Forsøg med nye behandlingsformer (Doman, ABA mv.) - Finansiering af forventet merforbrug
Forsøg med nye behandlingsformer (Doman, ABA mv.) - Finansiering af forventet merforbrug
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 2. februar 2005
6. Forsøg med nye behandlingsformer (Doman, ABA mv.) - Finansiering af forventet merforbrug
FAU 42/2005 J.nr. 42/2005
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkeds–udvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der stoppes for yderligere optag til forsøg med nye behandlingsformer (Doman, ABA mv.) pr. 2. februar 2005
at finansiering af forventet merforbrug vedrørende forsøg med ABA på 10,7 mill. kr. i 2005, sker via et forventet mindreforbrug på specialområdet i Børneplanen
Samt;
at forsøg med nye behandlingsformer (Doman, ABA mv.) ophører pr. 1. april 2006, og at finansieringen af det forventede merforbrug på ABA i 2006 på 1,8 mill. kr., sker via et forventet mindreforbrug på specialområdet i Børneplanen
eller
at forsøg med nye behandlingsformer (Doman, ABA mv.) ophører pr. 31. december 2006, og at finansieringen af det forventede merforbrug på ABA i 2006 på 12,0 mill. kr., sker via et forventet mindreforbrug på specialområdet i Børneplanen.
RESUME
I henhold til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget beslutning om godkendelse af forsøg med nye behandlingsformer i Københavns Kommune, var der pr. 12. januar 2005 foretaget visitering af 2 børn til Doman-forløb og 20 børn til ABA-forsøg. Tilgangen i resten af 2005 forventedes pr. 12. januar 2005 at blive på yderligere 2 børn til Doman-forløb, 2 børn til Family Hope Center samt 20 børn til ABA-forsøg.
Denne forventede tilgang betyder, at der pr. 12. januar 2005 forventes et forbrug på nye behandlingsformer til handicappede børn på 23,6 mill. kr. i 2005. Idet der kun er afsat 5 mill. kr. i budgetforliget for 2005, vil dette indebære et forventet merforbrug på 18,6 mill. kr. i 2005.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen anbefaler derfor, at der træffes beslutning om, at der stoppes for modtagelse af yderligere ansøgninger pr. 2. februar 2005. Herved reduceres det forventede merforbrug i 2005 til 10,7 mill. kr., der foreslås finansieret via et forventet mindreforbrug på specialområdet i Børneplanen.
I 2006 indstilles det, at forsøget ophører pr. 1. april 2006, eller at der alternativt (via mindreforbrug på specialområdet i Børneplanen) afsættes midler til en videreførelse af forsøget frem til udgangen af 2006. Dette forudsætter, at det forventede mindreforbrug på specialområdet i Børneplanen i 2005 overføres til 2006. Efter forsøgets afslutning vil en evaluering blive forelagt Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget mhp. en beslutning om, hvorvidt nye behandlingsformer (Doman, ABA mv.) skal indgå som et permanent tilbud til handicappede børn i Københavns Kommune.
SAGSBESKRIVELSE
Sagsforløb og forventet merforbrug i 2005 ved fortsat optag
Den 16. juni 2004 besluttede Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget at igangsætte forsøg med nye behandlingsformer (FAU 326/2004). Retningslinierne for forsøg med nye behandlingsformer blev vedtaget af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 4. august 2004 (FAU 345/2004). I forbindelse med budgetforliget for 2005 blev der afsat 5 mill. kr. i 2005 og 5 mill. kr. i 2006 til forsøg med nye behandlingsformer (Doman, ABA mv.).
Status pr. 18. oktober 2004 på forsøg med nye behandlingsformer blev fremlagt for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 8. december 2004 (FAU 597/2004). I status pr. 18. oktober 2004 var det forventet, at forsøgene i 2005 ville omfatte helårsvirkning af 18 børn, men tallet har efterfølgende vist sig at blive betydeligt højere. Pr. 12. januar 2005 forventes således deltagelse af 46 børn, til en samlet effekt af 34 helårsbørn i 2005.
Med udgangspunkt i det forventede deltagerantal pr. 12. januar 2005 skønnedes det, at udgifterne i 2005 til forsøg med nye behandlingsformer ville blive på 23,6 mill. kr. i 2005, og der vil derfor udestå finansiering af et merforbrug på 18,6 mill. kr. i 2005.
I ovenstående opgørelse er medregnet 3 børn i den skolepligtige alder, som er visiteret til alternativ behandlingsformer (ABA) samt en forventning om yderligere tilgang af 3 børn (ift. ABA) i den skolepligtige alder. Ift. børn i den skolepligtige alder er der dels mulighed for, at de indgår "fuldt", som følge af forsinket skolegang (grundet deres handicap), og dels at de samtidig med deres skolegang indgår i forsøget med alternative behandlingsformer. For de børn der går i skole forventes delingen mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen at blive, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen står for træningen i skoletiden (under det forsøg med ABA som Uddannelses- og Ungdomsudvalget har iværksat), mens Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen står for supervisionen af forældrene ift. deres træning af barnet i hjemmet (efter skoletid).
ØKONOMI
Udgiftsreducerende tiltag
Med henblik på at reducere det forventede merforbrug foreslås det, at der stoppes for optag af nye ansøgninger fra det tidspunkt, hvor indstillingen behandles af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, dvs. pr. 2. februar 2005. Dette indebærer, at det kun er børn, hvor der pr. denne dato er modtaget en ansøgning, der deltager i forsøget.
Pr. 12. januar 2005 er der modtaget 22 ansøgninger, og det skønnes, at forvaltningen vil modtage yderligere to ansøgninger frem til 2. februar 2005, således at forsøget vil omfatte i alt 24 børn, fordelt på 22 ABA-forsøg og 2 Doman-forløb.
Ved brug af denne model anslås det, at udgiften i 2005 kan nedbringes til ca. 15,7 mill. kr. (et merforbrug på 10,7 mill. kr.). I opgørelsen af dette merforbrug er inkluderet udgifter til 3 børn i den skolepligtige alder som er visiteret til forsøg med nye behandlingsformer (ABA). Disse børn godkendes, og fortsætter i det forsøgs-forløb de er påbegyndt.
Det har ikke tidligere været meldt ud, at der var ansøgningsfrist for deltagelse i forsøg med nye behandlingsformer. Der har imidlertid været åbent for søgning i en længere periode allerede, og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har modtaget betydeligt flere ansøgninger end forudsat. Antallet af forløb vurderes derfor, at være fuldt ud tilstrækkeligt for at kunne danne basis for en evaluering af effekten af behandlingsforløbene.
Finansiering af forventet merforbrug 2005
Under forudsætning af at der stoppes for optag af nye ansøgninger pr. 2. februar 2005, vil det samlede finansieringsbehov til ABA (ud over de i budgetaftalen afsatte 5 mill. kr. til ABA, Doman mv.) udgøre 10,7 mill. kr. i 2005.
Merforbruget foreslås finansieret via et forventet mindreforbrug på specialområdet i Børneplanen som følge af en nedjustering af det forventede udbygningsbehov.
I henhold til den seneste revurdering af behovet på specialområdet i Børneplanen, forventes der et samlet mindreforbrug på anlæg på 27,5 mill. kr. ved fuld udbygning af specialområdet pr. 1.1.2008, samt en varig årlig besparelse på driftsmidler på 15,2 mill. kr. (ved fuld vægt af besparelsen, fra 2008).
Baggrunden for det forventede mindreforbrug på specialområdet i Børneplanen er, at behovet vurderes at blive mindre end først antaget jf. behovsprognosen i den vedtagne Børneplan. Som følge heraf er etableringen af to projekter på specialområdet indtil videre sat i bero.
Det forslås derfor, at ledige midler på specialområdet i Børneplanen anvendes til finansiering af det beskrevne merforbrug på 10,7 mill. kr. vedr. ABA.
Finansiering af merforbrug 2006
Der er i 2006 afsat 5,0 mill. kr. til forsøg med nye behandlingsformer.
Doman-forsøgene er p.t. planlagt til at blive afsluttet 31. december 2005, mens ABA-forsøgene p.t. er planlagt til at blive afsluttet pr. 1. april 2006. Herefter vil de børn, der har indgået i forsøget, skulle revisiteres til andre tilbud i forvaltningen. Det foreslås, at der fastlægges en samlet afslutningsdato for forsøget pr. 1. april 2006.
Dette vil medføre et forventes forbrug på 6,8 mill. kr. i 2006 (heraf 2,5 mill. kr. til evaluering af forsøget), og dermed et forventet merforbrug på 1,8 mill. kr.
Alternativt kan det besluttes, at alle igangværende forsøgsforløb skal fortsætte i hele 2006. Dette vil, ved uændret aktivitetsniveau, medføre et forventes forbrug på 18,3 mill. kr., og dermed et merforbrug på 13,3 mill. kr. i 2006. Idet det dog forventes, at 2-4 børn vil påbegynde skolegang og en betydelig del af udgiften derefter vil blive afholdt af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, forventes merforbruget i 2006 dog at blive reduceret til ca. 12,0 mill. kr.
Det foreslås at det forventede merforbrug i 2006 til ABA finansieres via det forventede mindreforbrug på specialområdet i Børneplanen, jf. tabel 1.
Tabel 1: Oversigt over antal
behandlingsforsøg og økonomiske konsekvenser ift. den skitserede model for udgiftsreducerende tiltag, hvor der
stoppes for tilgang pr. 2.2.2005.
|
Forventede udgifter |
Budget (mill. kr.) |
Manglende finansiering
(mill. kr.) |
Forventet mindreforbrug på
specialområdet i Børneplanen jf. revurderet udbygningsplan* |
Evt. fortsat manglende
finansiering |
2005 |
15,7 |
5,0 |
10,7 |
15,1 |
-4,4 |
2006 (forsøgsforløb
stopper pr. 1.4.2006)** |
6,8 |
5,0 |
1,8 |
7,6 |
- |
2006 (forsøgsforløb
stopper pr. 31.12 2006)**/*** |
17,0 |
5,0 |
12,0 |
7,6 |
4,4 |
2007 |
- |
- |
- |
23,4 |
- |
2008 og frem |
- |
- |
- |
15,2 |
- |
Note:
Udgiften vedr. nye behandlingsformer konteres under bevillingsområde
handicappede, funktion 5.21 forebyggende foranstaltninger.
Beregningsforudsætninger:
Enhedspriser sat til ABA 611.000 kr. pr. år, Doman og Family Hope Center 349.000
kr. pr. år, løn til koordinator 463.000 kr. pr. år, samt udgifter til kørsel
mv. på ca. 100.000 kr. pr. år pr. helårsplads.
*)
Inkl. mindreforbrug på både anlæg og drift.
**) Indregnet evaluering på 2,5 mill. kr.
***) Der er indregnet en forventning om, at 2-4
ABA-forsøg ophører eller bliver betydeligt billigere for Familie-og
Arbejdsmarkedsforvaltningen, fordi børnene starter i skole og hovedparten af
udgiften herefter afholdes af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.
Finansieringen af det forventede merforbrug i 2006 ved forsøgsstop pr. 31. december 2006 forudsætter at mindreforbruget i 2005 på specialområdet i Børneplanen overføres til 2006.
Finansieringen via Børneplanen i 2005 og 2006 indebærer en flytning af midler fra Bevillingsområde servicetilbud til børnefamilier, funktion 5.14 til bevillingsområde handicappede, funktion 5.21, hvor nye behandlingsformer (Doman, ABA mv.) konteres.
Det skal bemærkes, at de ledige midler på specialområdet i Børneplanen udgør en budgetreserve til finansiering af en evt. yderligere udbygning af området, hvis tilgangen af handicappede børn viser sig at stige mere end forventet i den nuværende udbygningsplan. Disponeres denne budgetreserve til finansiering af det forventede merforbrug til ABA-forsøg, vil det ikke være muligt at opjustere udbygningstakten.
Det skal tillige bemærkes, at denne finansieringsmodel ikke er i overensstemmelse med budgetaftalen for 2005, hvor det fremgår, at eventuelle mindreudgifter i Børneplanen bl.a. skal afsættes til pladsgaranti til døgntilbud til handicappede børn.
MILJØVURDERING
Der er ingen miljømæssige konsekvenser
ANDRE KONSEKVENSER
-
HØRING
-
BILAG
-
Grethe Munk
/
Sven Bjerre