Ansøgning fra foreningen "Sig nej til stoffer, sig ja til livet " om støtte efter serviceloven § 115 til optrykning af informationshæfte om kokain til skoler i København (Bilag)
Ansøgning fra foreningen "Sig nej til stoffer, sig ja til livet " om støtte efter serviceloven § 115 til optrykning af informationshæfte om kokain til skoler i København (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 2. februar 2005
14. Ansøgning fra foreningen "Sig nej til stoffer, sig ja til livet " om støtte efter serviceloven § 115 til optrykning af informationshæfte om kokain til skoler i København (Bilag)
FAU 31/2005 J.nr. 31/2005
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget ikke imødekommer foreningen "Sig nej til stoffer, sig ja til livet"'s ansøgning om støtte til optrykning af informationshæfte om kokain til skoler i København.
RESUME
Foreningen "Sig nej til stoffer, sig ja til livet ", der er etableret i samarbejde Scientology Kirken har ansøgt om støtte til optrykning af 50.000 eksemplarer af et hæfte, der skal omhandle kokain og crack til uddeling på københavnske skoler. Det er foreningens opfattelse, at der er efterspørgsel på de informationsmaterialer, de indtil videre har udgivet, og der vil være en målgruppe på omkring 50.000 unge i København, der har brug information om kokain. Begrundelsen for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens indstilling om ikke at fremme ansøgningen er, at Sundhedsstyrelsen allerede har lavet fyldestgørende og veldokumenterede pjecer, der et nemme at rekvirere. Der skønnes derfor ikke at være behov for yderligere informationsmateriale.
På udvalgsmødet den 8. december 2004 besluttede Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
"at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen udarbejder særskilte indstillinger vedrørende ansøgning fra Fundamentet, Hjemløs far, Holmbladsgade 73, BrugerForeningen for aktive stofbrugere, Korsgade 30, 3., Foreningen Sig nej til stoffer, sig ja til livet, Gl. Kongevej 3-5, 1., samt Værestedet Væksthuset, v/Jenny Bruun, Gårdtoftevej 5, 2700 Brønshøj"
Desuden besluttede udvalget "…at ansøgningen i projekt 254, Ballerup Seminarium, Frivillighedsformidling, Fodboldturnering for hjemløse, flyttes til 2. at, således der laves en selvstændig indstilling i relation til ansøgningen".
Udvalget behandlede den 19. januar 2005 dels ansøgningen fra
BrugerForeningen for aktive stofbrugere, Korsgade 30, 3. (Punkt 11, J.nr. FA 11/2005), dels ansøgningen fra
Ballerup Seminarium (Punkt 13, J.nr. FA 10/2005).
Her følger indstilling vedrørende ansøgning fra Foreningen Sig nej til stoffer, sig ja til livet, Gl. Kongevej 3-5, 1.
SAGSBESKRIVELSE
Foreningen "Sig nej til stoffer, sig ja til livet" v/Christine Astrupgaard, Gl.Kongevej 3-5,1, 1610 København V har ansøgt om støtte optrykning af et informationshæfte om kokain til skoler i København. Det er foreningens opfattelse at unge i københavnske skoler har behov oplysning og rådgivning om kokain.
Foreningen er etableret i samarbejde med Scientology Kirken og består af 10 aktive medlemmer, der arbejder frivilligt. Der er bestyrelse og betalende såvel som ikke betalende medlemmer.
Foreningens målsætninger er bl.a.:
- At nå ud til hovedsageligt unge med informationsmateriale om stoffer og problemerne hermed.
- At holde foredrag og rådgive om stoffer
Baggrunden for optrykning hæftet - kokain er, at foreningen oplever at flere og flere unge bruger kokainen, samt at adgangen til stoffet er er blevet lettere, da kokainen introduceres via hashklubber. Foreningen mener derfor, der skal gøres en større indsats på området for at dæmme op for misbruget.
Målet med informationshæfterne er at nå ud til 50.000 unge på de københavnske skoler.
Der ansøges om 51.000 kr. ud af et budget på 191.500 kr. Der er ikke ansøgt om andre fonde. Scientology Kirken dækker de øvrige udgifter.
Sundhedsstyrelsen udgiver allerede fyldestgørende og veldokumenterede pjecer om kokain og andre former for narkotika, der også er rettet mod unge. Materialet fra styrelsen er lettilgængeligt og nemt at rekvirere.
Det er på den baggrund Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningens vurdering, at der ikke er behov for yderligere
materiale.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
Det ansøgte beløb udgør kr. 51.000 kr.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
HØRING
Ingen.
BILAG
· Ansøgning om økonomisk støtte til information om risiko ved at tage stoffer.
· Vedtægter for foreningen "Sig nej til stoffer, sig ja til livet".
Grethe Munk
/
Torben Brøgger