Drøftelse af Københavns internationale dag
Drøftelse af Københavns internationale dag
Det rådgivende Integrationsudvalg
DAGSORDEN
for fællesmøde torsdag den 25. september 2003
Sager til beslutning
5. Drøftelse af Københavns internationale dag
IU 49/2003 J.nr. IU 27/2003
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller til Det rådgivende Integrationsudvalg
at Det rådgivende Integrationsudvalg sammen med Integrationsrådet drøfter afholdelsen af Københavns Internationale Dag 2003,
at Det rådgivende Integrationsudvalg træffer beslutning om, hvorvidt Københavns Internationale Dag skal permanentgøres, herunder drøfter finansiering af projektet.
RESUME
Som et led i fokusåret "Etnisk Ligestilling – år 2003" blev der den 14. juni 2003 afholdt Københavns Internationale Dag. Der var i forbindelse med afholdelsen forskellige aspekter, som ikke i tilstrækkelig grad var afklaret forud for afviklingen af arrangementet. Dette har bevirket, at arrangementet, ved de efterfølgende drøftelser i såvel Det rådgivende Integrationsudvalg som Integrationsrådet, har været udsat for kritik. Der har dog samtidig været et ønske om at drøfte muligheden for at permanentgøre den internationale dag idet det er forudsat, at de problemer, der gjorde sig gældende i 2003 fjernes.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen besluttede på møde d. 5. december 2002 at udråbe 2003 til fokusår med titlen "Etnisk ligestilling – år 2003" (BR 647/2002). Fokusåret er et samarbejde mellem Integrationsrådet og Det rådgivende Integrationsudvalg.
Det overordnede mål med fokusåret er at sætte fokus på etnisk ligestilling og integration indenfor rammerne af de 5 indsatsområder i integrationspolitikken:
1. Børn og unges liv og fremtid
2. Det boligsociale område
3. Kommunikation
4. Beskæftigelse
5. Det frivillige og foreningsbaserede engagement
Som et led heri blev der den 14. juni 2003 afholdt Københavns Internationale Dag, hvilket var et arrangement, som blev afviklet tre forskellige steder i byen – på Rådhuspladsen, Blågårdsplads samt på Bremensgade Plads.
Der var oprindeligt afsat 190.000 kr. til afholdelsen af Københavns Internationale Dag. Der blev dog fra Integrationsrådets side udtrykt ønske om, at der blev afsat yderligere midler, da det ellers ville være svært at få afviklet et ordentligt arrangement. På den baggrund valgte Det rådgivende Integrationsudvalg at søge Borgerrepræsentationen om at få overført sine uforbrugte midler fra 2002 på i alt 548.000 kr. Heraf var de 300.000 kr. øremærket en interviewundersøgelse, mens de resterende 248.000 kr. søgtes anvendt til afholdelsen af den internationale dag. Det rådgivende Integrationsudvalg behandlede denne sag den 7. april 2003, hvorefter sagen blev sendt til behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Det var hensigten, at sagen skulle behandles som en del af kommunens samlede overførselssag på møde i Borgerrepræsentationen i maj 2003. Dette blev imidlertid udskudt på grund af regeringsforhandlingerne, hvilket havde den konsekvens, at sagen først blev endeligt godkendt af Borgerrepræsentationen den 12. juni 2003 – to dage før afholdelsen af den internationale dag. Det havde i forhold til planlægningen af dagen den betydning, at der ikke forud for afholdelsen kunne kalkuleres med de ekstra penge, hvilket resulterede i, at planlægningen og dermed indholdet af arrangementet i høj grad blev besværliggjort. Konsekvensen var, at de midler, der med godkendelsen af overførselssagen faktisk var til rådighed ikke i tilstrækkelig grad blev udnyttet.
Dagen har efterfølgende været drøftet i såvel Det rådgivende Integrationsudvalg som i Integrationsrådet, og konklusionen har begge steder været, at arrangementet ikke i tilstrækkelig grad var vel organiseret. Herudover burde der have været afsat midler til professionel styring af projektet. Der har samtidig været fremsat ønske om, at Københavns Internationale Dag permanentgøres, men under forudsætning af, at arrangementet afvikles indenfor nogle sikre og afklarede rammer såvel økonomisk som organisatorisk. Der er i den forbindelse blevet foreslået af formanden for Det rådgivende Integrationsudvalg, at arrangementet fremover skal finansieres via uforbrugte midler fra 2003.
Forvaltningen har hertil følgende kommentarer:
Det rådgivende Integrationsudvalg har et årligt budget på godt 300.000 kr., som udvalget kan disponere over. Det anslås, at mødeafholdelse vil beløbe sig til omkring 50.000 kr. Det vil således være muligt at afsætte omkring 250.000 kr. af udvalgets midler for 2004 til afholdelsen af en international dag. Såfremt udvalget ønsker at afsætte sit budget til en international dag, vil det have den konsekvens, at udvalget ikke har mulighed for andre aktiviteter, såsom studieture/besøg.
Det vil i 2004 endvidere være muligt at indstille til Borgerrepræsentationen at mindreforbruget for 2003 søges overført samt anvendt til en international dag i 2004. Regnskabet for Københavns Internationale Dag er endnu ikke endelig opgjort, men det forventes, at der har været et forbrug på knap 200.000 kr. Der resterer således uforbrugte midler på omkring 240.000 kr. Hvorledes regnskabet for resten af fokusåret endeligt kommer til at se ud, kan først opgøres ved udgangen af året, men det forventes at der vil være et begrænset mindreforbrug – formentlig i størrelsesordenen 20.000 kr. Der vil således være mulighed for at indstille til Borgerrepræsentationen, at mindreforbruget (ca. 260.000 kr.) søges overført samt anvendt til en international dag i 2004. Det samlede budget for afholdelsen af international dag i 2004 vil således kunne beløbe sig til omkring 500.000 kr.
Økonomiforvaltningen skal gøre opmærksom på, at det alene vil være i 2004, at der vil være mulighed for at afsætte omkring 500.000 kr. til en international dag, da det herefter må antages at de uforbrugte midler vil være opbrugt.
Alternativt kunne Københavns Internationale Dag finansieres af et eller flere af de stående udvalg, såfremt det besluttede indhold falder indenfor deres kompetenceområder. Det rådgivende Integrationsudvalg kan imidlertid ikke træffe nogen beslutning herom, da en sådan sag må rejses i de respektive udvalg.
ØKONOMI
Udgiften til Københavns Internationale Dag vil blive afholdt indenfor Det rådgivende Integrationsudvalg budget.
Den endelige udgift vil afhænge af de aktiviteter som Det rådgivende Integrationsudvalg beslutter skal indgå i Københavns Internationale Dag, hvis denne permanentgøres.
HØRING
--
MILJØMÆSSIGE KONSEKVENSER
Indstillingen indebærer ingen miljømæssige konsekvenser.
ANDRE KONSEKVENSER
--
BILAG
--
Erik Jacobsen
/Flemming D. Hansen