Kultur- og fritidstilbud for etniske minoriteter (fællesindstilling FAF/KFF) (Bilag)
Kultur- og fritidstilbud for etniske minoriteter (fællesindstilling FAF/KFF) (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 2. marts 2005
5. Kultur- og fritidstilbud for etniske minoriteter (fællesindstilling FAF/KFF) (Bilag)
FAU 95/2005 J.nr. 95/2005
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget tiltræder udkast til aftale for 2005 mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen om køb af kultur- og fritidstilbud til etniske minoriteter 2005 (bilag 2),
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at medarbejderne i Projektrådgivningen – Mangfoldighed, Kultur og Fritid den 30. juni 2005 opsiges til fratrædelse den 31. december 2005, medmindre der forinden er truffet politisk beslutning om fortsat finansiering i 2006.
RESUME
Der blev for 2004 indgået aftale om køb af kultur- og fritidstilbud for etniske minoriteter mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen. Der skal nu indgås samarbejdsaftale for 2005.
Aftalen mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen om køb af særligt målrettede kultur- og fritidstilbud i 2004 har vist sig at fungere hensigtsmæssigt.
Der er på den baggrund udarbejdet vedlagte forslag til samarbejdsaftale for 2005 med samme økonomiske omfang som i 2004.
Idet midlerne til aktiviteterne i 2005 jf. budgetforliget for 2005 "finansieres af mindreudgifter i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget i 2004" skal medarbejderne i Projektrådgivningen, der varetager arbejdet indenfor købsaftalen, opsiges til aftrædelse pr. 31. december 2005, dvs. opsigelse senest 30. juni 2005, med mindre der forinden er truffet politisk beslutning om finansiering i 2006.
Dette i lyset af reduktionen i integrationsindtægter fra Staten, hvor der p.t. estimeres mindreindtægter på 75 mill. kr. fra budget 2006 og fremover.
SAGSBESKRIVELSE
I forbindelse med Københavns Kommunes overtagelse af integrationsopgaven på udlændingeområdet, blev der, jf. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets og Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning den 10. oktober 2001, indgået aftale om køb af særligt målrettede kultur- og fritidstilbud for etniske minoriteter i 2002 mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Projektet er forankret i Kultur- og Fritidsforvaltningen under Fritid & Idræt. Projektet har fået navnet "Projektrådgivningen – Mangfoldighed, Kultur & Fritid".
Der skal nu indgås samarbejdsaftale for 2005.
Der henholdes i den forbindelse til budgetforlig 2005: "Partnerne er enige om at afsætte 11 mill. kr. årligt til videreførelse af en række sociale projekter bl.a., […] - den opsøgende indsats overfor etniske minoriteter indenfor kultur- og fritidsområderne med henblik på at integrere etniske minoriteter i foreningsarbejdet, informere danske foreninger om etniske minoriteters kultur samt styrke de selvorganiserede etniske minoriteters foreningsstruktur."
Aftalen for 2004 mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen blev tiltrådt af Kultur- og Fritidsudvalget d. 29. januar 2004 og af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget d. 21. januar 2004. Aftalen for 2004 fremgår af bilag 1 og omhandler køb af ydelser for i alt 3,38 mill. kr., i 2003 priser, og omfatter bl.a.:
- Opsøgende arbejde blandt børn, unge og forældre med etnisk minoritetsbaggrund med henblik på børn og unges foreningsdeltagelse.
- Opsøgende arbejde blandt voksne med minoritetsbaggrund med henblik på foreningsdeltagelse.
- Rådgivning af foreninger i forbindelse med integrationsarbejde.
- Almen foreningsrådgivning – bl.a. af etniske minoritetsforeninger.
- Administration af og rådgivning i forhold til Brobygningspuljen, der årligt er på 1,2 mill. kr.
- Netværksopbygning og initiering af samarbejdsprojekter med foreningslivet.
Aftalen blev indgået for 2004 med mulighed for forlængelse under forudsætning af tilfredsstillende evaluering. Projektrådgivningens Årsberetning 2003 samt Statusnotat januar – juni 2004 er fremsendt til orientering til Kultur- og Fritidsudvalget, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, Folkeoplysningsudvalget, Integrationsrådet og Det Rådgivende Integrationsudvalg i henholdsvis april og august måned 2004.
Årsberetningen for 2003 og statusnotatet, der dækker perioden januar – juni 2004 viser, at Projektrådgivningen har skabt mange resultater og har gennemført de prioriterede opgaver for 2003 og er i fuld gang med at gennemføre de prioriterede opgaver for 2004. Endvidere viser årsberetningen og statusnotatet, at rammerne fungerer hensigtsmæssigt.
På denne baggrund har forvaltningerne udarbejdet vedlagte udkast til samarbejdsaftale for 2005 (bilag 2).
Succeskriterier og indsatsområder i 2005
Projektrådgivningens succeskriterier for 2005, som fremgår af samarbejdsaftalen for 2005 (bilag 2), er fastsat på baggrund af de erfaringer, Projektrådgivningen har gjort sig via det opsøgende arbejde blandt foreningerne og de etniske minoriteter.
Overordnede succeskriterier for Projektrådgivningens arbejde i 2005:
- Mindst 300 etniske minoritetsbørn er – via Projektrådgivningens projekter og opsøgende arbejde – guidet ud i foreningslivet.
- Mindst 50 voksne etniske minoriteter er introduceret til foreningslivet og tager aktiv del heri som medlemmer, trænere, ledere, frivillige m.m.
- Mindst 70 foreninger/projekter har været igennem et rådgivningsforløb – herunder mindst 20 etniske minoritetsforeninger.
- Mindst 15 nye samarbejdsprojekter med foreningslivet er iværksat.
- Mindst 5 foreninger har modtaget praktisk hjælp og støtte til deres integrationsprojekter.
- Mindst 20 oplæg/kurser om integration og foreningsliv er afholdt.
- Mindst 350 nye medlemmer er rekrutteret til foreningslivet, og mindst 100 eksisterende medlemmer er yderligere fastholdt i foreningslivet via Brobygningspuljeprojekterne.
- Mindst 50 frivillige er rekrutteret til integrationsprojekter og/eller foreninger.
Integrationsarbejdet vurderes som minimum at involvere 3200 personer, hvorved pris pr. gavnet borger maksimalt vil være 1094 kr. Beløbet er beregnet ud fra, at mindst 15 personer er involveret i og får gavn af et rådgivningsforløb, et oplæg eller en ny frivillig.
I samarbejdsaftalen for 2005 (bilag 2) er der endvidere defineret særlige indsatsområder og tilhørende succeskriterier. Succeskriterierne inden for de enkelte indsatsområder fremgår af samarbejdsaftalen for 2005 (bilag 2).
Projektrådgivningens indsatsområder i 2005:
- Fremme fo reningsdeltagelsen blandt etniske minoritetsbørn på friskoler.
- Fokus på projekter, der retter sig mod etniske minoritetspiger og deres deltagelse i foreningslivet.
- Fokus på samtænkning af det sociale og det folkeoplysende integrationsarbejde. Her tænkes der dels på samarbejde mellem folkeoplysende foreninger og fx frivilliggrupper under de humanitære organisationer, dels på opstart af nye frivilliggrupper, der fungerer som foreningsguider.
- En særlig indsats for at fremme foreningsdeltagelsen blandt voksne etniske minoriteter og deres børn via fortsat samarbejde med bl.a. sprogskoler og Modtageenheden.
- En særlig indsats for at styrke integrationen på det kulturelle og ikke-idrætslige foreningsområde (musik, dans, teater, performance, billedkunst, rollespil mm.).
- En særlig indsats for at styrke integrationen i idrætsforeningerne.
- Fokus på København Vest (Vesterbro, Kgs. Enghave og Valby).
- Fokus på Ydre Nørrebro – herunder Mjølnerparken.
- En særlig indsats for at rekruttere frivillige til integrationsarbejde og projekter.
Afvikling af Projektrådgivningen
Det bemærkes, at pga. de p.t. kendte budgetforudsætninger for budget 2006, skal Projektrådgivingens medarbejdere opsiges med aftrædelse pr. 31. december 2005, dvs. opsigelse senest 30. juni 2005, med mindre der forinden er truffet politisk beslutning om finansiering i 2006. Dette af hensyn til at undgå udgifter i forhold til budget 2006.
Aftalen for 2005 er på den baggrund tilpasset herefter.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af positivlisten over sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
Det indstilles, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i lighed med 2004, disponerer 3,5 mill. kr., 2004 priser, til køb af særligt målrettede kultur- og fritidstilbud for etniske minoriteter hos Kultur- og Fritidsforvaltningen. Af de 3,5 mill. kr. disponeres 1,2 mill. kr. til Brobygningspuljen. Videreførelsen i 2005 finansieres af mindreudgifter i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget i 2004.
Projektrådgivningens arbejde vurderes at involvere mindst 3200 personer, hvorved pris pr. gavnet borger maksimalt vil være 1094 kr.
Det skal bemærkes, at i lyset af reduktionen i integrationsindtægter fra Staten, hvor der p.t. estimeres mindreindtægter på 75 mill. kr. fra budget 2006 og fremover, skal medarbejderne i Projektrådgivningen, der varetager arbejdet indenfor købsaftalen, opsiges til aftrædelse pr. 31. december 2005, dvs. opsigelse senest 30. juni 2005, med mindre der forinden er truffet politisk beslutning om finansiering i 2006. Dette for at undgå følgeudgifter i forhold til budget 2006.
HØRING
Sagen har været i høring i Det Rådgivende Integrationsudvalg d. 31. januar 2005 og i Integrationsrådet d. 12. januar 2005. Høringssvarene er vedlagt som bilag 3 og 4.
Både Det Rådgivende Integrationsudvalg og Integrationsrådet udtrykker tilfredshed med Projektrådgivningens arbejde og resultater.
Det Rådgivende Integrationsudvalg er af den opfattelse, at Projektrådgivningen for et begrænset budget skaber værdifulde resultater på integrationsområdet, og opfordrer derfor til, at man afsætter de fornødne midler på budget 2006 og fremefter, således at aktiviteterne kan fortsætte.
Integrationsrådet er bevidst om reduktionen af integrationsindtægter fra staten med virkning fra 2006, men henstiller på det kraftigste til, at den økonomiske forudsætning for Projektrådgivningen i 2006 klarlægges hurtigst muligt.
BILAG
- Aftale om køb af kultur- og fritidstilbud til etniske minoriteter 2004.
- Udkast til aftale om køb af kultur- og fritidstilbud til etniske minoriteter 2005.
- Høringssvar fra Det Rådgivende Integrationsudvalg
- Høringssvar fra Integrationsrådet
- Årsberetning 2003 (fremlagt på møderne)
- Statusnotat januar – juni 2004 (fremlagt på møderne)
Carsten Haurum Grethe Munk