Høring vedr. forslag til bydækkende plan for fordeling af et- og tosprogede elever
Høring vedr. forslag til bydækkende plan for fordeling af et- og tosprogede elever
Det rådgivende Integrationsudvalg
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 28. september 2005
Åbne punkter
4. Høring vedr. forslag til bydækkende plan for fordeling af et- og tosprogede elever
IU 34/2005 J.nr. IU 35/2005
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Det rådgivende Integrationsudvalg beslutter at afgive vedlagte høringssvar til Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.
RESUME
Uddannelses- og Ungdomsudvalget besluttede på sit møde den 2. maj 2005, at den tidligere vedtagne politik for en mere ligelig fordeling af et- og tosprogede elever på folkeskolerne benævnt "Magnetskoleprojekt" er for snæver en ramme at tænke fordelingspolitikken ind i.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har på den baggrund udarbejdet et oplæg til en definition af "Københavnermodellen for Integration" på bydækkende niveau. Indstillingen er sendt til høring i blandt andet Integrationsrådet og Integrationsudvalget.
Økonomiforvaltningen har på baggrund af Integrationsudvalgets
drøftelser i forbindelse med høring vedr. magnetskoleprojektet i efteråret 2004
samt den foreliggende indstilling fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen
udarbejdet vedlagte høringssvar.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen godkendte på sit møde den 9. december 2004 en politik for en mere ligelig fordeling af et- og tosprogede elever på folkeskolerne samt et udviklingsprojekt i 3 bydele kaldet "Magnetskoleprojektet". Det rådgivende Integrationsudvalg drøftede på et fællesmøde med Integrationsrådet den 30. august 2004 "Magnetskoleprojektet" og afgav høringssvar den 13. september 2004.
I forbindelse med Uddannelses- og Ungdomsudvalgets behandling af budgetforslaget for 2006 den 2. maj 2005 vedtog udvalget, at det tidligere vedtagne Magnetskoleprojekt er for snæver en ramme at tænke fordelingspolitikken ind i.
· Der er behov for at udvide satsningen til andre bydele end Indre Nørrebro og Brønshøj-Husum
· I den offentlige debat er den kontante fordelingssatsning blevet underbetonet i forhold til bestræbelserne på at gøre de m eget tosprogede skoler attraktive for de etniske danske forældre i lokalområdet
· Magnetskolebegrebet i århusiansk og amerikansk sammenhæng dækker noget andet end den københavnske fordelingstænkning
På sit møde den 2. maj 2005 tilkendegav udvalget, at:
"Der afsættes midler til Københavnermodellen for Integration. Modellen skal være med til at sikre, at et bredt udsnit af forældrene i et givet skoledistrikt eller delområde af et skoledistrikt vælger den lokale folkeskole. Herved forstås bla. en initiering og styrkelse af lokale forældrenetværk, der arbejder for at få lokale børn til at vælge den lokale folkeskole, herunder et særligt fokus på, at ressourcestærke forældre tilvælger den københavnske folkeskole for deres børn. Endvidere menes bla. integrationsfremmende initiativer, der udmøntes efter dialog med den enkelte folkeskole."
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har på den baggrund udarbejdet et oplæg til en definition af "Københavnermodellen for Integration" på bydækkende niveau. Københavnermodellen vil eventuelt kunne suppleres af den i lovforslag om styrket undervisning i dansk som andetsprog indeholdte mulighed for at henvise elever til en anden skole end distriktsskolen i de tilfælde, hvor det vurderes ved optagelsen, at eleven har et ikke uvæsentligt behov for sprogstøtte og det vurderes at være pædagogisk påkrævet med en henvisning af eleven.
Forvaltningen har i indstillingen endvidere foretaget en sammenligning af regeringens Lovforslag 135 om ændring af folkeskoleloven (Styrket undervisning i dansk som andetsprog, herunder udvidet adgang til at henvise tosprogede elever til andre skoler end distriktsskolen) og Københavnermodellen.
Københavnermodellens politiske grundlag
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen foreslår, at følgende vedtagelse fra Uddannelses- og Ungdomsudvalgets møde 24. november 2004 danner baggrund for det politiske grundlag for fordelingspolitikken:
1. Fordelingspolitikken har til formål at fremme gode
skoleresultater for tosprogede elever
samt kulturmøde og integration således, at der er grupper af et- og
tosprogede elever på alle folkeskoler
2. Fordelingsmålet er, at ingen skoles andel af tosprogede
elever overstiger andelen af tosprogede elever bosat i den bydel, som skolen er
en del af. Dette gælder dog ikke skoler, hvis tosprogsandel er mindre end den
gennemsnitlige tosprogsandel i hele byen
3. Arbejdet for at opnå en mere ligelig fordeling af et-
og tosprogede elever foregår i respekt for alle forældres ret til at vælge den
lokale folkeskole og baserer sig dermed på frivillighed både for etsprogede og
tosprogede forældre
4. Alle skoler forpligtes til at bidrage til
fordelingspolitikkens virkeliggørelse
Københavnermodellens
virkemidler
I forhold til det enkelte distrikts eller den enkelte skoles problemstilling kan der vælges mellem en omfattende eller en mere begrænset indsats – og hermed hvilke af Københavnermodellens virkemidler, der skal anvendes.
Uddannelses- og
Ungdomsudvalget udpeger hvilke skoler og/eller distrikter, der skal inddrages i
indsatsen. Uddannelses- og Ungdomsudvalget godkender i hvert enkelt tilfælde
den samlede plan for distriktet/skolen.
Fordeling af
tosprogede børn på frivillig basis
Københavnermodellens grundlæggende fordelingsmetode består i at tilbyde tosprogede børn i de mest segregerede førskoletilbud optagelse på nærtliggende skoler med få tosprogede elever. Disse skolers frie kapacitet – forstået som den kapacitet, der ikke anvendes til grunddistriktets børn samt børn med søskendekrav på optagelse, jf. sagen om søskendegaranti, som er til høring i øjeblikket – reserveres til de tosprogede børn fra de udpegede skoler med høj tosprogsandel.
Forvaltningen overvejer, om det også er praktisk muligt at tage udgangspunkt i kammeratskabsgrupper fra afgrænsede boligområder/karréer.
De tosprogede forældre kan fortsat vælge den lokale distriktsskole, men vælger de at tage mod tilbuddet om at komme på en skole med få tosprogede elever i Københavnermodellen for Integration indebærer dette
· At barnet også skal gå i fritidsinstitution i tilknytning til den valgte skole
· At forældrene understøtter barnets integration i kammeratskabsgruppen ved at sørge for dets deltagelse i børnefødselsdage, sociale arrangementer mv.
Transportordning
Forvaltningen tilbyder efter konkret vurdering en transportordning med minibuskørsel af de mindste børn og gratis buskort for de større børn, hvis børnene indgår i Københavnermodellen for Integration.
Faglig opkvalificering
af skoler med lav tosprogsandel
Forvaltningen sikrer, at der er ressourcer til faglig opkvalificering af lærere og pædagoger på de involverede skoler med lav tosprogsandel således, at disse er rustede til arbejdet med de tosprogede elever.
Skoler med mange
tosprogede skal være attraktive for alle forældre i lokalområdet Der igangsættes kvalitetsudvikling og
profilering af skoler med høj andel af tosprogede elever således, at disse også
kan fremstå som attraktive skoletilbud for lokalområdets etnisk danske
forældre.
Opsøgende arbejde og
forældrenetværk
Der afsættes midler til opsøgende arbejde i lokalområdet og i de lokale daginstitutioner. Der arbejdes med at etablere forældrenetværk med henblik på, at skolerne kan modtage grupper af børn, som kender hinanden fra børnehave, boligområdet eller andre mødesteder.
PR-arbejde
Der afsættes midler til skolernes PR-arbejde.
Kapacitetsudvidelser og bygning af nye skoler vurderes
også i lyset af deres fordelingsmæssige betydning
Det indgår som en standard i forvaltningens planlægningsarbejde, at enhver kapacitetsudvidelse eller nyetablering af skoler vurderes i forhold til den fordelingsmæssige betydning. Forvaltningen orienterer udvalget om disse forhold.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen foreslår, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget igangsætter etape 2 af "Københavnermodellen for Integration" med en omfattende indsats i bydelen Nordvest og på Ålhom skole samt en mindre omfattende indsats på 4 Amagerskoler.
Da en række skoler med stort behov for fordelingspolitisk indsats ikke omfattes af de to første etaper af fordelingspolitikken foreslår forvaltningen, at disse skoler inddrages, når det lykkes at skaffe ressourcer til kommende etaper.
Økonomiforvaltningens
udkast til høringssvar
På baggrund af udvalgets drøftelser i forbindelse med høring
vedr. magnetskoleprojektet i efteråret 2004 samt den foreliggende indstilling
fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen skal Økonomiforvaltningen anbefale, at
udvalget afgiver følgende høringssvar:
"Det rådgivende Integrationsudvalg finder det overordentligt
vigtigt, at der iværksættes bydækkende tiltag for at forhindre en yderligere etnisk
og social polarisering i folkeskolerne i Københavns Kommune.
Det rådgivende Integrationsudvalg finder det derfor
positivt, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget har igangsat et arbejde for at
skabe en bydækkende indsats, der skal træde i stedet for magnetskoleprojektet.
Det rådgivende Integrationsudvalg finder det endvidere positivt, at der i udkastet til en ny "Københavnermodel for Integration" opereres med individuelle løsninger tilpasset den enkelte skole og det enkelte skoledistrikt."
ØKONOMI
Høringssvaret medfører ingen økonomiske konsekvenser for Det rådgivende Integrationsudvalg.
MILJØVURDERING
Indstillingen indebærer ingen miljømæssige konsekvenser.
ANDRE KONSEKVENSER
--
HØRING
--
BILAG
Bilag 1: Høringsskrivelse af 22. juni 2005 fra Uddannelses-
og Ungdomsforvaltningen.
Bilag 2: Udkast til høringssvar til Uddannelses- og
Ungdomsforvaltningen.
Erik Jacobsen
/ Flemming Dubgaard Hansen