Mødedato: 28.02.2003, kl. 08:15

Høringssvar vedr. modersmålsundervisning

Høringssvar vedr. modersmålsundervisning

Det rådgivende Integrationsudvalg

Det rådgivende Integrationsudvalg

DAGSORDEN

for ordinært møde fredag den 28. februar 2003

 

Sager til beslutning

3. Høringssvar vedr. modersmålsundervisning

IU 16/2003 J.nr. IU 7/2003

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller til Det rådgivende Integrationsudvalg,

at det under sagsfremstillingen foreslåede høringssvar til Uddannelses- og Ungdomsudvalget afgives.

 

RESUME

Som følge af nedgang i statstilskud til modersmålsundervisning, besluttede Borgerrepræsentationen med vedtagelsen af budget 2003, at der skulle afsættes 13 mill. kr. således at undervisningen kan bevares i samme omfang som tidligere. Desuden skulle der for skoleåret 2003/2004 ske yderligere forbedringer og ændringer af modersmålsundervisning.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har på den baggrund udarbejdet et oplæg til en ny model for modersmålsundervisningen i Københavns Kommune. Sagen er behandlet i Uddannelses- og Ungdomsudvalget og er efterfølgende sendt til høring i Det rådgivende Integrationsudvalg.

Økonomiforvaltningen indstiller til Det rådgivende Integrationsudvalg, at der afgives et høringssvar, som er positivt overfor den nye model.

SAGSBESKRIVELSE

Folketinget vedtog i foråret 2002 at ophæve kommunernes forpligtelse til at yde modersmålsundervisning til tosprogede børn, dog med undtagelse for børn af EU- eller EUS-borgere.

Borgerrepræsentationen besluttede den 22. august 2002 (BR 424/02) at fastholde den københavnske modersmålsundervisning i skoleåret 2002/2003. Det blev desuden besluttet, at der fra skoleåret 2003/2004 skal ske yderligere forbedringer af modersmålsundervisningen. Borgerrepræsentationen besluttede ligeledes i forbindelse med vedtagelsen af budget 2003 at afsætte 13 mill. kr. således at modersmålsundervisningen kan gennemføres på et yderligere forbedret grundlag uanset at der ikke længere modtages statslig støtte.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen foreslår nu en ny ordning for modersmålsundervisningen i Københavns Kommune fra august 2003, hvor

  • alle tosprogede københavnske elever tilbydes modersmålsundervisning, forstået som et sprog, de behersker og bruger i deres hverdag,
  • undervisningen på 8.-10.klasstrin henlægges til Ungdomsskolen af integrationsmæssige årsager,
  • Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen udarbejder på baggrund af det statslige regelsæt en kommunal læseplan, der betoner modersmålsundervisningens integrationsmæssige værdi,
  • modersmålslærerne forpligtes til at tage en dansk læreruddannelse.

Det rådgivende Integrationsudvalg afgav forud for behandlingen i Borgerrepræsentationen i august 2002 en udtalelse til Uddannelses- og Ungdomsudvalget omkring modersmålsundervisningens fremtid i Københavns Kommune. Det rådgivende Integrationsudvalg udtalte på daværende tidspunkt bl.a., at udvalget anså det som vigtigt, at der på trods af Folketingets beslutning om at beskære statstilskuddet, blev givet muligheden for at videreføre modersmålsundervisningen. Desuden anbefalede Det rådgivende Integrationsudvalg, at undervisningen opkvalificeres samt at lærerne kompetenceudvikles.

Forslaget til en ny ordning for modersmålsundervisningen er godkendt af Uddannelses- og Ungdomsudvalget og er nu sendt i høring i bl.a. Det rådgivende Integrationsudvalg.

Økonomiforvaltningen anbefaler på den baggrund, at Det rådgivende Integrationsudvalg afgiver følgende høringssvar:

"Det er Det rådgivende Integrationsudvalgs grundlæggende opfattelse, at fagligt kvalificeret modersmålsundervisning er en styrkelse af integrationen og tosprogede børns personlige og pædagogiske udvikling. Endvidere er det Det rådgivende Integrationsudvalgs opfattelse, at Københavns Kommunes beslutning om at opretholde adgangen til at yde gratis modersmålsundervisning til alle tosprogede børn i skoleregi er en korrekt og ansvarlig beslutning.

Det rådgivende Integrationsudvalg anser Københavns Kommunes nye model for modersmålsundervisning som værende systematisk og dækkende. Det rådgivende Integrationsudvalg ønsker at fremhæve følgende som særligt positive tiltag:

  • at modersmålsundervisning i højere grad bliver helhedsorienteret, hvor børnenes sproglige forudsætninger – fastlagt på grundlag af en grundig screening - suppleres med et godt integrationsperspektiv og en faglig opkvalificering af modersmålslærerne,
  • at modersmålsundervisning så vidt muligt skal tilrettelægges på en måde, så tosprogede elever opnår øget integration med jævnaldrende elever,
  • at indstillingen danner grundlag for, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen udarbejder en læseplan, der stræber efter at inddrage sprogspecifikt såvel som kulturrelevant læsestof. Det er i særdeleshed tilfredsstillende at det indholdsmæssige fokus i læseplanen "lægges på livet som borger med etnisk minoritetsbaggrund" i København.
  • at et klart og åbent værdigrundlag lægges til grund for undervisningsmidlerne, der skal indgå i modersmålsundervisningen, med "åndsfrihed, ligeværd og demokrati" som pejlemærker.

En vedvarende opkvalificering og integrering af modersmålsundervisning og modersmålslærere som en væsentlig del af de moderne københavnske skoler er en forudsætning for en succesfuld implementering af den nye models formål. Det rådgivende Integrationsudvalg finder dog, at der mangler en kritisk evaluering af Københavns Kommunes hidtidige erfaringer med 'mainstreaming' af modersmålsundervisning, for bl.a. at kortlægge hvilke normsæt og holdninger, der ligger til grund for den uhensigtsmæssige marginalisering af tosprogede modersmålslærere."

ØKONOMI

Høringssvaret medfører ingen økonomiske konsekvenser for Det rådgivende Integrationsudvalg.

HØRING

--

MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER

Indstillingen indebærer ingen miljømæssige konsekvenser.

ANDRE KONSEKVENSER

--

BILAG

Bilag 1: Høringsskrivelse af 12. februar 2003 fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen

Erik Jacobsen

/Flemming D. Hansen

 

 

 

 

 

 

 

 

Til top