Høringssvar vedr. servicecentre
Høringssvar vedr. servicecentre
Det rådgivende Integrationsudvalg
DAGSORDEN
for ordinært møde fredag den 28. februar 2003
Sager til beslutning
2. Høringssvar vedr. servicecentre
IU 13/2003 J.nr. IU 6/2003
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller til Det rådgivende Integrationsudvalg,
at det under sagsfremstillingen foreslåede høringssvar til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling afgives.
RESUME
I forbindelse med arbejdet omkring oprettelse af servicecentre, har Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling sendt en indstilling til høring i Det rådgivende Integrationsudvalg. Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling lægger op til, at udgangspunktet for etableringen af servicecentre skal være kvikskranker, hvor borgerne kan henvende sig. Det er hensigten, at servicecentrene dels skal have en vejviserfunktion, og dels skal kunne håndtere forskellige opgaver indenfor bl.a. børneydelser, pladsanvisning, dagpenge, ældreydelser, sygesikring, skat m.v.
Økonomiforvaltningen indstiller til Det rådgivende Integrationsudvalg, at udvalget afgiver et høringssvar, hvor der lægges vægt på, at oprettelsen af servicecentre vil være til stor hjælp for borgere med anden etnisk baggrund end dansk, da denne gruppe borgere ofte oplever forskellige vanskeligheder i forbindelse med henvendelse til kommunen, herunder bl.a. sprogbarrierer.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen besluttede i juni 2000 (BR 302/2000) at oprette servicecentre i alle bydele inden udgangen af 2001. I juni 2001 besluttede Borgerrepræsentationen, at arbejdet med oprettelse af servicecentre skulle ske med udgangspunkt i kvikskranker, hvor borgerne kan henvende sig. Efterfølgende har Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i slutningen af 2001 besluttet at henvise sagen om oprettelsen af servicecentre til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling. Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling behandlede i november 2002 (DS 50/2002) sagen om servicecentre, og tilkendegav på den baggrund, at grundlaget for det videre arbejde med servicecentrene var:
- at frontbetjeningen skal samles i servicecentre
- at servicecentrene etableres efter "supermarkedsmodellen" suppleret med få medarbejdere ansat i henholdsvis Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen
- at arbejdet i servicecentrene skal kobles med den Elektroniske Selvbetjening
- at den fysiske placering af servicecentrene skal tage udgangspunkt i de lokale muligheder, herunder muligheder for samlokalisering
Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling behandlede i januar 2003 (DS 7/2003) endnu en indstilling omkring oprettelsen af servicecentre. Indstillingen lægger op til, at etableringen af servicecentre sker som følger:
- at der i løbet af 2004 etableres 4 servicecentre
- at de i bilag 1 beskrevne opgaver udlægges til servicecentrene
- at servicecentrene lokaliseres i Indre by, Østerbro, Sundbyøster samt Vanløse
- at servicecentrene etableres som kontraktstyrede enheder under Økonomiudvalget
- at servicecentrene evalueres inden udgangen af 2007
- at der afsættes 20 mill. kr. til etablering fordelt over 2003 og 2004
- at der i rammerne for 2004 søges indarbejdet 3,95 mill. kr. til drift, mens der for 2005 og fremefter søges indarbejdet 10 mill. kr. til årlig drift, idet det forudsættes, at servicecentrene i øvrigt bemandes med medarbejdere fra forvaltningen.
Udvalget besluttede at sende sagen til høring i de stående udvalg. Udvalget vil herefter træffe endelig beslutning på baggrund af de indkomne høringssvar og herefter komme med en anbefaling til Økonomiudvalget.
Det rådgivende Integrationsudvalg har tidligere udtalt sig positivt omkring principperne for servicecentrene (IU 5/2001), jf. bilag 2.
Det rådgivende Integrationsudvalg har som led i den seneste høring fået den nuværende indstilling sendt til høring.
Økonomiforvaltningen anbefaler, at Det rådgivende Integrationsudvalg på den baggrund afgiver følgende høringssvar:
"Overordnet er det Det rådgivende Integrationsudvalgs opfattelse, at etableringen af servicecentre, der har til formål generelt at forbedre borgerbetjeningen, også vil være medvirkende til at styrke betjeningen af borgere med anden etnisk baggrund end dansk. Opnormering og effektivisering af borgerbetjening og kommunikation vil virke særligt positivt på denne persongruppe, da disse borgere ofte har sprogbarrierer og vanskeligheder med at overskue ressortopdelingen mellem kommunens forvaltninger.
Det rådgivende Integrationsudvalg hæfter sig især ved, at servicecentrene bl.a. vil have til opgave, at tilbyde byens borgere en vejviserfunktion til f.eks. at finde rundt i kommunens beslutningsprocesser. En vejviserfunktion kan have stor betydning for at afhjælpe den følelse af afmagt, som etniske minoriteter eventuelt kan opleve i forbindelse med diskrimination.
Det Rådgivende Integrationsudvalg har i det tidligere høringssvar med tilfredshed noteret sig, at kommunen som led i de foretagne fokusgruppeinterviews også har rådført sig med en gruppe af borgere med anden etnisk baggrund end dansk.
Det er dog Det rådgivende Integrationsudvalgs opfattelse, at følgende bør tages i betragtning i forbindelse med etableringen af servicecentre:
- at en mangfoldig sammensætning af servicecentrenes medarbejdergruppe bl.a. i forhold til etnisk oprindelse vil være en forudsætning for at borgerbetjeningen får det kvalitative løft som indstillingen lægger op til
- at servicecentrene bør foretage en løbende vurdering og afstemning af tilbud og behov med henblik på at udvikle en helhedsorienteret servicering af borgere med anden etnisk baggrund end dansk samt en ægte forankring i lokalmiljøet
- at servicecentrenes kommunikationsindsats allerede fra begyndelsesfasen er tilrettelagt således, at informationsmateriale m.v. er let tilgængeligt og at materialet foreligger på andre sprog end dansk. En aktiv informationsindsats omkring servicecentrenes opgaver og formål bør derfor overvejes."
ØKONOMI
Høringssvaret medfører ingen økonomiske konsekvenser for Det rådgivende Integrationsudvalg.
HØRING
--
MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER
Indstillingen indebærer ingen miljømæssige konsekvenser
ANDRE KONSEKVENSER
--
BILAG
Bilag 1: DS 7/2003 – indstilling og beslutningsprotokol
Bilag 2: IU 5/2001 – indstilling og beslutningsprotokol
Erik Jacobsen
/Flemming D. Hansen