Mødedato: 27.01.2000, kl. 08:00

Iværksættelse af et forsøg med danskundervisning for småbørnsmødre

Iværksættelse af et forsøg med danskundervisning for småbørnsmødre

Det rådgivende Integrationsudvalg

Det rådgivende Integrationsudvalg

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 27. januar 2000

 

Sager til beslutning

3. Iværksættelse af et forsøg med danskundervisning for småbørnsmødre

IU 21/2000 J.nr. IU4/2000

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

at de to udvalg drøfter Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning om iværksættelsen af et forsøg med danskundervisning for småbørnsmødre

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning den 3. november 1999:

Sagen sendes til udtalelse i Det Rådgivende Integrationsudvalg, Integrationsrådet og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget. Hvis udtalelserne kan give anledning til ændringer, tages forslaget op igen.

Der laves i foråret et notat til udvalget, hvor der gives en status på projektet.

Udvalget tiltrådte herefter forvaltningens indstilling.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning i mødet den 24. november 1999:

Indstillingen blev tiltrådt.

Udvalget ønskede fællesmøde med Uddannelses- og Ungdomsudvalget tidligt i år 2000 i forbindelse med et ordinært møde.

Uddannelses- og Ungdomsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning den 12. januar 2000:

Udvalgene tiltrådte forvaltningens indstilling.

Økonomiforvaltningens indstiller til Det Rådgivende Integrationsudvalg, at det i bilaget optrykte høringssvar godkendes.

RESUME

Der fremlægges hermed et forslag til et mor-barn-projekt, der kombinerer danskundervisning for kvinder med et tilbud til de pågældendes mindreårige børn. Målgruppen for undervisningen er blandt andet mødre til børn, der deltager i sprogstimulering efter Folkeskoleloven. Undervisningen planlægges igangsat to steder i byen.

 

SAGSBESKRIVELSE

På Uddannelses- og Ungdomsudvalgets møde den 22. september 1999 blev forvaltningen pålagt at komme med et forslag til et mor-barn-projekt og at afklare Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens holdning dertil.

Efterfølgende har der været samtaler på direktørniveau mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, og der er enighed om at lægge op til de to udvalg at drøfte Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning om iværksættelsen af et forsøg med danskundervisning for kvinder med småbørn.

Undervisningens formål, målgruppe og omfang

Formålet med den planlagte undervisning skal være at indsluse deltagerne i den normale undervisning på et sprogcenter. Formålet kan desuden være at forbedre mødrenes muligheder for at bidrage til børnenes integration i det danske samfund.

Målgruppen for undervisningen er københavnske kvinder, der

ikke er danske statsborgere og ikke behersker det danske sprog

har et eller flere børn over et år, men under skolealderen

ikke har børn i daginstitutioner

ikke har fulgt undervisning på et sprogcenter eller en sprogskole

ikke kan følge den almindelige undervisning på sprogcentrene fortrinsvis på grund af børnepasning

skønnes at være isolerede fra det danske samfund

Mødre til børn, der følger sprogstimulering for tosprogede småbørn efter folkeskolelovens § 4a, stk. 3, har fortrinsret til at følge undervisningen. Kvinder, der kan deltage i den almindelige undervisning på sprogcentrene, falder uden for målgruppen.

Det er hensigten, at der etableres danskundervisning to steder i byen, et hold hvert sted. Det tilstræbes, at undervisningen finder sted på eller i tilknytning til et sprogcenter for at fremme det overordnede mål med undervisningen.

Undervisningen vil få et omfang af 12 lektioner á 45 minutter om ugen, fordelt på 4-5 dage. Varigheden af den enkelte deltagers undervisning inden for mødreprojektet kan kun undtagelsesvist overstige 6 måneder.

Det tilstræbes, at forslaget iværksættes snarest muligt. Der tages i den forbindelse hensyn til høringen af Det Rådgivende Integrationsudvalg og Integrationsrådet. Hvis denne giver anledning til ændringer bringes sagen op igen.

 

Ansøgning og optagelse

Ansøgning om optagelse sker direkte til Sprogcentret Kigkurren, der er et kommunalt sprogcenter under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Det er Sprogcentret Kigkurren der afgør, hvem der kan deltage i undervisningen.

Den henvisende instans for den pågældende - i forhold til undervisning efter Lov om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre - skal samtykke i, at den pågældende følger mødreundervisningen.

Pasning af deltagernes 1-5 årige børn

Børn, der ikke deltager i § 4a,3-sproggrupperne, vil blive passet i en institution i nærheden af undervisningsstedet, mens mødrene bliver undervist. Pasningen foregår i samarbejde med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

Lovgrundlag, finansiering og organisering

Mødreundervisningen iværksættes foreløbigt som et etårigt forsøg uden for Lov om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre (L 66/98). Sprogcentret får betaling efter den til enhver tid gældende sats for spor 1 – undervisning. Sprogcentret Kigkurren varetager undervisningen - eventuelt i samarbejde med et andet sprogcenter.

Evaluering

Forsøget evalueres første gang i efteråret 2000 med henblik på at vurdere:

Hvor stor er søgningen til undervisning

Hvem søger undervisningen

Er der er en effekt af undervisningen i forhold til det primære mål at få deltagerne i ordinær undervisning

Løse en opgave, som ikke kan løses inden for den ordinære undervisning

På baggrund af evalueringen træffer Uddannelses- og Ungdomsudvalget afgørelse om, hvorvidt forsøget med mødreundervisning skal fortsætte i år 2001.

 

Økonomi

Undervisningen finansieres i år 2000 over konto 5.60 Undervisning af voksne indvandrere. Udgifterne forventes ikke at overstige 0,9 mill. kr.

Udgifterne til pasning af børn, der ikke deltager i § 4a,3-sproggrupperne, påhviler Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

Høring

Sagen sendes til Det Rådgivende Integrationsudvalg og Integrationsrådet med anmodning om en udtalelse inden den 1. februar 2000. Hvis udtalelserne giver anledning til ændringer, tages sagen op igen.

Det bemærkes, at Det Rådgivende Integrationsudvalg og Integrationsrådet på baggrund af Uddannelses- og Ungdomsudvalget behandling den 3. november 1999 har modtaget forslaget.

Det Rådgivende Integrationsudvalg har i dens sammenhæng tilkendegivet, at man ønsker at få sagen forelagt igen, når der har været afholdt et fællesmøde mellem Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens indstilling af den 3. november 1999 vedrørende danskundervisning af kvinder med småbørn påført udvalgets beslutning

Bilag 2: Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens indstilling af den 24. november 1999 vedrørende forsøg med danskundervisning for småbørnsmødre påført udvalgets beslutning

Bilag 3: Brev af 26. november 1999 fra Det Rådgivende Integrationsudvalg

 

 

 

Grethe Munk Peter Rasmussen

 

 

Til top