Drøftelse af Klageorgan (IU 23/2002) (eftersendes)
Drøftelse af Klageorgan (IU 23/2002) (eftersendes)
Det rådgivende Integrationsudvalg
DAGSORDEN
for ekstraordinært møde mandag den 27. maj 2002
Sager til beslutning
2. Drøftelse af Klageorgan (IU 23/2002) (eftersendes)
IU 46/2002 J.nr. IU 23/2002
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller til Det Rådgivende Integrationsudvalg
at procesplanen for oprettelse af et samlet klageorgan tages til efterretning.
at Det Rådgivende Integrationsudvalg foretager indledende drøftelser af visioner og ønsker for indholdet af et klageorganet for etniske minoriteter.
RESUME
Borgerrepræsentationen vedtog med budgettet for 2002 to hensigtserklæringer, H 15 og H 17, hvorefter der skal oprettes henholdsvis en uafhængig klagefunktion og en klageadgang for etniske minoriteter.
Borgerrepræsentationen har den 6. december 2001 i sagen BR 631/01 besluttet, at hensigtserklæring H 15 skal behandles i et særligt § 17, stk. 4-udvalg, Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling.
Idet der gælder ens regler for alle borgere i forhold til mulighederne for at klage, er det Økonomiforvaltningens opfattelse, at overvejelserne omkring vilkårene for en klageadgang bør koordineres med Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling. Det er i denne forbindelse Det Rådgivende Integrationsudvalgs opgave, at drøfte og fastsætte visioner og ønsker for et klageorgans rolle for så vidt angår de etniske minoriteter.
Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling har vedtaget en procesplan for arbejdet med en generel klagefunktion. Med udgangspunkt heri har Økonomiforvaltningen udarbejdet forslag til procesplan for arbejdet med oprettelsen af en samlet klagefunktion, som nu forelægges.
Økonomiforvaltningen anbefaler desuden, at Det Rådgivende Integrationsudvalg foretager en indledende drøftelse af visioner og ønsker for indholdet for så vidt angår et klageorgan for etniske minoriteter.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen vedtog med budgettet for 2002 følgende to hensigtserklæringer:
Hensigtserklæring H 15: "Økonomiudvalget vurderer mulighederne for at etablere en uafhængig klagefunktion, der uafhængigt af forvaltningerne skal varetage borgernes rettigheder og gøre det lettere at klage, hvis kommunen ikke lever op til det politisk vedtagne serviceniveau. Klageinstansen skal dermed sikre, at kommunen holder, hvad den lover.
Formålet med en uafhængig klagefunktion er bl.a. at styrke dialogen mellem borgerne og kommunen og sikre, at borgernes tilbagemeldinger på kommunens service bliver hørt og brugt."
Hensigtserklæring H 17: "Det Rådgivende Integrationsudvalg afklarer, hvor langt det af Indenrigsministeriet nedsatte udvalg vedrørende oprettelse af et ligebehandlingsorgan er nået.
Samtidig udarbejder Det Rådgivende Integrationsudvalg i samarbejde med Integrationsrådet et forslag til oprettelse af en uafhængig klageadgang for etniske minoriteter i Københavns Kommune herunder at der ydes den nødvendige tolkebistand, hvilket er afgørende for en reel klageadgang. En sådan klageadgang kan evt. drives i samarbejde med Dokumentations- og Rådgivningscenteret for Racediskrimination. Forslaget forelægges Borgerrepræsentationen inden udgangen af oktober 2002"
Borgerrepræsentationen traf den 6. december 2001 i sagen BR 631/01 beslutning om, at hensigtserklæring H 15, skulle behandles i et særligt § 17, stk. 4-udvalg, Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling.
I henhold til lighedsgrundsætningen, hvorefter ens tilfælde skal afgøres lige, er det Økonomiforvaltningens opfattelse, at det vil være korrekt og mest hensigtsmæssigt, at overvejelserne omkring vilkårene for en klageadgang koordineres med Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling. Således sikres det, at der bliver en ensartethed i forhold til klagemuligheder og -behandling for borgerne i Københavns Kommune.
Økonomiforvaltningen foreslår derfor, at Det Rådgivende Integrationsudvalg godkender en proces, hvorefter Det Rådgivende Integrationsudvalg i samarbejde med Integrationsrådet fastsætter de indholdsmæssige visioner og ønsker for den type af klager, der omhandler etniske minoriteter. Herefter oversendes disse til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling med henblik på at kunne indgå i udvalgets arbejde omkring etablering af en uafhængig klageinstans. Når resultatet af Udvalget for Demokrati- og Serviceudviklings overvejelser foreligger oversendes disse til Det Rådgivende Integrationsudvalg med henblik på Det Rådgivende Integrationsudvalgs afsluttende overvejelser. I den forbindelse kan der eventuelt være behov for afholdelse af et fællesmøde mellem de to udvalg.
Økonomiforvaltningen foreslår, at procesplanen for oprettelsen af et samlet klageorgan er som følger:
- Møde i Det Rådgivende Integrationsudvalg den 27. maj 2002:
Procesplan vedtages.
- Møde i Det Rådgivende Integrationsudvalg på studieturen den 27.-29. juni 2002:
Visioner og ønsker for indholdet af en klageadgang for etniske minoriteter drøftes, og der udarbejdes et oplæg med visioner og ønsker, som skal drøftes med Integrationsrådet med henblik på et endeligt oplæg.
- Møde i Det Rådgivende Integrationsudvalg den 9. august 2002:
Visioner og ønsker drøftes endeligt inden fællesmøde med Integrationsrådet.
- Fællesmøde mellem Det Rådgivende Integrationsudvalg og Integrationsrådet medio august:
Drøftelse af visioner og ønsker med henblik på udarbejdelse af endeligt oplæg, som skal drøftes på fællesmøde mellem Det Rådgivende Integrationsudvalg og Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling. (Afleveringsfrist til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling er den 19. august 2002 med henblik på drøftelse i Udvalget den 2. september 2002) Herefter arbejder Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling videre med en løsning, hvori visionerne og ønskerne fra Det Rådgivende Integrationsudvalg er indtænkt.
- Eventuelt et fællesmøde mellem Det Rådgivende Integrationsudvalg og Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling 28. oktober 2002:
Udvalgene drøfter den løsning, som Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling har udarbejdet. Herefter udarbejder Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling de afsluttende overvejelser.
- Primo 2003 det endelige forslag forelægges Borgerrepræsentationen.
Økonomiforvaltningen anbefaler desuden, at Det Rådgivende Integrationsudvalg foretager indledende drøftelser af visioner og ønsker for indholdet af et klageorganet for etniske minoriteter. Som inspiration hertil henvises til bilag 3.
ØKONOMI
De økonomiske konsekvenser vil blive nærmere vurderet og forelagt i forbindelse med den endelige indstilling om oprettelse af et klageorgan.
MILJØVURDERING
---
ANDRE KONSEKVENSER
---
HØRING
Sagen sendes til orientering i Integrationsrådet.
BILAG
- Hensigtserklæring H 17
- Hensigtserklæring H 15
- Notat: "Klageadgang for etniske minoriteter i Københavns Kommune.
Erik Jacobsen
/ Flemming D. Hansen