Nedsættelse af et handicapråd i Københavns Kommune
Nedsættelse af et handicapråd i Københavns Kommune
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 2. marts 2005
7. Nedsættelse af et handicapråd i Københavns Kommune
FAU 97/2005 J.nr. 97/2005
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, at et handicapråd placeres tæt ved Borgerrepræsentationen i Økonomiforvaltningen
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager høringssvarene til efterretning
RESUME
Som en udløber af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets behandling af udkast til handicappolitik for Københavns Kommune på udvalgets møde d. 16. juni 2004 blev det efter ændringsforslag fra SF, Enhedslisten, Venstre, Socialdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre vedtaget
- at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget ønsker et Handicapråd. Forvaltningen bedes derfor beskrive, hvordan Københavns Kommune kan nedsætte et Handicapråd, som rådgiver og vejleder om handicapspørgsmål og andre sociale opgaver som f.eks. forhold for psykisk syge på bosteder, hjemløse og personer, der er anbragt på døgninstitution. I samme forbindelse ønskes også grænseflader og arbejdsdeling i forhold til Det Sociale Brugerråd belyst.
På Økonomiudvalgets møde d. 31. august 2004 blev det besluttet "at handicappolitikken anbefales med en bemærkning om, at Økonomiforvaltningen indarbejder i indstillingen og forslaget til handicappolitik (afsnit VII, samarbejde og dialog), at det er en målsætning at oprette et kommunalt handicapråd.
D. 9. september 2004 vedtog Borgerrepræsentationen, at der oprettes et handicapråd i Københavns Kommune. SF ønskede følgende bemærkning tilført beslutningsprotokollen:
"SF støtter vedtagelsen af et Handicapråd for Københavns Kommune. Hovedopgaven for Handicaprådet skal være at tale de handicappedes sag. Det er samtidigt vigtigt for SF, at det sikres i den kommende lovgivning i forbindelse med den kommunale strukturreform, at der er et talerør for døgnanbragte, hjemløse, misbrugere og psykisk syge."
På nuværende tidspunkt varetager Det Sociale Brugerråd, der er et lovbestemt brugerråd, at rådgive om og tage initiativ til nye tiltag og fungerer som klageinstans i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Et handicapråd kan fungere som pendant til Det Sociale Brugerråd og tage sig af tilgængelighed og koordination på tværs af Københavns Kommune forvaltninger. Ligesom et handicapråd, der kan have politiske medlemmer, kan fungere som mødested for politikere, embedsmænd og interesseorganisationer på handicapområdet.
Derfor indstilles det, at det kommende handicapråd placeres tæt ved Borgerrepræsentationen i Økonomiforvaltningens regi.
SAGSBESKRIVELSE
Etablering af et handicapråd i Københavns Kommune
Handicaprådene rundt om i landet fungerer ifølge en spørgeskemaundersøgelse fra Center for Ligebehandling af Handicappede som initiativtager, deltager i udviklingsarbejde, vagthund i forhold til kommunalbestyrelsernes beslutninger og ikke mindst som bindeled mellem borgere med handicap, politikere og forvaltning.
Som hovedregel følger handicaprådene den kommunale valgperiode, sådan at handicaprådet udpeges efter et kommunalvalg. Antallet af medlemmer svinger mellem fire og fjorten medlemmer.
Det er forskelligt fra kommune til kommune, om embedsmænd og politikere deltager i handicaprådets møder. I nogle kommuner lægges der vægt på, at der for de lokale handicaporganisationer er mulighed for at mødes og drøfte spørgsmål uden politikere og embedsmænd, hvilket betyder, at handicaprådet i højere grad bliver et samlingspunkt og debatforum til at rejse synspunkter for området. Med deltagelse af embedsmænd og politikere i handicaprådets arbejde ligger fokus mere på dialogen og den gensidige udveksling mellem handicaprådet, det politiske og det administrative niveau.
I Århus Kommunes Handicapråd er der f.eks. 14 medlemmer, hvoraf tre er udpeget af byrådet, herunder formanden, fire er udpeget af DSI, et medlem repræsenterer interesseorganisationer udenfor DSI og endelig deltager seks embedsmænd fra forskellige forvaltninger. Århus Kommunes Handicapråd er placeret under borgmesterens sekretariat, og sammen med rådets sammensætning fokuseres der i høj grad på at sikre, at rådet kan fremsætte forslag på alle områder, der er styret og reguleret af Århus Byråd, som det fremgår af rådets formålserklæring.
De fleste handicapråd har mellem fire og ti møder årligt. Møderne afholdes som regel med bistand fra kommunen typisk i form af, at der stilles en sekretær samt lokaler til rådighed.
I næsten alle handicapråd har alle medlemmer stemmeret uanset sammensætningen. Ligesom der er nuanceforskelle i høringsret. Fælles for handicaprådene er, at de har ret til at tage generelle problemstillinger op af egen drift.
Århus Kommunes Handicapråd kan ikke beskæftige sig med enkeltsager. Der er derfor lagt op til, at det i høj grad har en rådgivende og overvågende funktion i forhold til generelle problematikker.
Et handicapråd er ikke på nuværende tidspunkt lovbestemt, men i aftalen om den kommunale strukturreform fremgår det, at
der oprettes handicapråd i alle kommuner, som kan rådgive kommunalbestyrelsen
i generelle spørgsmål på serviceområdet. Rådene sammensættes af repræsentanter fra kommunen og af repræsentanter fra handicaporganisationerne efter indstilling fra De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI).
Beskrivelse af Det Sociale Brugerråd
Det Sociale Brugerråd er lovbestemt. Bestemmelsen om Det Sociale Brugerråd findes i Bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område §41 og i tilhørende vejledning. Heraf fremgår det, at brugerrådet har syv medlemmer samt stedfortrædere. Tre medlemmer skal udpeges af DSI. Borgerrepræsentationen skal udpege to medlemmer som brugerrepræsentanter for børneområdet og et medlem som brugerrepræsentant for botilbuddene. Der kan efter aftale med brugergrupperne udpeges et medlem som repræsentant for andre brugergrupper. Fordelingen af repræsentanter på de forskellige brugergrupper fremgår af vejledningen. Ligesom det fremgår, at Borgerrepræsentationen skal sikre, at repr&aeli g;sentationen i brugerrådet er så bred som mulig. Brugerrådet virker i en fireårig periode og følger den kommunale valgperiode.
Reglerne for rådet fastsættes efter forhandling mellem DSI og Borgerrepræsentationen. Brugerrådet skal informeres om generelle udviklingstendenser på det sociale område og tilgrænsende områder. Brugerrådet kan selv tage spørgsmål op af principiel karakter, debattere kommunens service, tilbud og opgaveløsning samt komme med forslag til nye initiativer. Brugerrådet kan på den måde få en funktion som et samlende inspirations- og debatforum og tilgodese særlige lokale behov og ønsker.
Borgerrepræsentanter kan ikke være medlemmer af brugerrådet, undtagen når brugerrådet fungerer som klageinstans, hvor to Borgerrepræsentanter indtræder i stedet for forældrerepræsentanterne. Rådet kan ikke omstøde Borgerrepræsentationens beslutninger, men kan overfor Borgerrepræsentationen udtale kritik, henstille og komme med forslag.
Afgrænsning mellem Det Sociale Brugerråd og et handicapråd
Det Sociale Brugerråd er karakteriseret ved at skulle varetage alle brugere af sociale ydelsers behov, hvor et handicapråd alene varetager handicappedes behov. Et handicapråd er vejledende og rådgivende i forhold til handicappedes behov, hvor Det Sociale Brugerråd både varetager rådgivningsfunktionen og funktionen som klageinstans i amtskommunen for hele det sociale område. Et handicapråd kan fungere som mødested og debatforum for politikere, embedsmænd og repræsentanter for interesseorganisationer på handicapområdet. Det Sociale Brugerråd er i højere grad brugernes mødested, da politikere alene deltager i rådets arbejde, når det fungerer som klageinstans.
Bruges betegnelsen handicapråd om et råd, der også skal varetage f.eks. hjemløse og psykisk syge brugeres interesser og behov, vil det ikke overfor disse brugergrupper signalere, at der er tale om en interessevaretagelse for deres vedkommende. Derfor må betegnelsen handicapråd udvides, sådan at de øvrige brugere fremgår af titlen, hvis rådet skal varetage de øvrige brugergruppers behov og interesser. Alternativt kan der oprettes et brugerråd for disse grupper.
Det Sociale Brugerråd er knyttet til det amtskommunale niveau, hvilket i skrivende stund kan rejse ret forskellige scenarier for Det Sociale Brugerråds fremtid, alt efter hvordan det sociale område organiseres efter strukturreformen. I Københavns Kommune tager Det Sociale Brugerråd stilling til både primærkommunale og amtskommunale tiltag. Således har Det Sociale Brugerråd udtalt sig om etableringen af et Handicapråd, selvom et handicapråd hører til det primærkommunale niveau.
For Københavns Kommune kan etableringen af handicaprådet betyde, at det vil komme til at overlappe Det Sociale Brugerråds arbejde i forhold til rådgivningsfunktionen, hvis begge råd placeres i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Derfor kunne der være en ide i at placere et handicapråd under Økonomiforvaltningen, hvor det kunne fungere som Århus Kommunes Handicapråd, der primært skal sikre, at der tages initiativer i forhold til handicapvenlighed på tværs i kommunen. En sådan organisering ville sikre, at Det Sociale Brugerråd både kunne koncentrere sig om det sociale område og samtidigt samarbejde og sende ideer videre til handicaprådet, der kunne formidle ideer, tiltag og udvikling til alle øvrige forvaltninger. Det er ikke realistisk at forvente, at Det Sociale Brugerråd på samme vis som et handicapråd skulle kunne indgå i at sikre tilgængelighed i hele Københavns Kommune.
HØRING
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede ved behandlingen af forslaget om etablering af et Københavns Kommunes handicapråd d. 20. oktober 2004, at forslaget skulle sendes i høring til relevante interessenter.
D. 1. december 2004 blev indstillingen udsendt til centerrådene på handicapcentrene, Det Sociale Brugerråd, DSI og Det Centrale Handicapråd. Der er modtaget svar fra Det Centrale Handicapråd, Det Sociale Brugerråd, Centerrådet på Handicapcenter Lærkevej og Centerrådet på Handicapcenter Irlandsvej.
Høringssvar i forbindelse med Københavns Kommunes Handicapråd
Det Centrale Handicapråd tilslutter sig det udsendte forslag (bilag1). Det Centrale Handicapråd mener, at det er en god ide, at Københavns Kommunes handicapråd placeres tæt ved Borgerrepræsentationen og får en tværgående funktion. Placeringen vil give handicaprådet tyngde og en god platform til at have et tværsektorielt perspektiv for Københavns Kommunes indsats på handicapområdet. Den forankring kan sikre en fortsat implementering af sektoransvarlighedsprincippet, hvilket handicaprådet bør have mandat til at arbejde med i hele kommunen. Ligesom handicaprådet bør kunne komme med forslag, afholde borgermøder samt have høringsret.
Det Centrale Handicapråd tilslutter sig opdelingen af opgaver mellem et kommende handicapråd og det nuværende brugerråd, sådan at handicaprådet er tværgående for Københavns Kommune, og et brugerråd er knyttet til det sociale område. Handicaprådet bør ikke varetage andre gruppers interesser, da det vil blive for bred en opgaveportefølje for handicaprådet. Ligesom der ikke nødvendigvis er sammenfaldende interesser mellem de forskellige brugergrupper.
Det Centrale Handicapråd tilslutter sig indstillingen om, at Københavns Kommunes handicapråd skal være et dialogforum mellem brugere, politikere og embedsmænd.
Det Sociale Brugerråd har ved en drøftelse meddelt, at de tilslutter sig indstillingen og ønsker at understrege vigtigheden af, at de brugere, som handicaprådet ifølge indstillingen ikke omfatter, sikres via et brugerråd. Det understreges også i høringssvaret fra Centerrådet ved Handicapcenter Irlandsvej (bilag 2)
Det Sociale Brugerråd og Centerrådet ved Handicapcenter Irlandsvej ser gerne, at et brugerråd og et handicapråd får et tæt samarbejde f.eks. via et fælles sekretariat. Centerrådet ved Handicapcenter Irlandsvej mener, at Det Sociale Brugerråd fortsat skal forankres under Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen samtidigt med, at der etableres et brugerråd og handicaprådet under Borgerrepræsentationen.
Centerrådet ved Handicapcenter Irlandsvej mener, at man bør afvente lovteksten i forbindelse med kommunalreformen, før Københavns Kommune lægger sig fast på den endelige udformning og forankring af et handicapråd.
Centerrådet ved Handicapcenter Lærkevej (bilag 3) tilslutter sig i sit høringssvar det udsendte forslag til Københavns Kommunes Handicapråd.
MILJØVURDERING
Indstillingen vurderes ikke at have v&ael ig;sentlige miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Indstillingen vurderes ikke at have økonomiske konsekvenser på nuværende tidspunkt. Når handicaprådet tiltræder, hvilket formodentlig sker i forbindelse med kommunalreformens gennemførelse, vil handicaprådet have behov for sekretærbistand alt efter de opgaver rådet tildeles. Til sammenligning modtager Det Sociale Brugerråd sekretærbistand svarende til mellem en tredjedel og en halv fuldtidsstilling.
ANDRE KONSEKVENSER
Indstillingen vurderes ikke at have andre konsekvenser.
BILAG
Grethe Munk
/
Vicedirektør