Høring over evaluering af Københavns Kommunes etniske konsulentteam
Høring over evaluering af Københavns Kommunes etniske konsulentteam
Det rådgivende Integrationsudvalg
DAGSORDEN
for ordinært møde fredag den 31. august 2001
Sager til beslutning
2. Høring over evaluering af Københavns Kommunes etniske konsulentteam
IU 20/2001INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller til Det Rådgivende Integrationsudvalg,
at der afgives høringssvar til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget med den foreslåede ordlyd.
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har anmodet Det Rådgivende Integrationsudvalg om at fremkomme med et høringssvar til en evalueringsrapport vedrørende Det Etniske Konsulentteams arbejde, idet sagen efterfølgende skal forelægges Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Integrationsudvalget afgiver høringssvar til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen med den under sagsfremstillingen foreslåede ordlyd.
SAGSBESKRIVELSE
Ved brev af 12. juni 2001, jf. bilag 1, har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen anmodet Det Rådgivende Integrationsudvalg om at fremkomme med et høringssvar til en evalueringsrapport vedrørende Det Etniske Konsulentteams arbejde i perioden 1. maj 2000 til 28. februar 2001. Sagen skal efterfølgende forelægges Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget. Fristen for høringssvaret er fastsat til den 1. september 2001.
Integrationsrådet er ligeledes blevet anmodet om en udtalelse og Økonomiforvaltningen har rekvireret kopi af rådets høringssvar, jf. bilag 2.
Økonomiforvaltningen foreslår, at Integrationsudvalget afgiver følgende høringssvar:
"Det Rådgivende Integrationsudvalg har med stor interesse læst evalueringen af Det Etniske Konsulentteams arbejde og finder det positivt, at teamet er opsøgende og udadvendt i så udstrakt grad som tilfældet er, da det er vigtigt at sætte fokus på de vanskelige problemstillinger, som teamet arbejder med.
Teamets brede kontaktflade synes desuden at give god grobund for en fortsat udvikling af teamets ydelser til kommunens borgere, institutioner og øvrige samarbejdspartnere.
Integrationsudvalget skal dog bemærke, at teamets egentlige konsulentbistand ud fra såvel ressource- som kompetencemæssige hensyn bør være forbeholdt sager med relation til kommunens borgere. Udvalget skal således udtrykke betænkelighed ved, at man i 3 ud af de 41 sager har "stillet sig til disposition for institutioner uden for Københavns Kommune, selvom borgeren ikke har været bosat i Københavns Kommune".
Det er glædeligt, at teamet har planer om en øget forebyggende indsats, særligt på undervisningsområdet, da dette kan medvirke til at afbøde fremtidige problemer.
Udvalget bakker tillige op omkring overvejelserne om at udbrede kendskabet til teamet til en bredere kreds af borgere med etnisk baggrund, så overrepræsentationen af borgere med pakistansk baggrund udjævnes.
Afslutningsvis skal Integrationsudvalget opfordre til, at tilbuddet om at yde bistand indenfor 24 timer opretholdes, da en hurtig indsats kan være påkrævet f.eks. i tvangsægteskabssager.
Integrationsudvalget har ikke forholdt sig til evalueringens økonomiske aspekter."
ØKONOMISKE KONSEKVENSER
-
HØRING
-
ANDRE KONSEKVENSER
-
BILAG
Bilag 1: Brev af 12. juni 2001 fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen med bilag i form af "Evaluering af Det Etniske Konsulentteam".
Bilag 2: Brev af 27. august 2001 fra Integrationsrådet til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Erik Jacobsen
/ Flemming D. Hansen