Overførsel af rådighedsbeløb fra Miljøkontrollen til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen til oprensning af jordforurening i forbindelse med Børneplanen (Bilag)
Overførsel af rådighedsbeløb fra Miljøkontrollen til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen til oprensning af jordforurening i forbindelse med Børneplanen (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 2. juni 2004
3. Overførsel af rådighedsbeløb fra Miljøkontrollen til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen til oprensning af jordforurening i forbindelse med Børneplanen (Bilag)
FAU 287/2004 J.nr. 287/2004
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, at det tiltrædes
at Miljø- og Forsyningsudvalget overfører 4,64 mill. kr. fra Miljøkontrollen til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til oprensning af jordforurening i forbindelse med Børneplanen.
RESUME
I forbindelse med Børneplanens vedtagelse i Borgerrepræsentationen d. 11. juni 2003 (BR 327/2003) blev det besluttet, at udgifter til oprensning af forurenede grunde ved etablering af nye pladser i Børneplanen skulle finansieres af de afsatte udisponerede midler under Miljø- og Forsyningsudvalget til grundoprensning. Udgiften hertil blev ved Børneplanens vedtagelse vurderet til 4,64 mill. kr. (i 2004 p/l).
Miljø- og Forsyningsudvalget har ved møde d. 15. marts 2004 tiltrådt overførslen (MFU 58/2004). Med denne indstilling anmoder Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget også tiltræder overførslen.
SAGSBESKRIVELSE
I budgettet for 2004 er der under Miljø- og Forsyningsudvalget afsat en bevilling på 35,964 mill. kr. til oprensning af forurenet jord.
I forbindelse med vedtagelsen af Børneplanen i Borgerrepræsentationen i juni 2003 (FAU 331/2003) (BR 327/2003) blev det besluttet, at der i 2004 skulle bruges 4,5 mill. kr. fra Miljø- og Forsyningsforvaltningens oprydningskonto til oprensning af forurenet jord ved etablering af nye institutionspladser. Beløbet er inkl. fremskrivning 4,64 mill. kr.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen står for gennemførelsen af Børneplanen, og har i den anledning anmodet Miljøkontrollen om at få overført beløbet til gennemførelse af jordforureningsoprensninger på projekterne Tagensvej 186 M, Vigerslevs Alle 10 samt Kongelundsvej 79.
Miljø- og Forsyningsudvalget har efterkommet Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens ønske og har på møde d. 15. marts 2004 tiltrådt (MFU 58/2004), at der i budget 2004 overføres 4,64 mill. kr. fra Miljøkontrollen til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Med denne indstilling anmoder Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget også tiltræder overførslen.
MILJØVURDERING
Indstillingen forventes at have væsentlige miljømæssige konsekvenser på de neden for beskrevne områder:
Sundhed: Brugerne af daginstitutionernes legepladser vil efter oprensningen kunne anvende legearealerne, dyrke jorden og spise afgrøderne uden restriktioner og sundhedsmæssig risiko fra jordforureningen.
Støv og støj: Mens jordarbejderne pågår, vil der være et øget støjniveau og støvdannelse. Entreprenøren vil blive pålagt at sprinkle området i eventuelle tørre perioder for at undgå støvdannelse. Gældende støjkrav vil blive overholdt.
Jord: Der skal bortskaffes en del forurenet jord. Denne vil blive håndteret i henhold til det gældende regulativ for anvisning af forurenet jord i Københavns Kommune eller anvist konkret af Miljøkontrollen, hvis den ikke er omfattet af regulativet.
Trafik: I anlægsfasen må der påregnes en del trafik med tunge lastbiler til og fra de lokaliteter, som renses op
ØKONOMI
Med indstillingen overføres der 4,64 mill. kr. fra Miljøkonrollen funktion 81.3 til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen funktion 5.14.3, hvorved Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets ramme til anlæg af daginstitutioner forhøjes, mens Miljøkontrollens oprydningskonto til oprensning af forurenet jord tilsvarende formindskes.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen bemærkninger
HØRING
Ingen bemærkninger
BILAG
- Bilag 1. "Overførsel af rådighedsbehøb til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen til oprensning af jordforurening i forbindelse med Børneplanen", (MFU 58/2004)
Grethe Munk
/
Torben Brøgger