Høring vedr. "Boliger for alle - Boligplan for Københavns Kommune 2005-2008
Høring vedr. "Boliger for alle - Boligplan for Københavns Kommune 2005-2008
Det rådgivende Integrationsudvalg
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 29. marts 2005
Sager til beslutning
3. Høring vedr. "Boliger for alle - Boligplan for Københavns Kommune 2005-2008
IU 17/2005 J.nr. IU 13/2005
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller til Det rådgivende Integrationsudvalg,
at Det rådgivende Integrationsudvalg beslutter at afgive vedlagte høringssvar vedrørende forslag til "Boliger for alle – boligplan for Københavns Kommune 2005-2008" til overborgmesteren.
RESUME
Økonomiforvaltningen indstiller til Det rådgivende Integrationsudvalg, at udvalget tiltræder vedlagte høringssvar til overborgmesteren.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Den 13. juni 2001 vedtog Borgerrepræsentationen "Boliger for
alle – Boligpolitisk strategiplan for Københavns Kommune 2001 – 2004" med
dertil hørende aftale om Københavns boligpolitik af 23. maj 2001, samarbejds-
og partnerskabsaftaler samt investeringsoversigt (BR 297/01).
Kommuneplanstrategien "Fremtidens København og
Københavnere" blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 25. marts 2004.
Det fremgår af kommuneplanstrategien, at der skal foretages en revision af den
Boligpolitiske strategiplan for Københavns Kommune 2001 – 04.
Økonomiforvaltningen har i samarbejde med Bygge- og
Teknikforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og
Sundhedsforvaltningen udarbejdet forslag til en revideret boligplan: Boliger for alle – boligplan for Københavns
Kommune 2005-2008.
Boligplanen
"Boliger for alle – boligplan for Københavns Kommune 2005-2008"
Den reviderede plan bygger videre på strategien, målene og
indsatsområderne i den Boligpolitiske strategiplan 2001 – 04 og er en
opdatering af den nuværende boligpolitik. Boligplanen har følgende
indsatsområder, hvor der fra 2005 – 08 vil blive gennemført en række projekter
for at realisere kommunes mål om at udvikle København, som en alsidig og
attraktiv boligby:
Nybyggeri
Boligomdannelse
Byfornyelse og fysiske forbedringer
Områdefornyelse og boligsocial indsats
Ungdomsboliger
Boliger for voksne med særlige behov
Ældre- og plejeboliger
Den
boligsociale indsats overfor etniske minoriteter og andre boligrelaterede tiltag
i relation til etniske minoriteter er kort nævnt i de afsnit i boligplanen,
hvor det har relevans. Boligplanen indeholder ikke et særskilt afsnit om
indsatsen på boligområdet i relation til etniske minoriteter.
Københavns Kommune
foretager i dag en målrettet indsats i relation til boligområder med en høj
andel af etniske minoriteter. Områderne skal udvikles til mere attraktive
boligområder for at tiltrække nye beboere og skabe en mere alsidig beboersammensætning.
Kendetegnende for
indsatsen er, at den er helhedsorienteret med en høj grad af borgerinddragelse.
Kommunens indsats bygger på de gode erfaringer fra kommunens fem
kvarterløftsprojekter og de to boligområde-partnerskabsprojekter.
Et eksempel herpå er
Københavns Kommunes samarbejdsaftale med Mjølnerparkens afdelingsbestyrelse
samt Lejerbo København om i et gensidigt forpligtende samarbejde at udvikle
Mjølnerparken til et attraktivt boligområde, der på en positiv og ligeværdig
måde er en del af Nørrebro.
Henset til at indsatsen i boligområder med en høj andel af etniske minoriteter er et prioriteret fokusområde i Københavns Kommune, synes boligplanen umiddelbart at savne et særskilt afsnit herom som uddyber den helhedsorienterede indsats rettet mod de udvalgte boligområder, hvor der er en høj andel af etniske minoriteter.
Det skal i den forbindelse nævnes, at det ligeledes
fremgår af forslag til Kommuneplan 2005, at "Københavns Kommune vil arbejde for at styrke integrationen
af etniske minoriteter gennem øget samarbejde om en bred, helhedsorienteret
indsats rettet mod udvalgte boligområder og dets beboere."
Økonomiforvaltningen
anbefaler på den baggrund, at Det rådgivende Integrationsudvalg udtaler, at
udvalget finder det positivt at områdefornyelse og den boligsociale indsats er
blandt de udvalgte indsatsområder i boligplanen, men at udvalget savner et
særskilt afsnit, der nærmere
uddyber Københavns Kommunes indsats i relation til boligområder med en høj andel af etniske minoriteter.
ØKONOMI
Høringssvaret medfører ingen økonomiske konsekvenser for Det rådgivende Integrationsudvalg.
HØRING
--
MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER
Indstillingen indebærer ingen miljømæssige konsekvenser.
ANDRE KONSEKVENSER
--
BILAG
Bilag 1: Høring af 11. marts 2005 fra overborgmesteren vedrørende "Boliger for alle – boligplan for Københavns Kommune 2005-2008."
Bilag 2: ØU 88/2005 – Revision af den Boligpolitiske strategiplan for Københavns Kommune
Bilag 3: Udkast til høringssvar til overborgmesteren.
/