efterretning den 11. oktober 2005, at København er for stor til ét jobcenter, men at der omvendt ikke er ressource til 8-9 jobcentre, der kan betjene både forsikrede og ikke-forsikrede. Antallet af bæredygtige fælles jobcentre med staten er i implementeringsplanen opgjort til 3.

 

SAGSBESKRIVELSE

Økonomiudvalget på sit møde den 27. september 2005 vedtaget at indstillingen om bydelsinddeling sendes til høring i stående udvalg med henblik på afgivelse af høringssvar senest den 1. november 2005. Indstillinger med høringssvar behandles derefter i Økonomiudvalget den 22. november og i Borgerrepræsentationen den 15. december 2005.

 

Af indstillingen fremgår, at de stående udvalg også anmodes om at indstillingen sendes til høring i relevante bruger- og medarbejderorganisationer.

 

Indstillingen er sammen med indstillingen om borgerindgange sendt til høring i de i Bilag 6 anførte medarbejder- og brugerorganisationer med en hurtig svarfrist 10. oktober. Udvælgelse er sket ud fra, at indstillingen retter sig mod den administrative sagsbehandling i lokal-centrene samt lokaldemokratiet i bydelene, hvorfor høringen ikke er sendt til institutioner. Der er ikke sendt en høring til de faglige organisationer i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, da Økonomiforvaltningen har sendt indstillingerne til høring i Københavns – og Frederiksberg Fællesorganisation (KFF) og dermed til de faglige organisationer, ligesom de faglige organisationer dækkes af høringen i forvaltningens HSU og ASUer.

 

I Bilag 7 er samtlige indkomne høringssvar vedlagt.

 

Indholdet af Økonomiudvalgets indstilling fremgår af resumé og sagsfremstilling (Bilag 2) i Økonomiudvalgets indstilling.

Indstillingen om ny bydelsinddeling indeholder forslag til 3 distriktsmodeller, der bygger på, at der i forbindelse med Lundgaard processen i foråret 2005 politisk er tilkendegivet, at forslagene skal tilgodese hensynet til:

-         Bæredygtige og effektive løsning af service- og borger-betjeningsopgaverne lokalt med høj kvalitet

-         Naturlige grænser i byens fysiske struktur

-         Befolkningens tilhørsforhold

-         Muligheder for udvikling af lokaludvalg, bruger-demokrati og selvforvaltning.

Målet er, jf. Borgerrepræsentationens beslutning den 26. maj 2005, at "byens opdeling i administrative enheder skal være en geografisk entydig distriktsinddeling uanset forvaltning.

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Familie- og Arbejdsmarkedsforvalt-ningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

Ingen

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

 

HØRING

Indstillingerne har været sendt til høring i medarbejder- og bruger-organisationer. Der henvises til Bilag 5-7.

 

BILAG

Bilag 1:  Økonomiudvalgets høringsskrivelse af  4. oktober 2005. til stående udvalg om bl.a. bydelsinddeling.

Bilag 2:  Økonomiudvalget indstilling om bydelsinddeling (j.nr. 399/2005)

Bilag 3:  Projektgruppens rapport om Bydelsinddeling

Bilag 4:  Beslutningsprotokol fra Økonomiudvalgets møde den 27. september pkt. 5 (ØU 399/2005)

Bilag 5:  Skematisk resumé af høringssvar

Bilag 6:  Oversigt over høringsparter samt indkomne høringssvar

Bilag 7:  Samtlige indkomne høringssvar

 

 

 

 

                    Grethe Munk

                                                      /         

                                                                     Carsten Stæhr Nielsen


 

Til top