Mødedato: 02.02.2005, kl. 15:30

Evaluering af udbud af tilbud til ledige borgere om for- og revalidering, særlig beskæftigelsesfremmende indsats og beskyttet beskæftigelse for visse målgrupper

Evaluering af udbud af tilbud til ledige borgere om for- og revalidering, særlig beskæftigelsesfremmende indsats og beskyttet beskæftigelse for visse målgrupper

 

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 2. februar 2005

 

 

25.      Evaluering af udbud af tilbud til ledige borgere om for- og revalidering, særlig beskæftigelsesfremmende indsats og beskyttet beskæftigelse for visse målgrupper

 

FAU  47/2005  J.nr. 47/2005

 

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

 

At der foretages ekstern evaluering af udbudsforretningen, om tilbud til ledige borgere om for- og revalidering, særlig beskæftigelsesfremmende indsats og beskyttet beskæftigelse for visse målgrupper.

 

 

RESUME

 

Det er kotume i større udbudsforretninger, at der foretages evaluering af udbud af tilbud mhp. vurdering af om udbudsprocessen har været gennemført hensigtsmæssigt og mhp.  forbedringer af processen ved kommende udbudsforretninger.

 

Det vurderes hensigtsmæssigt at evalueringen af det lovpligtige udbud af tilbud til ledige borgere om for- og revalidering, særlig beskæftigelsesfremmende indsats og beskyttet beskæftigelse for visse målgrupper gennemføres som ekstern evaluering, idet en sådan evaluering, alt andet lige, bedst kan bidrage til bl.a.:

·        At komme med forslag til forbedringer af processen ved fremtidige udbudsforretninger, herunder at komme med forslag til drejebog for udbudsforretninger

·        At dokumentere fordele og evt. ulemper ved den af Københavns Kommune anvendte metode om at udbyde redskaberne i Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, i stedet for at udbyde målgrupper for indsatser.

 

Udgiften forventes at blive ca. 400.000 kr. som finansieres af Omstillingspuljen på revalideringsområdet 2003 – 2005.

SAGSBESKRIVELSE

Den 6. oktober 2004 tildelte Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget rammeaftaler til 11 eksterne leverandører og godkendte kontrolbud fra Københavns Kommunes beskæftigelsesindsats på den lovpligtige udbudsforretning om for- og revalidering, særlig beskæftigelsesfremmende indsats og beskyttet beskæftigelse for visse målgrupper.

 

Det er kutyme at størrer udbudsforretninger evalueres, bl.a. af hensyn til erfaringsopsamling og –forankring hos udbudsgivere og til overholdelse af princippet om gennemsigtighed i udbudsforretninger.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget skal dermed som led i udbudsforretningen forelægges evaluering af den gennemførte udbudsforretning.

 

Evalueringen

Evalueringen skal bl.a. omfatte.:

·        Spørgeskemaer til tilbudsgiverne

·        Kvalitative interview med udvalgte tilbudsgivere, ikke mindst af tilbudsgivere der har modtaget afslag

·        Erfaringsopsamling blandt de medarbejdere, der har deltaget i udbudsforretningen i K03 Arbejdsmarked / ØPA 3, i Projektsekretariatet i Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats, den tekniske arbejdsgruppe og Bedømmelsesudvalget

·        Kommentarer til processen fra Forvaltningens juridiske rådgiver.

·        Anbefalinger til fremadrettede udbudsforretninger på beskæftigelsesområdet

 

Evalueringen skal fremadrettet anvendes i relation til udbudsforretninger på beskæftigelsesområdet i Københavns Kommune. Herudover kan erfaringerne anvendes som led i udviklingen af styringsmodellerne generelt i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen / Københavns Kommune.

 

Nationale aspekter ved evaluering af udbudsforretningen på beskæftigelsesområdet

Rambøll Management har for Arbejdsmarkedsstyrelsen i 2004 udarbejdet rapporten "Erfaringsopsamling vedrørende inddragelsen af andre aktører i beskæftigelsesindsatsen".

 

Rapportens anbefalinger har allerede haft en vis afsmittende effekt i forhold til de kommende ændringer i Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, som led i strukturreformen, ikke mindst i form af generelle bemyndigelser for de kommende Beskæftigelsesregioner / Staten til:

·        At pålægge kommunerne at anvende udbudsforretninger gennemført af de regionale beskæftigelsesregioner / Staten

·        At pålægge kommunerne at anvende bestemte fremgangsmåder i udbudsforretninger.

 

Københavns Kommune har i høringssvaret til Beskæftigelsesministeriet om forslag til Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats taget afstand fra, at Staten og de regionale Beskæftigelsesregioner får kompetence til at pålægge kommunerne, at anvende udbudsforretninger og fremgangsmåder som muligvis ikke er i en kommunes interesse og kan påføre en kommune unødvendige udgifter til afholdelse af udbudsforretninger.

 

På ovenstående baggrund anbefales det, at evalueringen også kommer til at omfatte:

·        En vurdering af de anvendte metoder og fremgangsmåder i udbudsforretningen i forhold til andre udbudsforretninger på beskæftigelsesområdet i Danmark.

 

Dette ikke mindst set i lyset af, at indeværende udbudsforretning har taget udgangspunkt i redskaber i Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og ikke i målgrupper. Noget som kun har været tilfældet i en af de udbudsforretninger, der indgår i Rambølls evaluering for Arbejdsmarkedsstyrelsen.

 

Ved beslutning om gennemførelse af ekstern evaluering, vurderes det hensigtsmæssigt, at der forhandles med Rambøll Management om genne mførelse af evalueringen, set i lyset af Rambølls arbejde for Arbejdsmarkedsstyrelsen.

 

ØKONOMI

Det anslås at udgiften til en ekstern evaluering vil blive ca. 400.000 kr., men vil afhænge af forhandling herom.

 

Udgiften afholdes i givet fald over Omstillingspuljen på revalideringsområdet 2003 – 2005.

HØRING

Ingen.

 

BILAG

Ingen.

 

 

                      Grethe Munk

                                                                                       /

                                                Vicedirektør

 

 


 

Til top