Mødedato: 31.01.2005, kl. 17:30

Høring vedr. status på fordeling af børn fra etniske minoritetsgrupper og majoritetsbørn i daginstitutioner

Høring vedr. status på fordeling af børn fra etniske minoritetsgrupper og majoritetsbørn i daginstitutioner

 

Det rådgivende Integrationsudvalg

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 31. januar 2005

 

 

Sager til beslutning

 

4.      Høring vedr. status på fordeling af børn fra etniske minoritetsgrupper og majoritetsbørn i daginstitutioner

 

IU   1/2005  J.nr. IU 2/2005

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller til Det rådgivende Integrationsudvalg,

at Det rådgivende Integrationsudvalg på sit ordinære møde den 31. januar 2005 beslutter at afgive vedlagte høringssvar til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

 

RESUME

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget behandlede den 1. december 2004 en sag om bedre fordeling af børn fra etniske minoritetsgrupper og majoritetsbørn i de københavnske daginstitutioner.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets tilkendegivelse er sendt til høring i Det rådgivende Integrationsudvalg.


SAGSBESKRIVELSE

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget behandlede den 6. oktober 2004 et medlemsforslag om "sorte" og "hvide" daginstitutioner i Københavns Kommune.

 

På Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets møde den 6. oktober 2004 blev det besluttet, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skulle give en status på problemets omfang og en oversigt over henvendelser fra institutioner/forældre samt opstille forslag, der sikrer en etnisk balance i daginstitutionerne.

 

Det fremgår af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens statistiske analyse af indmeldte børn i daginstitution i alderen 1 til 5 år, at andelen af indvandrere og efterkommere indmeldt i institutionerne stort set svarer til andelen af indvandrere og efterkommere i aldersgruppen, der bor i bydelene. Andelen af disse børn er dog ikke jævnt fordelt i de enkelte institutioner i bydelene. Der er 41 institutioner i kommunen, hvor andelen af indvandrere og efterkommere er højere end 60 %. Det svarer til 8 % af den samlede institutionsmasse.

 

14 % af de børn, der er indmeldt i kommunens børnehaver, har ifølge institutionernes statusindberetning 2004 behov for sprogstimulering i henhold til folkeskolelovens § 4a. Der er ingen institutioner i kommunen, der har mere end 80 % børn med behov for sprogstimulering.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget behandlede den af forvaltningen udarbejdede indstilling den 1. december 2004. Her blev det blandt andet besluttet, at forvaltningen skal arbejde videre med følgende 4 spor:

 

·        Kobling af to evt. flere institutioner - minoritets/majoritetsinstitutioner, samarbejde/(børnehave)kulturhuse

·        Sprogpladser/anvisning efter sprogkriterier

·        Forsøg med ventelisterne

·        Indskrivningsdistrikter

 

Sagen er efterfølgende blevet sendt til høring i blandt andet Det rådgivende Integrationsudvalg og Integrationsrådet.

 

Økonomiforvaltningens bemærkninger

Det fremgår af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens indstilling, at der er et problem med den nuværende fordeling af indvandrere og efterkommere i kommunens daginstitutioner, men ikke hvori problemet nærmere består.

 

Hvilke konsekvenser den nuværende fordeling af indvandrere og efterkommere i kommunens daginstitutioner har for børnenes skolegang og for integrationen af børnene er ikke nærmere analyseret i indstillingen.

 

Da problemstillingen ikke er konkretiseret, er det uklart, om Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget med sin tilkendegivelse for eksempel ønsker

 

·        at fremme kulturmødet mellem etniske minoritetsgrupper og majoritetsbørn som beskrevet på side 5 i indstillingen

 

·        at bryde en eventuel negativ social arv som følge af den nuværende fordeling som beskrevet på side 7

 

 

Økonomiforvaltningen anbefaler, at problemstillingen konkretiseres nærmere for derigennem at kunne opstille løsninger til en mere hensigtsmæssig fordeling af indvandrere og efterkommere i kommunens daginstitutioner. Løsningsforslagene må således afhænge af, hvilke problemer man forsøger at løse.

 

Økonomiforvaltningen har på den baggrund udarbejdet vedlagte udkast til hør ingssvar.

 

ØKONOMI

Høringssvaret medfører ingen økonomiske konsekvenser for Det rådgivende Integrationsudvalg.

 

HØRING

--

 

MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER

Indstillingen indebærer ingen miljømæssige konsekvenser.

 

ANDRE KONSEKVENSER

--

 

BILAG

Bilag 1: Høringsskrivelse af 3. december 2004 fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

Bilag 2: Udkast til høringssvar til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

 

 

 

 

Erik Jacobsen

                                                                 /Flemming Dubgaard Hansen

 

 

 


 


Til top