Sundbygårds pårørendegruppes ansøgning om, at der i budget 2006 og årene fremover afsættes beløb til fordobling af psykiaterbetjeningen på Sundbygård (bilag)
Sundbygårds pårørendegruppes ansøgning om, at der i budget 2006 og årene fremover afsættes beløb til fordobling af psykiaterbetjeningen på Sundbygård (bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 2. november 2005
17. Sundbygårds pårørendegruppes ansøgning om, at der i budget 2006 og årene fremover afsættes beløb til fordobling af psykiaterbetjeningen på Sundbygård (bilag)
FAU 575/2005 J.nr. 575/2005
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager til
efterretning, at der i budget 2006 ikke er nogen ledige midler til at udvide
timetallet til den ambulant psykiatriske behandling til beboerne på Sundbygård,
og at pårørendegruppen svares i overensstemmelse hermed.
RESUME
Sundbygårds pårørendegruppe har henvendt sig til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
og ansøgt om, at der i budgettet for 2006 og i årene fremover afsættes beløb
til en fordobling af timetallet til den ambulante psykiatriske behandling på
det socialpsykiatriske bocenter Sundbygård.
Bo Asmus Kjeldgaard har i et foreløbigt svar til pårørendegruppen gjort
opmærksom på, at han bragte pårørendegruppens ansøgning med i forhandlingerne
om budgettet for 2006, men at den ikke kom med i forliget. Han ville i stedet
forelægge ansøgningen til behandling i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
Den ambulante psykiatriske behandling af beboerne på de socialpsykiatriske
bocentre er baseret på en aftale mellem forvaltningen og H:S. En udvidelse af
timetallet forudsætter en genforhandling af aftalen og vil indebære en
betydelig merudgift. Der er ikke i budget 2006 nogen ledige midler til at
afholde en sådan udgift.
SAGSBESKRIVELSE
Den psykiatriske bistand
til de socialpsykiatriske bocentre i Københavns Kommune er baseret på den
aftale herom, som Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indgik med H:S i
2001. Ifølge aftalen varetages psykiaterbistanden til beboerne på de 4 store
socialpsykiatriske bocentre (Sundbygård, Hedelund, Lindegården og Ringbo) og de
2 små bosteder (Holme og Stubberupgård) af psykiatriske speciallæger, ansat i
H:S, svarende til 4 fuldtidsstillinger.
Aftalen med H:S er
efterfølgende blevet udvidet til også at omfatte Thorupgården, der pr. 1.
januar 2003 blev omdannet fra somatisk ældreplejehjem til socialpsykiatrisk
bocenter. Psykiaterbistanden til beboerne på Thorupgården svarer omfangsmæssigt
til den bistand, som ydes på de øvrige bocentre.
Sammenfattende er der
således i dag knapt 5 psykiatere (fuldtidsstillinger) til at bistå ca. 820
beboere på de socialpsykiatriske bocentre. Omregnet til psykiatertid pr. beboer
pr. måned svarer det til i gennemsnit ca. 40 minutter pr. beboer pr. måned.
Dette
gennemsnitstal dækker over betydelige forskelle i den enkelte beboers kontakt
med psykiateren, afhængig af beboerens behov for psykiaterbistand.
En udvidelse af timetallet
for den psykiatriske ambulante behandling af beboerne på Sundbygård forudsætter
en genforhandling af aftalen med H:S. Det må forventes, at en genforhandling
vil resultere i en betydelig forøgelse af den betaling, som Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen skal yde H:S for den psykiatriske service til Sundbygård.
Der er ikke i budgettet for 2006 nogen ledige midler til at afholde denne
udgift.
Der skal i øvrigt gøres
opmærksom på, at der ikke er nogen faglig begrundelse for at antallet af
psykiatertimer pr. beboer skal være højere på Sundbygård end på de øvrige
socialpsykiatriske bocentre. En beslutning om at opnormere denne bistand bør omfatte
samtlige bocentre og ikke blot Sundbygård.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens
positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skal ifølge aftalen med H:S
samlet betale 1 mill. kr. årligt til H:S for den ambulante psykiatriske bistand
til de socialpsykiatriske bocentre. Løn og prisfremskrevet udgjorde betalingen
i 2005 1,1 mill. kr. Denne betaling
ligger langt under H:S's faktiske udgifter til ordningen.
ANDRE
KONSEKVENSER
Ingen
HØRING
Ingen
BILAG
- Sundbygårds pårørendegruppes brev af 2. september
2005 til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
- Borgmester Bo Asmus Kjeldgaards foreløbige svar
til pårørendegruppen af 13. september 2005.
- Samarbejdsaftale mellem Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen og H:S om den ambulante psykiatriske
behandling til beboere på de socialpsykiatriske bocentre/bosteder.
- Udkast til svar til pårørendegruppen fra Bo Asmus
Kjeldgaard
Grethe Munk
/
Carsten
Stæhr Nielsen