Mødedato: 02.06.2004, kl. 15:30

Bidrag til Miljøfestival 2004 (Bilag)

Bidrag til Miljøfestival 2004 (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 2. juni 2004

 

11. Bidrag til Miljøfestival 2004 (Bilag)

FAU 295/2004 J.nr. 295/2004

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens deltagelse i Miljøfestival 2004, 3. – 6. juni 2004, støttes med 15.000 kr. Udgiften finansieres af administrationskontoen (funktion 6.51).

RESUME

Københavns miljøfestival er en årligt tilbagevendende begivenhed. Den 7. festival af slagsen afholdes den 3.- 6. juni 2004. Miljøkontrollen står for planlægningen af Miljøfestivalen, hvor emnerne "økologiske fødevarer", "farlige stoffer i forbrugsvarer" og "støj og luftforurening fra trafikken" i år kommer til at spille en central rolle.

Aktiviteterne under Miljøfestival 2004 planlægges i syv bydele, på tre pladser ved Søerne og på Rådhuspladsen. Aktiviteterne rummer alt fra et vartegn på Rådhuspladsen til boder, events og konkurrencer. Fælles for alle Miljøfestivalens aktiviteter er, at de rummer både miljøfaglig viden og oplevelser for byens borgere. Alle Miljøfestival 2004 aktiviteterne er beskrevet i vedlagte bilag – Miljøfestivalens aktiviteter.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens deltagelse i årets festival er tilrettelagt i samarbejde med Miljøtjenesten, herunder projektet for udbredelse af forståelse for natur og miljø for børnehavebørn - Grøn Vision – Grøn Institution. Miljøtjenesten ejes og finansieres af henholdsvis Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Miljø- og Forsyningsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Miljøtjenesten oplyser, at der på "Børn og Unge pladsen" ved Dronning Louises Bro vil blive rejst et telt og arrangeret en række naturaktiviteter og naturformidling til børn.

SAGSBESKRIVELSE

De planlagte aktiviteter omhandler sortering af "rent" affald (for rigtig udførelse præmieres med lidt øko-slik) samt såning af solsikkefrø i kasser og mellem brosten. Udvalgte medarbejdere fra Grøn vision – Grøn Institutions pilotinstitutioner, herunder den økologiske institution Stenurten, samt Miljøtjenestens medarbejdere i Grøn vision – grøn institution, vil repræsentere Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i løbet af festivalperioden.

Ifølge Miljø- og Forsyningsforvaltningen (MFF) er der endnu ikke fundet finansiering for alle de aktiviteter, der er beskrevet i vedlagte bilag. De sidste tre år er udgifterne til en lang række af aktiviteterne blevet dækket via sponsorater.

Det anbefales, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender tildelingen af midler til festivalens aktiviteter. Deltagelsen er tillige en fin mulighed for at profilere Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens engagement i forhold til at inddrage økologiske aspekter i udførelsen af forvaltningens opgaver.

MILJØVURDERING

Det skønnes at Miljøfestival 2004 har en positiv miljøeffekt. Det er festivalens mål at højne københavnernes miljøbevidsthed og give borgerne kendskab til kommunens miljøaktiviteter. Der bliver gennemført en lang række aktiviteter med et stort indhold af konkret miljøinformation.

ØKONOMI

Med hensyn til finansiering af Miljøfestivalen betaler Grøn Vision – Grøn Institution leje af telt. Miljøtjenesten bidrager til udsmykning af teltet med fotos i stort format af børn i gang med naturaktiviteter. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen anmodes om at finde finansiel støtte til dækning af lønudgifter til personaledeltagelse (to pædagoger i de fire dage som festivalen varer) samt udgifter til frøposer og økologisk slik til uddeling. I alt 11.000 kr. Dertil kommer udgifter til T-shirts påtrykt Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, samt eventuelle uforudsete udgifter. I alt 15.000 kr. Udgiften finansieres af administrationskontoen (funktion 6.51).

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

HØRING

Ingen

BILAG

1. Miljøfestivalens aktiviteter. Miljøkontrollen fremlægger det endelige program umiddelbart inden afholdelsen af Miljøfestival 2004.

Grethe Munk

/

Carsten Stæhr Nielsen

 

Til top