Svar fra Udvalget for Demokrati- og Serviceudvalget vedr. det videre forløb omkring en uafhængig klagefunktion
Svar fra Udvalget for Demokrati- og Serviceudvalget vedr. det videre forløb omkring en uafhængig klagefunktion
Det rådgivende Integrationsudvalg
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde fredag den 25. oktober 2002
Fraværende med afbud:
Abderrahman Ben Haddou (D)
Tanwir Ahmad (B)
Fraværende i øvrigt:
Heidi Wang (V)
Carl Christian Ebbesen (O) mødte kl. 8.08 under pkt. 3
Rikke Fog-Møller (Ø) mødte kl. 7.37 under pkt. 1
Udvalget besluttede at optage punkterne "Meddelelser fra formanden" og "Eventuelt" på dagsordenen som punkt 5 og 6.
Udvalget godkendte at Sekretariatschef Flemming D. Hansen deltager i udvalgets møder indtil videre, jf. Lov om Kommunernes Styrelse § 20, stk. 4.
Sager til beslutning
3. Svar fra Udvalget for Demokrati- og Serviceudvalget vedr. det videre forløb omkring en uafhængig klagefunktion
IU 79/2002 J.nr. IU 32/2002
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller til Det Rådgivende Integrationsudvalg,
at brevet af 30. september 2002 fra Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling, jf. bilag 1, tages til efterretning.
at udvalget drøfter, hvorvidt brevet af 30. september 2002 fra Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling giver anledning til, at Integrationsudvalget tilslutter sig, at der oprettes en enstrenget klagefunktion.
Det rådgivende Integrationsudvalgs beslutning i mødet den 25. oktober 2002
Indstillingen blev godkendt med bemærkning om, at Det Rådgivende Integrationsudvalg anbefaler en enstrenget klagefunktion, hvor det sikres at der er faglig kompetence til at behandle diskriminationssager.
Det Rådgivende Integrationsudvalg anbefaler endvidere, at der foretages en nærmere definition af begrebet "diskrimination", ligesom anvendelsesområdet for en mæglingsfunktion bør kortlægges mere præcist.
Dette meddeles Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling.
RESUME
Det Rådgivende Integrationsudvalg har tidligere oversendt sine visioner og ønsker for et klageorgan for etniske minoriteter til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling. Det har resulteret i et svar fra Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling, hvori dette udvalg gør opmærksom på, at udvalget vil arbejde videre med oprettelsen af en generel klagefunktion uafhængigt af Det Rådgivende Integrationsudvalgs ønske om at afvente arbejdet i Regeringens Ligebehandlingsudvalg. Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling forventer at færdiggøre sit beslutningsgrundlag medio december 2002. Det betyder, at såfremt Det Rådgivende Integrationsudvalg på et senere tidspunkt ønsker at arbejde videre med en fælles klageadgang, vil dette ikke umiddelbart være muligt.
Økonomiforvaltningen foreslår derfor, at Det Rådgivende Integrationsudvalg overvejer, hvorvidt dette giver anledning til nye drøftelser i Integrationsudvalget.