Høring over evaluering af valg til Integrationsrådet
Høring over evaluering af valg til Integrationsrådet
Det rådgivende Integrationsudvalg
DAGSORDEN
for ordinært møde fredag den 31. august 2001
Sager til beslutning
3. Høring over evaluering af valg til Integrationsrådet
IU 21/2001INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller til Det Rådgivende Integrationsudvalg,
at der afgives høringssvar til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen med den foreslåede ordlyd.
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har besluttet at sende sagen om "Evaluering af valg til Integrationsråd" i høring hos Integrationsrådet og Det Rådgivende Integrationsudvalg før der tages endelig stilling til, hvilken valgprocedure, der skal anvendes i forbindelse med nedsættelsen af Integrationsrådet for den kommende funktionsperiode.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Integrationsudvalget afgiver høringssvar til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget med den under sagsfremstillingen foreslåede ordlyd.
SAGSBESKRIVELSE
I mødet den 30. maj 2001 har Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttet at sende sagen om "Evaluering af valg til Integrationsråd" i høring hos Integrationsrådet og Det Rådgivende Integrationsudvalg før der tages endelig stilling til, hvilken valgprocedure, der skal anvendes i forbindelse med nedsættelsen af Integrationsrådet for den kommende funktionsperiode. Der vedlægges kopi af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens brev af 6. juni 2001, jf. bilag 1.
Fristen for besvarelse af høringen var oprindeligt fastsat til den 6. august 2001, men efter aftale med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er fristen forlænget, så sagen kan behandles i Det Rådgivende Integrationsudvalgs møde den 31. august 2001, jf. bilag 2.
Økonomiforvaltningen har indhentet kopi af det høringssvar, som Integrationsrådet har afgivet til sagen, jf. bilag 3.
Det fremgår, at rådet kan tilslutte sig, at udpegning sker på baggrund af en valgprocedure foretaget mellem etniske minoritetsforeninger. Rådet anfører, at det er vigtigt at sikre, at alle relevante foreninger får mulighed for at deltage i valgproceduren samt at definitionen på etniske foreninger bør overvejes nøje. På længere sigt anser rådet et vejledende direkte valg for mere demokratisk og bedre egnet til at sikre rådet den fornødne legitimitet.
Der vedlægges endvidere kopi af indstilling om "Oprettelse af Integrationsråd i Københavns Kommune" (IU 2/99) samt kopi af det høringssvar, som Integrationsudvalget afgav til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen den 5. august 1999 i forbindelse med det første valg til Integrationsrådet, jf. bilag 4.
Økonomiforvaltningen skal henlede opmærksomheden på, at nærværende sag bør ses i sammenhæng med det beslutningsforslag vedrørende udpegning til Integrationsrådet, som Wallait Khan (V) fremsatte i Borgerrepræsentationen den 13. juni 2001 (BR 299/01) og som blev henvist til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, jf. bilag 5.
Beslutningsforslaget er indtil videre kun sendt til høring i Integrationsrådet, som har afgivet høringssvar, jf. bilag 6. Det fremgår, at rådet ikke kan tilslutte sig, at der udpeges medlemmer af Borgerrepræsentationen til rådet, idet rådet i så fald vil miste sin status som et politisk uafhængigt organ. Rådet ønsker i stedet en direkte høringsret.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Det Rådgivende Integrationsudvalg afgiver følgende høringssvar til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget:
"Det Rådgivende Integrationsudvalg skal hermed udtrykke tilfredshed med den foretagne evaluering af det første vejledende valg til Integrationsrådet. Evalueringen giver et godt indblik i fordele og ulemper ved de forskellige modeller som foreslås og fungerer samtidig som en værdifuld erfaringsopsamling.
Med evalueringen lægges op til, at såvel informationsniveauet som tidsfristerne bør forbedres ved den kommende valgrunde til rådet, hvilket udvalget naturligvis kan tilslutte sig. Det må formodes, at bedre praktisk tilrettelæggelse af det forestående valg dels giver et bedre afsæt for det kommende råds arbejde, dels sikrer rådet større legitimitet i de enkelte medlemmers bagland.
Integrationsudvalget er enig i, at rådets vejledende funktion i forhold til Borgerrepræsentationen bevirker, at hensynet til en bred repræsentation af de forskellige etniske minoriteter må veje tungest og således gå forud for hensynet til en mere demokratisk valgprocedure. Derfor kan Integrationsudvalget støtte forslaget om, at der opstilles på nationale lister og at udpegningen sker på baggrund af en valgrunde blandt de etniske minoritetsforeninger.
Integrationsudvalget er bekendt med, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget skal behandle det af Wallait Khan fremsatte beslutningsforslag om udpegning til Integrationsrådet. Forslaget har ikke været fremsendt til høring i Integrationsudvalget, men udvalget har modtaget orientering om rådets høringssvar til det pågældende forslag.
Udvalget kan tilslutte sig rådets synspunkt om, at der ikke bør udpeges medlemmer af Borgerrepræsentationen til Integrationsrådet, idet rådets politiske uafhængighed dermed svækkes.
Integrationsrådet anfører, at der i stedet ønskes en egentlig høringsret, hvilket Integrationsudvalget ikke har indvendinger mod. Udvalget skal dog henlede opmærksomheden på, at ændringer i rådets forretningsorden skal forelægges Borgerrepræsentationen.
Det skal fremhæves, at Integrationsudvalget med disse bemærkninger ikke har taget stilling til, hvorvidt der i øvrigt er behov for en ny formel struktur på integrationsområdet, herunder om Integrationsudvalget skal bestå efter 1. januar 2002, da dette skal afgøres af den ny Borgerrepræsentation for den kommende valgperiode.
Integrationsudvalget har ikke forholdt sig til indstillingens økonomiske konsekvenser."
ØKONOMISKE KONSEKVENSER
-
HØRING
-
ANDRE KONSEKVENSER
-
BILAG
Bilag 1: Brev af 6. juni 2001 fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen til Integrationsudvalget.
Bilag 2: Brev af 13. juni 2001 fra Integrationsudvalget til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Bilag 3: Brev af 20. juli 2001 fra Integrationsrådet til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Bilag 4: Indstilling om "Oprettelse af Integrationsråd i Københavns Kommune" samt brev af 5. august 1999 fra Integrationsudvalget til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
Bilag 5: Medlemsforslag om udpegning til Integrationsrådet.
Bilag 6: Brev af 16. august 2001 fra Integrationsrådet til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Erik Jacobsen
/ Flemming D. Hansen